Lokkende, fjerne toner

Urpremie på Hilda Sehesteds Agnete og Havmanden ved Den fynske Opera i Odense Koncerthus d. 5. oktober 2014

Det voksende behov for at søge coach til selvhjælp kunne få en til at tro, at det splittede menneske, der ikke formår at forene pligter og fritid, at skabe harmoni mellem arbejds- og familieliv, skulle være et nyt fænomen; et produkt af det senmoderne (gad vide hvornår man slipper ud over moderniteten?) samfunds krav om effektivisering, tilpasning og til stadighed øget produktivitet. Det er blevet svært at være menneske (lakonisk kan man med nationalskjald Larsen tilføje, at ”jeg har prøvet det selv”), men det har til alle tider været svært, og den splittede sjæl er påtrængende til stede i den tidligste litteratur: Ingen af Homers helte er i ligevægt eller handler i balance, Ovids Metamorfoser finder sted som en barmhjertig eller straffende gestus mod de mennesker, der ikke kan forbinde sømmelig moral med tilbøjelighed, og på hjemlig grund vidner både sagaer og folkeviser om individets egen lyst og drift i kamp med hensynet til slægten og dens omdømme. Det ses også i folkevisen om ”Agnete og Havmanden”, hvor Agnete finder en tilværelse på havets bund væk fra jordelivets forventninger og formaninger, dog uden at blive lykkeligere af den grund.

                      Der er svundet et sekel, siden oversete Hilda Sehested skrev sin charmerende enakter Agnete og Havmanden til libretto af Sophus Michaëlis over denne folkevise. For den, der foretrækker med skyklapper kun at stirre stift fremad, kan 100 år synes af meget, men historien er evigt aktuel, når Agnete gør op med sin forlovede Ebbe, fordi hun vil – ja, hvad hun vil, ved hun netop ikke, men hun vil noget andet end mand og børn. Trodsigt svarer hun ham på hans beskedne forventninger til deres ægteskab: ”Ja! Rede din Seng og koge din Mad og duge dit Bord og bøde din Kofte og malke din Ko, aldrig, aldrig!” Michaëlis’ sprogtone og stil bliver måske til tider for påtaget antikveret – f.eks. i en duet mellem Inger og Torben i form af en folkevisepastiche med både mellem- og omkvæd, der synes at blive ved i det uendelige. (Det er operaens længste scene, og at Sehested har godkendt det, er utroligt, og det er sådan set det eneste, der er at beklage ved operaens komposition.) Andre steder rammer han med fin lydhørhed en rørende poetisk sprogtone: ”mod den Ene, mod den Ene, som har lagt min Sjæl i Traa”, ”Havet løfted mig paa Fang, indtil Foden bundløst traadte” og ”lad ej forladt ham græde, naar Vuggen gaar i staa”. Her indfanges den higen og søgen væk fra noget, der er operaens grundtema, i sine billeder om at sætte i bevægelse eller sætte i stå.

                      Sehesteds tonesprog er imidlertid på ingen måde antikveret, tværtimod kommer det til en som et frisk pust fra havet. Hun og andre komponister fra forrige århundredeskift støves i disse år af, og deres musik kommer til os som et velkomment brud på det monopol, som Carl Nielsen har indtaget i dansk kompositionshistorie (og som allerede Rued Langgaard påpegede). Der er ikke tale om, at Sehesteds lille opera overgår Nielsens mesterværker, Saul og David og Maskarade, men Sehested har skrevet musik med inspiration fra og klange hentet i musik, som ellers synes sørgeligt fraværende i dansk musik: Her er først og fremmest impressionistiske klange fra fransk musik i fravalget af arier og melodier, men også i de strømmende, drømmende toner i f.eks. mellemspillet, der fanger øret med sine farver og sit lys fra havets dyb. Der er også det poetiske og originale i at lade havets brusen komme til en som korsang og hele rigdommen i orkestreringens mangfoldighed; den glimter og glitrer i sig selv som havet en sommerdag. 

                      Der spilles fint af Den fynske Operas Orkester, der bl.a. består af flere musikere fra Odense Symfoniorkester, under Syssen Gerd Kappels beskedne ledelse. Det er dog sangsolisterne, der er værd at fremhæve: Først og sidst Elsebeth Dreisigs skære sopran i det kvindelige titelparti, der formår at tegne alle nuancerne i partiet fra trods og stædig styrke til inderlig, men formålsløs længsel – brava! Lars Thodberg Bertelsens havmand er nemmere at overhøre (hans stemme har styrke, men vakler), og man skulle synes, at Agnetes længsler bedre kunne indfries af Mathias Hedegaards lyriske tenor i partiet som Ebbe. Agnetes mor, fru Jutte, er lagt i Stina Schmidts skønne og stærke strube (når man hører hende, kunne man ønske, at Sehested og Michaëlis havde skåret i folkevisen og givet hende et større parti), men ud over disse fire større partier er det også nødvendigt at nævne Tessa Kiilsholm og Aya Krogh Jørgensen i de bittesmå partier som Agnetes havbørn, Tang og Alge; begge synger de med en overvældende klar og smuk stemme, som man gerne vil høre mere til i fremtiden (sic!). En smuk efterårseftermiddag blev således kun smukkere i Odense Koncerthus denne dag først i oktober. Man sidder tilbage med det ene, inderlige ønske, at de danske operascener – Den kongelige Opera indbefattet – ville begynde at iscenesætte dansk opera, hvor ’dansk’ ikke er synonym med Nielsen eller nykomponeret opera. Der ligger glemte skatte og funkler i tidens dyb, og de fortjener at blive vist frem ved mere end enkelte koncertante opførelser.