John
Neumeiers Kameliadamen på Gamle Scene
d. 4. oktober 2014
Der kan synes underligt
tyst i et teaterrum under en ballet. Ikke bare sidder publikum tavst og
betragter fokuseret i mørket dansen på scenen, den menneskelige stemme er også
fraværende på selvsamme scene og synes at mangle - navnlig hvis man er mest fortrolig
med skuespil og opera, for hvordan skal man formidle eller opfatte en historie
om stor kærlighed og tragisk adskillelse og død, hvis man ikke har stemmen til
sin rådighed? Der er musikken, til Neumeiers Kameliadamen Chopins underdejlige toner (ikke mindst larghettoen
fra den anden klaverkoncert), men mærkeligt nok er musikken så vidunderligt
velvalgt, at den glider smukt i baggrunden og smelter sammen med kulisser,
kostumer og karakterer, så selv den på en mystisk måde ikke høres. Specielt i
anden akt, hvor et flygel alene – først fra scenen, siden fra graven – ledsager
danserne, står musikken upåagtet og ensomt hen (til trods for Alison Smiths
fremragende spil). Da opdager man i et pludseligt syn udefra, at denne sansning
eller måske snarere ikke-sansning ganske som stemmen har hjemme i kroppen;
øret, øjet og følesansen spændes yderligere idet talen forstummer, sansningen
vender sig mod sig selv, og man bliver opmærksom netop på kroppen og med
kroppen på dansen som i en universalromantisk vision.
Dansen er tyst - det vil sige, den taler ikke
til sit publikum. Den kæler, den besnærer, den smigrer med sine trin og sine
hieroglyfiske bevægelser, der bagefter kan synes som luftsyner, men som har
forplantet sig til kroppen på én - uanset hvor stille man har siddet og
betragtet, eller hvor dårligt og uelegant man selv danser. Ikke at det er
uforståeligt, hvad der udspiller sig på scenen, for John Neumeier er en mester
i subtilt og dog påfaldende konkret at skabe en handling, der forløber i tid og
rum på scenen med. Selvom der er et handlingsreferat i programmet, er den røde
tråd begribelig nok: Den unge Armand møder den fejrede og feterede Marguerite
under en balletopførelse af Abbed Prévosts historie om Manon Lescaut (der
svigter sin elskede til fordel for et liv i luksus, og som deporteres som
simpel luder, da hun forsøger at vende til den elskede igen) og forelsker sig
straks hovedkulds. Hun lader sig forføre af hans ungdommelige iver, hun vælger
ham frem for at være en rig hertugs elskerinde (det er et formidabelt clou i et
splitsekund, da denne hertug overrasker dem ved at afbryde pianisten med
samklingende tangenters dissonans, og hun svarer lige så kort ved at kaste en
halskæde fra sig), og hun forlader ham igen, da Armands bekymrede far be’r
hende tænke på hans families omdømme. Hun dør alene af tuberkulose, han læser
om hendes savn og hendes kærlighed i hendes efterladte dagbog. Det er med andre
ord adskillelsens smerte, Neumeier forsøger at skildre, hvilket understreges af
en ramme omkring handlingen, hvor Armand efter Marguerites død gennem dagbogen
tænker tilbage på deres møde og deres kærlighed, og hvad er vel bedre til at
formidle denne smerte end netop fraværet af tale, der henviser de elskende til
kropssproget? Én for én bæres Marguerites indbo ud fra den auktionsscene, der
udgør prologen, så scenerummet står tomt tilbage – der er højst en stol eller
to på scenen under resten af forestillingen – for andet end kroppens
sansninger.
Det er en stor forestilling med mange dansere,
men også de er der på en måde kun for at understrege handlingen og skabe plads
for møderne mellem Marguerite og Armand. Disse scener – den berusende
forelskelse og forførelse i første akt, den inderlige kærlighed i anden akt og
fraværet i tredje akt – er forestillingens højdepunkter. Her er dansen kroppens
stiliserede måde at udtrykke netop forelske, kærlighed og savn, og den kan ikke
formidles bedre i ord. Alban Lendorf som Armand og Susanne Grinder som
Marguerite slynger sig sammen, kaster sig mod hinanden og overgiver sig til
hinanden med en fysisk styrke, smidighed og præcision, der betager, fordi den
virker så overrumplende let og ubesværet. Sære, hemmelighedsfulde mønstre
danser de for og mod hinanden, men man begriber dem med sin egen krop på
uforklarlig vis: Han løfter og bærer hende, hun kaster sig hengivent mod ham,
de spejler hinanden i deres bevægelser og kan dog ikke blive én, men må sidde
ryg mod ryg og stirre hinanden i øjnene over skulderen. Det virker så uendeligt
banalt, men det er netop Neumeiers store geni at kunne gøre dansens abstraktion
så letbegribelig.
Som de to elskende adskilles af tid og
velmenende, men reaktionær borgerdyd, adskilles de også i dansen. Symbolsk
hvirvles Marguerite rundt af sit og Armands alter ego, Manon og Des Grieux fra
balletten i balletten (J’aime Crandall og Gregory Dean), inden hun styrter død
om. Armand løfter med sorg i blikket øjnene fra dagbogen mod publikum, inden
tæppet ubarmhjertigt falder. Det adskillelsens mellemværende, der er tragediens
kardinalpunkt, står på en måde mejslet i granit i denne slutning – og i den
afstand, som prologen markerer – og det bliver ikke rigtigt rørende for
undertegnede. Scenen mellem de to nyforelskede i første akt meget mere
bjergtagende end den brutale slutning, men det ændrer ikke et trin ved, at det
er en uendeligt smuk og betagende helstøbt forestilling, der sidder i kroppen
længe efter, at tæppet er gået ned. Kom ikke og sig, at ballet ikke kan tale
til dig, før du har set John Neumeiers koreografiske geni udfolde sig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar