onsdag den 15. februar 2017

Pulterkammerkomedie

Shakespeares Helligtrekongersaften på Det ny kgl. Teater alias Teater Momentum d. 11. februar 2017

Man tager: En kummefryser, et campingbord og en ødelagt klapstol, et strygebræt, en parasol, et tørrestativ, en palme fra teaterfoyeren, en sovepose, et liggeunderlag, et slumretæppe, en rulle toiletpapir, en hættetrøje på bøjle, balloner til ballondyr, to svømmebælter, en lædersofa i klassisk snit, en wienerstige, en arkitektlampe, en skumgummimadras med løst betræk og en boremaskine med påsat farverig fjerkost. Det kunne lyde som en liste over hjælpemidler til et omfattende Olsen Banden-kup, men det er snarere inventaret fra pulterkammeret på Det ny kgl. Teater alias Teater Momentum, der her er forfremmet til sceneinventar og rekvisitter. I den tredje store forestilling planket fra Det kgl. Teaters skuespilrepertoire er Teater Momentums budget igen brugt til krydsfinér til at bygge scenerum og publikumspladser op; her sidder man på begge sider af en nedsænket scene, hvor de nævnte rekvisitter er arrangeret pænt og ordentligt – indtil stormen, der sætter Shakespeares handling i gang, bryder ud, og de fire skuespillere farer løs på tingene, kaster rundt med dem i mørket, skubber dem mod hinanden for at illudere tordenbrag og bølgesprøjt.
                      Shakespeares komedie Helligtrekongersaften – eller hvad I vil begynder egentlig ikke med storm og skibbrud, komedien begynder ved grev Orsinos hof, og først i anden scene hører man om tvillingerne Viola og Sebastian, der skilles fra hinanden ved et skibsforlis, men de fleste filmatiseringer og sceneopførelser lader komedien begynde med stormen som ouverture: Fra begyndelsen er der vendt op og ned på tingenes uorden, vi er i et eventyrrige, Illyrien, der synes hensat i en evig karnevalstid, hvor alle kan forstille sig og spille en rolle – og de gør det. Den eneste, der er oprigtig, er den, der virkelig er i forklædning, nemlig Viola, der for at overleve forklædt som mand har søgt tjeneste hos Orsino; hun bliver under navnet Cesario bejler for Orsino hos grevinde Olivia, der overdrevet dydigt vil sørge over sin afdøde bror i syv år, men – selvfølgelig – forelsker hun sig i den forklædte Viola. Hun derimod er forelsket i greven, der er for forelsket i forelskelsen til at se ret meget andet end sig selv og sine følelser (”If music be the food of love, play on!” lyder hans indledende replik, og den siger alt om komedien), og knuden går selvfølgelig først op, da Sebastian til slut dukker op: Puslespillet går op, antallet af brikker passer, og der er lige én til hver.
                      Der er fire skuespillere tilknyttet Teater Momentum (et betydeligt mere beskedent ensemble end det, der er til rådighed på det rigtige Kongelige Teater): charmerende Anna Cecilie Bang, forlorne Katrine Leth, selvfede Nicklas Søderberg Lundstrøm og søde, tamme Tobias Shaw. Det passer som sådan med én rolle til hver i den før skitserede hovedhandling, men Shakespeare spiser naturligvis ikke publikum af med én intrige; han er teatrets mand og ved bedre end Aristoteles, hvad der skal til, og der er et sideplot, hvor Olivias onkel Tobias Hikke, hans naragtige følgesvend Andreas Blegnæb og Olivias husholderske Maria sammen med narren Feste gør tykt og grundigt grin med hushovmesteren Malvolio (den onde vilje). Dertil kommer forskellige mindre roller, en kaptajn, gendarmer, en præst med flere, der skal til for at få intrigen til at gå op, så de fire skuespiller springer ind og ud af forskellige roller, og publikum kan kun skelne dem fra hinanden, fordi de har forskellige attributter: Olivia har en krone af ballondyr, Orsino tygger sultent rugbrød, Olivia har et svømmebælte om barmen, Sebastian et over skulderen (de er jo tvillinger), Tobias Hikke har et slæb af en sovepose, Andreas Blegnæb en turban af et tæppe o.s.v. Der skelnes ikke til køn, så Lundstrøm og Shaw spiller flere gange undervejs kvinderoller, ganske som Bang og Leth spiller mænd. Det er glimrende tænkt; det aktualiserer Shakespeares spil med kønnet (på hans tid var skuespillere som bekendt kun mænd), og det bidrager til løssluppen komik og munter forvirring i den farceagtige forvekslingsintrige, så der er virkelig noget at le af flere gange. Pulterkammerrekvisitterne skaber grobund for vidunderligt groteske og absurde situationer: Sofaen på ryggen af en af de fire er grevens meget servile, kravlende tjener, der hele tiden kommanderes ”Ud til siden!”, Malvolio er frosset fast i et vinkelret buk, fordi han bærer bøjlen mellem tænderne, den opslåede parasol er en glimrende præstekjole, og hvem havde forestillet sig, at en arkitektlampe og den på boremaskine roterende fjerkost så godt skulle kunne illudere en hest i galop? Der er mere ægte komik i denne forestilling end i de flove vittigheder i ensemblets forestilling Højskolesangbogen.

                      I modsætning til den forrige forestilling har ensemblet ikke selv skrevet replikkerne; ordene er hele vejen igennem Shakespeares egne. (Vist nok i Niels Brunses oversættelse, for skammeligt krediteres oversætteren ikke i pamfletprogrammet, men hos hvem finder man ellers så fin en replik som Andreas Blegnæbs: ”K, u, s’er, hvad betyder det?”) Komedien er bearbejdet, javist, det slår ingen skår af the Bard, men det fornægter sig heller ikke, at midt i den løsslupne falden-på-halen-komik, som også er Shakespeare, står Shakespeares uforlignelige poesi og karaktertegning helt uforløst. De fire skuespillere spiller de mange roller som typer, ikke som karakterer, og det er de alle som én; Shaw lægger højst stemmen lidt højere som Olivia, Lundstrøm taler lidt dybere som Orsino, læsper ynkeligt som Antonio, der nærer en særlig betagelse for Sebastian, og Bang spiller den ondsindede Malvolio så nonchalant og upåvirket, at en af mine venner, der ikke kendte komedien på forhånd, underforestillingen måtte hviske: ”Hvorfor er det, de vil gøre ham til grin?” De fire skuespillere – navnlig Bang – har tidligere vist, at de kan fastholde og forme en rolle, så det må falde slemt tilbage på instruktør og kunstnerisk leder Henrik Grimbäck, at han ikke formår at skabe en karakter for skuespillerne, der kan bære komikken. De muntre, kreative idéer står tilbage som form uden indhold, og forestillingen opløser sig selv til sidst, da Orsino og Viola (mens guldstrimler falder over dem billigt og patetisk) begynder at slås frem for at elske hinanden. Hvorfor? Grimbäck må selv kunne se svagheden i karaktertegningen, når hans stemme mellem hver akt ridser op for publikum over højtalerne, hvad der sket og samtidig forsøger at bygge spændingen op, for det er kunstigt og falder svært tilbage på hans egen rolle i forestillingen. Trods gode takter og ægte komik undervejs ender forestillingen som det, den er i sit udgangspunkt: Pulterkammerkomedie. Grimbäck & Co. har fortsat ingen ambitioner om virkelig at tage titlen som Det ny kgl. Teater på sig, og hvor er det synd!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar