Midt i livet er vi i døden

Dybt gribende Dead Man Walking i Operaen d. 5. februar 2017

Midt i livet er vi stedt
udi dødens våde.
Hvem kan vi gå til om hjælp,
så vi finder nåde?
Dig, Herre Krist, alene!
Vi angrer vor misgerning svar,
som dig højt fortørnet har.
Hellige Herre Gud,
hellige, stærke Gud,
hellige, barmhjertige frelser,
du evige Gud!
Lad os ej gå under
i den bitre dødens nød!
Kyrie eleison!

Ovenstående strofe opsummerer (ud over at være en passende indledning først i et Luther-år) hvad nonnen, søster Helen Prejean, tror på i operaen Dead Man Walking, og komponisten, Jake Heggie, har itonesat samme spørgsmål og udråbstegn, så man kun kan gribes heraf. Det er ikke et missionerende udsagn, salmen kan læses udelukkende som de store, eksistentielle spørgsmål, vi alle ruger over, når vi pludselig erkender, at midt i livet er vi i døden, og som vi derfor slynger ud mod det store verdensalt. For Kierkegaard var der kun det ene svar, at tro, tro hvor fortvivlende usikkert det end er, for Sartre var der kun livet selv at vende sig mod, og sådan kan hver enkelt læse Gud, Herre Krist og frelser i salmen bogstaveligt eller metaforisk. Søster Helen tror som sagt, men hendes projekt i operaen er ikke at få den dødsdømte Joseph de Rocher til at tro, men til at erkende sin skyld og angre, at han i en rus af stoffer og alkohol har været med til bestialsk og umotiveret at dræbe en ung mand og en ung kvinde. Dobbeltmordet udgør prologen, og selvom det vises utilsløret og grumt, så er det ikke det mest rystende ved operaen; det er musikken og sangen.

                      Jake Heggies partitur holder sig ikke tilbage for til trods for at være skrevet omkring år 2000 at benytte mere traditionelle operaers virkemidler. Her er hverken følsom, meditativ minimalisme eller foruroligende atonalitet, her er fed strygerklang og arier som hos Puccini og en rig rytmik, der trækker tråde tilbage til Gershwins Porgy & Bess, og som et nutidigt (opera-)publikum er bekendt med. Det kgl. Kapel formidler – naturligvis – dette med den største akkuratesse og præcision under Sebastian Lang-Lessings ledelse. (Fik jeg sagt, det naturligvis er sådan? Der burde af disse grunde alene være udsolgt til de kun seks forestillinger i Operaen, men det er helt ubegribeligt ikke tilfældet.) Heggie har sandsynligvis ikke ønsket, at hans musik skulle spille imod de store og – navnlig for en amerikaner – uhyggeligt aktuelle spørgsmål, der rejser sig i forbindelse med dødsstraf, publikum har skullet rives med og røres af musikken, så spørgsmålene ikke kun blev retoriske, og det er lykkedes: Man dirrer og sitrer over hele kroppen, da musikken rinder ud; efter første akt, fordi søster Helens fysiske lede ved den endelige dødsdom hamres og dundres ind i os, efter anden akt, fordi søster Helen nu – efter dødsdommens eksekvering – helt alene kan forsikre os om, at ”He will gather us around”. Dermed ikke sagt, at publikums spørgsmål er blevet besvaret, og det er det fine ved Terrence McNallys libretto, men søster Helens rejse til Kristus er nu slut, og hendes stemme gør stilheden inden bifaldet elektrisk.

                      Instruktør Orpha Phelan og scenograf Nicky Shaw må have været enige om heller ikke at ville tage fokus fra hverken handling eller musik, og ingen regi-forskrækket abonnine eller bedsteborger kan finde noget at tage afstand fra. Phelan har begrænset sig til en loyal og meget nuanceret personinstruktion, mens Shaw, hvis meget smukke og enkle scenografier huskes fra Den jyske Operas mindeværdige forestillinger under Annilese Miskimmon, har skabt en fængselsgård med mure omkring, der ved hjælp af drejescenen kan ses fra forskellige vinkler og således skabe forskellige rum. Kun det lille udsnit af himmel og en uendelig række af telefontrådsmaster som baggrund for søster Helens tur til fængslet synes for minimalistisk og neutral; i denne scene lærer vi søster Helen at kende, vi pirres og forvirres af hendes anspændthed, og vir ler en forløsende latter over færdselsbetjentens vittigheder, men instruktør og scenograf lader denne scene i stikken. Man tilgiver det dog hurtigt, efterhånden som resten af operaen skrider frem og giver en mere end rigeligt at forholde sig til.

                      Phelans fintfølende personinstruktion falder ikke på gold jord med de sangere, der er til rådighed; vidste man det ikke, ville man ikke ane, at Kulturministeriets urimelige sparekrav har ramt Det kgl. Teater hårdt og bredt, for selvom solistensemblet er kraftigt reduceret, er den kerne, der er tilbage, stort set kun fremragende sangere – og alle på scenen i denne forestilling er fremragende: Verdenssangeren Johan Reuter er i topform som den dødsdømte Joseph de Rocher; hans stemme er mørk og maskulint smeltende, som hele hans udstråling, og uden på noget tidspunkt at forfalde til tårer, er han inderst inde et lille, bange barn. Det ses bedst i scenen med hans mor, som han omgås med en kejtet, forsagt ømhed, selvom det er deres sidste møde. Mrs de Rocher gestalter Susanne Resmark med en rørende naivitet og kærlighed, der er så langt fra moderdyret Klytaimnestra for år tilbage, at det er utroligt, at det er en og samme sanger. Som eneste sopran i de bærende roller forlener Cornelia Beskow søster Rose med en jordbundet og yndig pigelighed, der er ganske forfriskende for en nonne, og hun imponerer med sin skære, klare stemme, så det undrer, at det ikke er denne svenske sopran, der er en del af ensemblet (…). Hanne Fischer, der i dette parti fejrer sit 25-års jubilæum (hvilket blev markeret denne søndag), er som født til at synge søster Helen; hendes stemme er mørk, men varm og krydret, så den modsvarer balkonernes dybe glød i Operaen, og alligevel fremstiller hun et menneske, der selvom hun er ved at boble over af glæde og begejstring for livet, på samme tid er sart, sagtmodig og svag. Hun krymper sig under de anklagende forældres blik og hårde ord – hvorfor er det ikke dem, hun hjælper? – men hun står det igennem og undskylder, fordi hun ikke skyr nogen vej i livet. Hun vil sandheden, grum eller skøn, og hendes evne til at se det gode såvel som det onde lige i øjnene, gør hende til operaens virkelige heltinde. Holdningerne for og imod dødsstraf bliver perifere, og publikum konfronteres først og fremmest med sin egen dødelighed og evnen til selv at konfrontere det onde, det uskønne, det skræmmende for at fokusere på det, der virkelig har værdi i livet: Forståelse, ømhed og tilgivelse. Jake Heggies opera giver os det i overmål.