Nyt værk af Peter Laugesen og
Steingrimur Rohloff på Den fynske Opera d. 21. april 2016
Den
fynske Opera har under Jesper Buhls ledelse positioneret sig som et operahus,
der fremelsker og iscenesætter helt nyskrevne operaer. Buhls svanesang som chef
er naturligvis heller ingen undtagelse, og alle sejl er sat på en færd ud over et
stort og ukendt musikalsk hav. Eller rettere: flod – for turen går til
underverdenen, til glemslens flod, Lethe. Rejsen er smuk, meget kompetente
sangere og det fremragende Esbjerg Ensemble ledsager publikum, men formålet med
rejsen er planløs og tilfældig; man kunne være endt hvor som helst, for
komponist og librettist lader skibet drive frit for vinden og tør ikke tage
roret.
Undertitlen til værket,
der har fået genrebetegnelsen ’opera’, men snarere er et oratorium og ville
gøre sig aldeles glimrende uden iscenesættelse, er ”Alt er sprængt i stykker”.
Det er altså slet ikke Lysistrate
(tryk på anden stavelse, ikke næstsidste), Aristofanes’ næsten 2500 år gamle
løsslupne komedie om Athens kvinder, der nægter deres mænd sex, indtil de har
indstillet den krig, der har hærget alt for længe, der danner forlæg for
forestillingen, selvom titlen siger det. Men hvorfor så Lysistrate? Og hvorfor så en komedie? Hvorfor så ikke Alkestis, der jo netop rejser til
underverdenen for at give sig selv i bytte for sin elskede mand, Admetos, eller
Orfeus, hvis historie er næsten
samme? Det eneste mulige svar for publikum er og bliver, at Rohloff og Laugesen
har stirret sig blinde på deres krigsforbitrelse og vil lave en opera om dette desværre uopslidelige emne. Desværre,
for de herrer når dermed ikke længere end til at kommentere og beklage det
faktuelle, at der stadig er krig i verden, i en række scener og eksplicitte
forfatterkommentarer, og selvom iscenesætteren Bent Nørgaard kæmper tappert og
tilsyneladende er en uendelig kilde af hittepåsomhed, så bliver det aldrig
rigtig dramatisk eller engagerer publikum. Det er den evige sandhed, der vist
nok stammer fra den store Goethe, om igen, at den kunst, der vil moralisere,
den er dårlig, og den kunst, der vil stræbe efter at være stor kunst, den
bliver moralsk. Her går publikum ikke hjem med nogen oplevelse af, at musik,
sang og handling smelter sammen og løfter sig i apoteose, for vi har ikke
skullet engagere os, vi er blevet holdt ud i strakt arm og har fået forklaret,
at krig er frygtelig – og det vidste vi godt i forvejen. Titelkarakteren
Lysistrate er som publikum blot vidne til en række scener, der udspiller sig
blandt døde soldater ved Lethe, men det er uforklarligt, hvordan hun er havnet
der, og selvom Laugesen indledningsvis afviser Aristofanes’ satire som en mulig
fortællestil, så havde den dog grebet og involveret publikum i langt højere
grad, og måske var man så gået hjem berørt over at have været på visit i
underverdenen.
Denne store og væsentlige
anke ændrer ikke ved, at Rohloff har skabt et meget smukt oeuvre. Komplekst,
alsidigt og eksperimenterende er det, sangerne både hvisker, leger med mikrofonens
forstærkende effekt, synger klassisk opera og sprechgesang, og de fremragende ti
musikere i Esbjerg Ensemble spiller med en intensitet forskellige steder på scenen,
de agerer med deres instrumenter i noget, der synes som et orgie til playback,
ja, janitsharen spiller endda på ryggen af de to sopraner, Olga Heikkilä og
Stina Schmidt. Der leges mere med udtryk, genrer og klang end tonalitet.
Ouverturen er således næsten banalt rytmisk; man håber ikke, det er det, man
skal lytte til i de 80 minutter forestillingen varer, og det er det heldigvis
heller ikke. Det er muligvis heller ikke særlig originalt, men et højdepunkt er
det alligevel, da Tuva Semmingsen, der synger titelpartiet, med sin ulmende
varme og kobberrøde, blanke røst agerer jazzsangerinde på en natklub; hvornår udkommer
hun på CD i den genre, spørger man stakåndet sig selv! Hun er og bliver
dronningen i forestillingen, hendes stemme kan få en til at glemme alt – også hvad
man dog skulle på Rohloff/Laugesens galaj til Lethe – og lade sig opsluge af
musikken. Det er ren forkælelse, da hun ved hjælp af en videooptagelse synger
duet med sig selv! Det øvrige sangerhold er også fremragende; Mathias Hedegaard
har en smuk, slank og spændstig tenor, og frydefuldt gyser man, når Morten
Staugaard og Jesper Brun-Jensen åbner sluserne for deres buldrende bas – BRAVI!
Også scenografi,
koreografi og instruktion er der lagt mange – og spildte – kræfter i: Lene Juhl
har i forgrunden skabt en scene med et bassin, der skal illudere Lethe, bagved
sidder orkesteret under et stillads, over hvilket en videoprojektion i hele scenens
bredde spejler hinandens to halvdele som en rorschachtegning primært med abstrakte
gengivelser af krigens død og ødelæggelse. (Undervejs optræder Anders Fogh
Rasmussum og George Bush Jr. dog skulder ved skulder, så ikke bare konkluderer
ophavsmændene for publikum, at krig er frygteligt, man får også ind med skeer,
hvem vi kan bebrejde den frygtelige krig!) Hvad der foregår i Bent Nørgaards
instruktion er straks mere uklart, men det skyldes, at forestillingen som nævnt
består af så mange usammenhængende scener, og at der ingen handling er.
Nørgaard sørger for, at der hele tiden er liv på scenen, sangerne agerer
virkelig selv og med hinanden, hvilket kun får publikum til at ærgre sig endnu
mere over, at der ikke er noget at engagere sig i, når der nu er så meget at se
på: Sangerne smider tøjet, begramser hinanden og smører sig ind i mudder, men
det er og bliver lukket land for publikum, et meget dunkelt mysteriespil. Måske
komponisten og librettisten selv har drukket af glemslens flod, som de døde sjæle
skulle, når de kom til underverdenen? Man kan kun glæde sig til at skulle høre,
hvad Steingrimur Rohloff begår for stort orkester til Den kongelige Opera i
2018, men man må håbe, at han da har noget på hjerte og engagerer en librettist
uden at lade sig lokke på afveje og komme ud af kurs; opera er musik, sang og
drama i ét!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar