Et uforglemmeligt gribende Vintereventyr på Teater Republique d.
20. januar 2017
Kender ikke alle den
følelse af tvivl og frygt, der så pludseligt kan ramme? Manglende tiltro til
egne evner, en nagende, pinefuld tvivl om man slår til, men også en tvivl om
andres oprigtighed, fordi det er tvivlens destruerende kraft at reflektere sig
i alt omkring en. Har man en gang bidt af en frugt og set en orm vride og vende
sig, så forstår man billedet; det er den samme fortvivlede vriden og venden
sig, der graver og gnaver i hjerne og hjerte, som frastøder, men også
fascinerer og tiltrækker, hypnotiserer og fastholder. Hvem kender ikke denne
gnavende orm, denne isnende handlingslammelse?
Mesteren og menneskekenderen William
Shakespeare lader tvivlen ramme kong Leontes i det oversete drama Et Vintereventyr. Kongen, der er
velsignet med både en smuk og ærbar dronning og en søn, har sin gode ven, kong
Polixenes af Bøhmen, på besøg, og da dronningen på hans opfordring hjælper med
at overtale Polixenes til at blive længere, slår jalousien som et lyn ned i
ham: Dronning Hermione og kong Polixenes bedrager ham. Hans hjerte fryser fast
ved denne tanke, og en konges tvivl og kulde rammer høj som lav i staten; en
grusom og nådesløs tragedie, der koster dronningen og sønnen livet udspilles,
inden – pludseligt og overvældende – isen brister, solen bryder frem og vender
tragedie til komedie, så alt og alle smelter derved. Der skal en mesters mod
til at give en tragedie en lykkelig slutning, og der skal et mesterligt talent
hos både instruktør og skuespillere til at forløse dette, men det lykkes over
al forventning på Teater Republique, hvor Katrine Wiedemann har skåret
Shakespeares fem akter og utallige roller ned til et kammerspil på 100 magiske
minutter for fire personer. Et under uden lige.
Maja Ravn har skabt en enkel og meget symbolsk
scenografi til forestillingen: En kube af glas, en isterning holder de fire
skuespillere indespærret mellem publikum, der sidder på to sider af den
kvadratiske scene, så ingen kan slippe ud, så alt er synligt og blotlagt i et
isnende lys – også det faktum, at intet faktisk sker. Først er alt uskyldsrent,
og de tre venner leger som børn i sneen, der drysser ned over dem, så fanger en
lyskegle de to hænder, hustruen og vennens, der brat og uventet skaber et
omslag uden varsel, uden anledning eller intrige. I sit syge, fortvivlede sind
gennemspiller kong Leontes replikskiftet mellem dronning Hermione og kong
Polixenes, og eftersom de ikke kan undslippe glasburet, må de adlyde og gentage,
så Leontes kan mane ikkeeksisterende argumenter for sin fortvivlede idé op af
den frosne jord. End ikke hofråden Camillo kan tale kongen til rette; alt, hvad
han siger, bekræfter kun Leontes’ syge mistanke, men dræbe Polixenes vil han
ikke, og han flygter med ham bort fra Sicilien. Dronning Hermione kastes i
fængslet, hvor hun må føde sin datter, som Leontes beordrer sat ud, fordi han
ikke tror, hun er hans, og sønnen sygner hen og dør af sorg under den
uretfærdige retssag mod moren. End ikke en deus ex machina, et orakelsvar fra
Apollon om dronningens, Polixenes’ og Camillos uskyld, kan få Leontes til at
overvinde sin tvivl, først da dronningen udånder, erkender han – for sent. I et
rørende billede står han med sin døde søn og Hermiones røde kjole i udstrakte
arme med blottet overkrop, mens sort aske, ikke den uskyldshvide sne, falder
over ham. Det er knugende, alt krymper sammen i en, og kun med tårer i øjnene
kan man udholde at se det.
Her kunne tragedien ende, men nej, der er for
mange løse tråde, for datteren er selvfølgelig fundet, har overlevet, og Tiden
fortæller i en kommentar, hvordan fjorten år går, og hun vokser op. Så hvad
sker? Kære læser, hvordan skal man kunne videregive det, der sker? Den
omvæltning det er, da sceneteknikerne træder ind og fjerner glasvæggene, så den
fjortenårige Perdita kan træde ind for at genforenes med sin angrende far? Ditte
Hansen og Mikkel Arndt træder ud af deres roller som henholdsvis Paulina og
Polixenes, de bevæger sig rundt mellem publikum, taler om det forunderlige,
jubler over underet, og man ved ikke, om man skal græde eller le, og så gør man
begge dele. Det er overrumplende og alt for meget, at ens hjerte, der var
frosset af sorg over ulykkerne, nu pludselig skal le og smile varmt, det føles
ganske unaturligt! Men det er det, det er, unaturligt, for det er et mirakel. Det
er som i julesalmen, at en rose trodser den frosne jord og skyder op, og man må
tro det, før man kan se det ske! Kan man ikke tro i religiøs forstand, så må
man tro på billedet, for det er jo kimen, det hele udspringer af, at i kunsten –
navnlig i teatret – kan alt ske: Frosne hjerter kan tø, det tilsværtede
uskyldshvide kan vaskes rent, og fejltagelser tilgives. Og det sker lige så
pludseligt, som tvivlen greb Leontes og gjorde ham kold, fortvivlet og
tvivlende.
Alt dette forløses naturligvis ikke kun af
Ravns enkle og smukke scenografi eller af Wiedemanns billedrige instruktion og blik
for detaljerne hos dramaets personer; der skal skuespillere på scenen, der
evner Shakespeares poesi og voldsomme karakterskift, og det er der her, til
trods for at de tre er ganske unge: Esben Smed er kong Leontes med hver fiber,
hver muskel, hver nerve; han gennemlever hver tænkelig nuance af sin dybfrosne
sjæls tvivl, alt fra den første isnende usikkerhed over inderlig
selvmedlidenhed til vrede, raseri og endelig anger, og det er ægte og dybfølt
hele tiden. Natalie Madueño er lige så meget et med sin rolle som Hermione,
hvis styrke og trods forlenes med den elskendes ømhed og kærlighed til den hadende
elskede, og hun er stærk i sin svaghed. Begges diktion har måske svagheder, og
ikke alle replikker høres tydeligt, men alle er følt, sanset og spillet, så de
alligevel når ud til publikum. Mikkel Arndt er den mere erfarne, og Polixenes’
replikker står mejslet skarpt. Derfor bliver hans erkendelse af barndomsvennens
svig des stærkere, ligesom han mere end nogen anden ikke kan være i sig selv
over miraklet og må udbryde et ”Hold nu kæft!”, der næppe står hos Shakespeare.
Ditte Hansens Paulina går i flade sko, og hun har som den eneste mod til at
svare majestæten igen, da hans dybfrosne sjæl forhindrer hans sunde dømmekraft
i at regere; hun er bramfri, som man kender hende fra revy og satire, men ikke
plat eller forloren, og det er troværdigt, at netop hun til slut gør sit for,
at sneen kan smelte fuldstændig. Mere skal ikke røbes her, end hvad salmen siger,
nemlig at her ”brød lyset frem/ midt i den kolde vinter”. Kan det blive mere
eventyrligt?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar