onsdag den 8. oktober 2014

Adskillelsens uudtalte mellemværende

John Neumeiers Kameliadamen på Gamle Scene d. 4. oktober 2014

Der kan synes underligt tyst i et teaterrum under en ballet. Ikke bare sidder publikum tavst og betragter fokuseret i mørket dansen på scenen, den menneskelige stemme er også fraværende på selvsamme scene og synes at mangle - navnlig hvis man er mest fortrolig med skuespil og opera, for hvordan skal man formidle eller opfatte en historie om stor kærlighed og tragisk adskillelse og død, hvis man ikke har stemmen til sin rådighed? Der er musikken, til Neumeiers Kameliadamen Chopins underdejlige toner (ikke mindst larghettoen fra den anden klaverkoncert), men mærkeligt nok er musikken så vidunderligt velvalgt, at den glider smukt i baggrunden og smelter sammen med kulisser, kostumer og karakterer, så selv den på en mystisk måde ikke høres. Specielt i anden akt, hvor et flygel alene – først fra scenen, siden fra graven – ledsager danserne, står musikken upåagtet og ensomt hen (til trods for Alison Smiths fremragende spil). Da opdager man i et pludseligt syn udefra, at denne sansning eller måske snarere ikke-sansning ganske som stemmen har hjemme i kroppen; øret, øjet og følesansen spændes yderligere idet talen forstummer, sansningen vender sig mod sig selv, og man bliver opmærksom netop på kroppen og med kroppen på dansen som i en universalromantisk vision.
                      Dansen er tyst - det vil sige, den taler ikke til sit publikum. Den kæler, den besnærer, den smigrer med sine trin og sine hieroglyfiske bevægelser, der bagefter kan synes som luftsyner, men som har forplantet sig til kroppen på én - uanset hvor stille man har siddet og betragtet, eller hvor dårligt og uelegant man selv danser. Ikke at det er uforståeligt, hvad der udspiller sig på scenen, for John Neumeier er en mester i subtilt og dog påfaldende konkret at skabe en handling, der forløber i tid og rum på scenen med. Selvom der er et handlingsreferat i programmet, er den røde tråd begribelig nok: Den unge Armand møder den fejrede og feterede Marguerite under en balletopførelse af Abbed Prévosts historie om Manon Lescaut (der svigter sin elskede til fordel for et liv i luksus, og som deporteres som simpel luder, da hun forsøger at vende til den elskede igen) og forelsker sig straks hovedkulds. Hun lader sig forføre af hans ungdommelige iver, hun vælger ham frem for at være en rig hertugs elskerinde (det er et formidabelt clou i et splitsekund, da denne hertug overrasker dem ved at afbryde pianisten med samklingende tangenters dissonans, og hun svarer lige så kort ved at kaste en halskæde fra sig), og hun forlader ham igen, da Armands bekymrede far be’r hende tænke på hans families omdømme. Hun dør alene af tuberkulose, han læser om hendes savn og hendes kærlighed i hendes efterladte dagbog. Det er med andre ord adskillelsens smerte, Neumeier forsøger at skildre, hvilket understreges af en ramme omkring handlingen, hvor Armand efter Marguerites død gennem dagbogen tænker tilbage på deres møde og deres kærlighed, og hvad er vel bedre til at formidle denne smerte end netop fraværet af tale, der henviser de elskende til kropssproget? Én for én bæres Marguerites indbo ud fra den auktionsscene, der udgør prologen, så scenerummet står tomt tilbage – der er højst en stol eller to på scenen under resten af forestillingen – for andet end kroppens sansninger.
                      Det er en stor forestilling med mange dansere, men også de er der på en måde kun for at understrege handlingen og skabe plads for møderne mellem Marguerite og Armand. Disse scener – den berusende forelskelse og forførelse i første akt, den inderlige kærlighed i anden akt og fraværet i tredje akt – er forestillingens højdepunkter. Her er dansen kroppens stiliserede måde at udtrykke netop forelske, kærlighed og savn, og den kan ikke formidles bedre i ord. Alban Lendorf som Armand og Susanne Grinder som Marguerite slynger sig sammen, kaster sig mod hinanden og overgiver sig til hinanden med en fysisk styrke, smidighed og præcision, der betager, fordi den virker så overrumplende let og ubesværet. Sære, hemmelighedsfulde mønstre danser de for og mod hinanden, men man begriber dem med sin egen krop på uforklarlig vis: Han løfter og bærer hende, hun kaster sig hengivent mod ham, de spejler hinanden i deres bevægelser og kan dog ikke blive én, men må sidde ryg mod ryg og stirre hinanden i øjnene over skulderen. Det virker så uendeligt banalt, men det er netop Neumeiers store geni at kunne gøre dansens abstraktion så letbegribelig.

                      Som de to elskende adskilles af tid og velmenende, men reaktionær borgerdyd, adskilles de også i dansen. Symbolsk hvirvles Marguerite rundt af sit og Armands alter ego, Manon og Des Grieux fra balletten i balletten (J’aime Crandall og Gregory Dean), inden hun styrter død om. Armand løfter med sorg i blikket øjnene fra dagbogen mod publikum, inden tæppet ubarmhjertigt falder. Det adskillelsens mellemværende, der er tragediens kardinalpunkt, står på en måde mejslet i granit i denne slutning – og i den afstand, som prologen markerer – og det bliver ikke rigtigt rørende for undertegnede. Scenen mellem de to nyforelskede i første akt meget mere bjergtagende end den brutale slutning, men det ændrer ikke et trin ved, at det er en uendeligt smuk og betagende helstøbt forestilling, der sidder i kroppen længe efter, at tæppet er gået ned. Kom ikke og sig, at ballet ikke kan tale til dig, før du har set John Neumeiers koreografiske geni udfolde sig!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar