onsdag den 7. maj 2014

Charme, selvtillid og lækkert hår!

Mozarts Don Juan med spansk blod i årerne på Gamle Scene d. 4. maj 2014

Hvis man forestillede sig, at der var en landskamp på operaopsætninger mellem Danmark og Sverige, og at den udstukne disciplin var Mozarts Don Juan, så ville det nu stå 1-0 – til Danmark. Uanset hvor mange roser sangerensemblet i Stockholm fortjener (april 2014), så vinder Danmark på lethed, humor og en helt igennem helstøbt forestilling, der – hvis man ikke sad ned – fejer benene væk under én. Det er den mest suveræne opsætning af snart mange, som jeg har set!
                      Den chilenske instruktør Aniara Amos skærer ind til benet i historien om den store forfører og blotlægger hver sene, hver muskel og hver nerve i deres smukke og fascinerende lyserøde, blå og lilla glinsen; ikke en bevægelse eller et ansigtstrækning er fejlplaceret. Karaktererne er ganske enkelt de arketyper, som vi kan spejle os i, som de nu er: Don Juan er den livsglade, frihedselskende mand med stor appetit på god mad, vin og kvinder, Leporello er hans Sancho Pancha, der reflekterer ham som Tivolis spejlkabinet komisk gengiver enhver, der træder ind. Donna Anna er på én gang dydig, smerteligt forurettet og stolt, for her er der tale om voldtægt i operaens første scene, så hendes tilbeder don Ottavio er kærligt forstående, ærefuld og accepterende, men også dybt frustreret over donna Annas misforståede kyskhed. Donna Elvira, der har smagt elskovens forbudne frugt, er splittet i sit begær efter hævn og efter ægteskab, Masetto er rasende og hævngerrig, hvilket ikke er uforståeligt, når hans Zerlina er så nysgerrig, bevidst om sine lyster og derfor let at lokke. Er det ikke fuldt lige så kompleks som nogen moderne (mis-) fortolkning, hvor donna Anna fingerer voldtægt, og donna Elvira tager livet af sig til slut? I langt højere grad, for Amos formår at sætte kniven ind præcis dér, hvor det gør mest ondt, og hvor man ikke kan lade være med at le over, hvor såre menneskeligt det hele er.
                      Latteren er en kompleks størrelse – det ved enhver, hvem det er kommet i hu, hvordan det er, at blive let ad, mens man ler ad en anden. Det vidste både Mozart og da Ponte også; de var trods alt mænd af oplysningstiden, og Don Juan er et dramma giocoso – et muntert drama – og al den kompleksitet, der ligger i denne modsætningsfyldte genrebetegnelse, den ser vi nu på scenen. Amos fordømmer ikke livskraften og –appetitten i don Juan, men hun gør os alligevel opmærksom på, at livet ikke kan være evig glæde, fest og kærlighed ved ganske kort at lade os få et glimt af døden – selvfølgelig klædt som en kvinde i nedringet kjole – midt i al munterheden: Forrest i kædedansen til festen sidst i første akt, som donna Elviras kammerpige i vinduet og som don Juans sidste flirt inden den fatale middag med stengæsten. Det er udelukkende en konstatering af, at døden kan ingen af os undslippe, men er det nu heller så frygteligt? Eftersom Amos er sydamerikaner kan man ikke lade være med at tænke på mexicanernes accept af døden, som den afspejles i traditionerne til allehelgensdag, hvor de døde mindes med en picnic på kirkegården, og man spiser kranier og knogler af sukker. Det er ikke døden, der er skræmmende, og don Juan nægter jo at være bange for den skygge, der til sidst angiveligt skulle være kommandantens spøgelse, nej, det er de levendes fordømmelse, der er skræmmende. I slutningen af første akt kan operaens øvrige karakterer ikke finde ud af at gøre anden fælles front mod don Juan end at pege fingre ad ham, og han har humor og livslyst nok til blot at pege igen, men i slutningen af operaen vender de frygteligt tilbage – iført en maske med kommandantens ansigtstræk – og stikker forføreren ned i fællesskab. Det giver en velkommen morbid humor til den moraliserende og afsluttende sekstet, at alle her står og forsøger at tørre blodet af hænderne, så for én gangs skyld er det helt på sin plads, at operaen slutter med denne sekstet.
Palle Knudsen er med sin flotte skikkelse, sin hurtige, kvikke replik, sit smil og sine pludselige vredesudbrud den fødte levemand og forfører. Han har med sin flotte, mørke stemme modet til at synge serenade for kvinderne på første række i parkettet, og dermed – sammen med flere andre brud på diegesen – minder Amos os ikke bare om, at det hele er et spil, men at det er et spil om os. Det er heller ikke svært at se om ikke andet sider af sig selv i karaktererne, sådan som de fremstilles af de andre gudbenådede sangere og aktører: Henning von Schulman ikke bare synger fremragende, han er en ægte klovn som Leporello, men klovn, som vi alle er klovner for Vorherre, uden manerer og uden at overspille. Peter Lodahl har måske ikke den skæreste tenor (man frygter altid for, at hans stemme knækker i højden), men han bliver synligt mere og mere frustreret undervejs over sin forlovede – hvilket måske ikke er uforståeligt, når donna Anna synges af Gisela Stille, som ganske vist imponerer med sin stemmestyrke i ”Or sai chi l’onore”, men hendes stemme er ikke smuk, og hun har en tendens til at overspille det urørlige og virke krukket. Hun er kort sagt anspændt. Man kan imidlertid ikke få i både pose sæk – end ikke på Det kgl. Teater – og når man må undvære Inger Dam-Jensens donna Anna (igen), så får man til gengæld Sine Bundgaards ekstatiske donna Elvira; hvilken smidighed, hvilken stemme – og så hendes spil! Lige så begærlig hun er efter hævn, lige så meget begærer hun nu en mand, og hun er ikke sen til at opsnappe don Ottavios ring, som donna Anna til slut afslår at tage imod. Heller ikke Zerlina, som Tuva Semmingsen synger med vanlig skær og gylden mezzo, er uinteresseret i mænd, og det er mindst lige så meget hende, der lokker don Juan i ”La ci darem la mano”, som han lokker hende, så man forstår udmærket, at Florian Plocks Masetto bliver vred. At han endog kan udtrykke denne vrede med sin mørktglødende bas, det vækker rædsel og frygt, men han er dog også nem at gøre god igen, for Semmingsen er præcist så feminin og selvbevidst som kvinde – selv med hestehaler – at hun ikke engang behøver at røre ham for at pleje hans gule og blå mærker, før han rejser sig efter hende (på flere måder!) Endelig er Petri Lindroos end sjældent velsyngende kommandant; han har da en stentorrøst, der om nogen indgyder respekt!

Under dette pragtensemble spinder Lars-Ulrik Mortensen og Concerto Copenhagen et glinsende spindelvæv, der både er enkelt, men også stærkt og smidigt, så sangerne trygt kan gå på det uden risiko for at falde igennem eller blive filtret ind; det er ren vellyd! Samtidig er det lige så enkelt spil som scenografien er enkel. Sure Søren (Kassebeer) bruger i Berlingske mere plads i sin ellers meget positive anmeldelse på at kritisere, hvor sparsom Alex Eales’ scenografi er, og ja, den er enkel – flade sætstykker i rækker bag hinanden, der kan skubbes ud til siderne – men hvor tit har Kasper Holtens iscenesættelser ikke præsenteret os for lige så flade scenografier? Denne scenografi er endog meget fleksibel og åbner for et rum, der både kan være festsal, kirkegård og facade, og som donna Elvira passende kan skubbe fra hinanden i sin søgen efter don Juan, så den giver mere mening end Steffen Aarfings endimensionale kulisse til Kvinden uden Skygge. Nej, hvis dette er discount-opera, så lad os venligst få mere af samme slags! Begynd med at fastansætte Aniara Amos, der med denne opsætning viser større talent for instruktion end de to forrige operachefer tilsammen!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar