lørdag den 1. april 2017

Stuur, stuuuuuur nummer!

Den jyske Operas 70-års jubilæumskoncert i Odense Koncerthus d. 25. marts 2017 – med klovn

Forårssolen har strålet på én gang mildt og som en storslået fanfare fra en skyfri himmel. Der er jubel i luften, og det føles som en ouverture til Den jyske Operas gæstespil. Da tæppet går, er det imidlertid til de dystert romantiske toner af ouverturen til Webers Jægerbruden, og Marcus Olsons scenografi består af hvide pakker i mange størrelser alle med sløjfe om, så det minder mere om Disnyes Juleshow end fejringen af et evigt ungt operakompagni i det gryende forår. Og som Disney har Jesper Fårekylling, er der også her en karakter, der skal binde forestillingen sammen: en klovn. Og det er en klovn, der har fået den idé, for det er et fejlgreb uden lige, ja, et overgreb på hele operagenren at lade Marta Carbayo, der muligvis er professionel, men ikke desto mindre er en klovn, rende rundt på scenen mellem koret og de tre solister. Allerede inden koncerten begynder, har man set hende rende rundt i stor, blå tylskjole med opsat hår for at tage selfies af sig selv i foyeren og med orkesterets medlemmer, og det bliver kun værre, da hun under ouverturen bevæger sig op på scenen; her spiser hun popcorn og farer forvirret rundt som en hund i et spil kegler. Ingen morer sig over hende, man lukker hellere øjnene for pinlighederne.
                      Det pinlige består først og fremmest i, at instruktøren Eva-Marie Melbye – for hende må det være, der har fået den sindssvage idé at sætte en klovn på scenen – åbenbart ikke har tillid til eller øre for, at musikken og sangen kan stå alene, eller hun har set det som et (absurd) forsøg på at lokke opera-novicer til (ud fra den herskende naive forestilling om, at hvis bare produktionerne bliver let tilgængelige, så kommer alle). Man må imidlertid med sin sunde fornuft spørge, om nogen operaelsker virkelig ville lokkes af cirkus’ flove, forudsigelige klovnerier og artisteri? Det er to diametralt modsatrettede udtryksformer, den ene kompleks og dyb såvel som medrivende (og dét er ikke cirkus!), den anden prosaisk pinlig og banal uden bund, og de støder i den grad sammen, når Don Giovanni og La Traviata reduceres til en popcorn- og ballonforestilling. En ubændig (og uretfærdig, for hun gør jo blot, hvad hun er sat til) lyst til at buh’e af Carbayo brænder længe i en, men så forsvinder hun meget fra scenen, og man trækker lettet vejret. Ganske vist dukker hun op igen i anden halvdel af koncerten, men her render hun ikke i sangernes fodspor, hun tildeles en egen rolle i små intermezzi , hvor hun bl.a. falder og ødelægger en violin (hvem der så en kan finde den slags morsomt…).
                      Sangerne er en væsentlig årsag til, at man gradvist ignorerer klovnen Carbayo. Den jyske Opera har til denne jubilæumsturné engageret to sublime danske sangere; den ene, sopranen Inger Dam-Jensen, i zenit af sin karriere, den anden, tenoren Magnus Vigilius, i en stadig stigende bue på vej mod sit ditto. Dertil kommer barytonen Lars Møller, der til sidst også imponerer alt og alle, men han må forinden synge sig varm, og hans indledende Champagne-arie fra netop Don Giovanni er bestemt ikke værd at skrive om. Hans hollænder i Wagners opera efter pausen er til gengæld fremragende, varm, fyldig, desperat og lidende på én gang, og fra da af holder intet hans stemme tilbage. Dam-Jensen, som Sven Müller i et eklatant fejlgreb afskedigede fra Den kongelige Opera (lad hende vende tilbage under den kommende operachef, hvem det end måtte blive!), har sin sødme intakt, en sødme, der forlener hendes stærke, smidige og smukke sopran med en bredde, der rækker lige fra Violetta i La Traviata over Hannah Glawari i Den glade enke til Leonora i Maskarade. Hun mestrer det hele med overbevisning! Vigilius er måske alligevel i endnu højere grad aftenens clou, når han mestrer så forskellige romantikere som Max i Jægerbruden, Siegmund i Wagners Valkyrien og Rane i Heises Drot og Marsk; hans tenor er rank, stærk, stejl og smuk som et lindetræ, og det er en idiot – hvem det nu end måtte blive – der ikke hurtigst muligt engagerer ham til Den kongelige Opera. Er man vant til Kurt Westis nasala og lidt skingre klang som Rane i Schønwandts indspilning af Drot og Marsk, er han intet mindre end en åbenbaring, som han svæver højt og hørbart over koret i folkevisepastichen.
                      Læg til sangerpragten – hvortil Den jyske Operas kor, der leverer sublim skønsang i apoteosen fra Langgaards Antikrist, også må regnes – et program, der er sammensat med en sjette sans for at fremhæve hvert enkelt stykke musik. Det er ikke blot et pluk af de mange forestillinger, Den jyske Opera har spillet i sine 70 år, det er ikke bare gamle kendinger og publikumsfavoritter som netop Don Giovanni, La Traviata, Wagner og Den glade enke, det er både en blanding af gammelt og nyt, kendt og ukendt. Det er (gudskelov!) ikke igen drikkevisen fra Traviata, det er ikke for 117. gang ”La ci darem la mano” fra Don Giovanni, det er nedslag, der ved at blive isoleret fra sin sammenhæng ikke bare bærer publikum bort fra Giro 413 (hvor klovneriet ellers synes at ville tage os hen), det er uddrag, der fremviser en musikalitet, der peger lige ind i nutiden. To uddrag af helt nyskrevne og endnu ikke opførte operaer, Daniel Bjarnasons Brødre og Bo Holtens Luther-opera Schlagt sie tot, er ikke bare smuk musik i egen ret, de tilføres en særlig glans ved at stå midt i en musik af fortidens klangbillede; naturligvis er der et musikalsk slægtskab mellem Mozart, Weber, Verdi og helt nykomponeret musik, den træder blot tydeligere frem, når den ikke isoleres, men bæres frem sammen med forgangne mestre. Korprologen til Brødre lover virkelig godt, og igen synger Den jyske Operas kor overjordisk smukt, så hvad man end måtte mene om Biers melodrama, så er her tilsyneladende en opera, der er værd at rejse efter. Modet til at slutte koncerten med Langgaards alvor efter en række festlige operetteuddrag er al ære værd; at ”Kehrausen” fra Maskarade følger som det eneste oplagte ekstranummer, ændrer ingenting.

                      Den jyske Operas jubilæumskoncert er en stuur, stuuuuuur nummer takket være sangerne, koret og Tobias Ringborgs eminente direktion. Uden at være virtuos spiller han selv solostemmen i ”Meditation” fra Massenets Thaïs, og det er kun en ekstra og prangende blomst i buketten. Det havde været en endnu STØRRE oplevelse uden klovn og cirkus (Melbyes personinstruktion er faktisk meget fin og indfølt, så sangerne agerer i smuk samklang med, hvad de synger, når de ikke rendes ned af en klovn på vildveje), men sådan er det; man piller alligevel papiret eller cellofanen af en buket, så blomsterne kan stå alene, og her er – trods indpakningen – virkelig forårsblomster at beundre!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar