Udstillingsbilleder

Rossinis Rejsen til Reims i perfekt ramme! Operaen d. 8. april 2017

”At spise, elske, synge og fordøje er virkelig de fire akter i den komiske opera, vi kalder livet, og de forsvinder som bobler i en flaske champagne. Enhver, der lader dem briste uden at have nydt dem, er en komplet tåbe!”, skal Rossini (1792-1868) have sagt, og har man blot en gang smagt eller bare set listen over ingredienser til en af de retter, der bærer hans navn, så ved man, at han var en livsglad (og madglad) mand. Madeira, fois gras og trøfler er blandt yndlingsingredienserne, det er ren overflod og luksus, ganske som Rossinis musik, og det er svært at forestille sig Rossini som ophavsmand til alvorlige operaer, men de findes, hvad vi i Danmark senest kunne opleve, da Den kongelige Opera sidst havde et Rossini-værk på plakaten, nemlig operaen Semiramis (desværre i Nigel Lowerys katastrofale iscenesættelse). Ingen Rossini-opera lader sig dog sammenligne med gåselever og trøfler som Il viaggio a Reims: Et opulent mesterværk for stort kor, orkester og 18 krævende solistpartier beregnet på kun at være et lejlighedsværk.

Lejligheden var kroningen af Karl X af Frankrig, og Rejsen til Reims var, som kongens regeringstid ironisk viste sig også at være det, tænkt til at have begrænset spilletid, så Rossini genbrugte efterfølgende en stor del af musikken i operaen Le comte Ory, men i løbet af 1970’erne genskabte to amerikanske musikforskere det originale partitur. Fremragende sang og musik uden nogen form for meningsfuld handling blev gravet frem fra arkiverne. Her er ingen mytologiske figurer, ikke skyggen af en fortænkt og utroværdig intrige placeret i så fjern en fortid, at den kunne appellere til samtidens romantiske fantasi, her er hverken døde eller et ungt par, der får hinanden, på scenen til sidst, kun fest og farver, fis og ballade. Man kan måske forledes til at tro det gennem den adstadigt fremadskridende, smukt komponerede introduktion, der i de forventninger, der her lægges til en kros personale om at servicere de krævende gæster bedst muligt, synes at ligne optrapningen til en konflikt, og da en grevinde efterfølgende får budskabet om en postvogn, der er væltet, er man næsten sikker på, at der er sket en tragedie, der kan danne fundament for en handling. Men nej; hopper man på den limpind, har man glemt at tage i betragtning, at grevinden hedder Folleville - den tossede by - og det er ikke menneskeliv, grevinden frygter, er tabt, det er hendes sko... Fra da af er der ingen tvivl om, at de 18 solister blot er gæster eller personale på kroen Den gyldne Lilje i en tidlig udgave af Fawlty Towers (inklusiv gakkede gangarter).

Hvordan skal man iscenesætte ingenting? For en dygtig iscenesætter er der gods til mere end blot en koncertant opførelse i værket. David Radok havde i sin iscenesættelse af operaens danmarkspremiere i 2001 gjort kroen til et nervesanatorium, det gik bare først op for publikum til sidst, da alle skejede helt vildt ud i finalen (der ikke var originalpartiturets finale, men genbrug fra operaens midterdel), så ekstrapersonale - og teaterchefen! - måtte tilkaldes. Det var morsomt, men ikke just elegant, og man blev snydt for at høre Sine Bundgaard synge den store, afsluttende arie, hvilket var en slem streg i regningen. Elegant og mere humoristisk er til gengæld Damiano Michielettos iscenesættelse, der nu har spillet en måneds tid på Operaen ved Meisje Barbara Hummel. Kroen er blevet et kunstgalleri, The Golden Lilium, hvor karaktererne delvis er galleriets indehaverske, kuratorer, assistenter og personerne på Francois Gérards Le sacre de Charles X, der ulykkeligvis er kommet bort fra maleriet og nu ganske absurd går rundt på museet, der slet ikke er klar til den store åbning. De er ikke ene om at have forvildet sig bort fra deres vante ramme (sic!), så bl.a. Velasquez’ infanta Margaria Teresa, Picassos portræt af Dora Maar, van Goghs selvportræt med forbinding, Frida Kahlos selvportræt, Magrittes Menneskesønnen og John Singer Sargents Madame X vandrer rundt og ser mindst lige så måbende til, som rengøringspersonalet og medarbejderne gør. For én gangs skyld når gæsterne dog frem til kroningen i Reims, for Michieletto lader til slut alt gå op i en højere, meget smukt koreograferet enhed, hvor Gérards maleri åbenbarer sig for publikum. Det føles som en apoteose, og det er vanvittigt elegant, smukt, morsomt og meget originalt, navnlig når man tager i betragtning, hvor lidt materiale, der er at arbejde med.

Det kongeniale ved galleri-idéen er, at operaen på sin vis blot er én stor udstilling af sangere, der defilerer forbi med hver sin arie, som man selv går forbi maleri efter maleri på en udstilling. Og hvem skal man ikke nævne? Det er den ene mestersanger efter den anden, der her er samlet til udstilling. Først må dog Henriette Bonde-Hansen nævnes; hun er dronningen, galleriindehaversken, med en dronnings røst: klar, tindrende, perlende som den champagnemusik, Rossini har skrevet til partiet. Gid hun sang noget oftere herhjemme! Nino Machaidze har som den modegale grevinde en rundere, men lige så smuk og tindrende tone, og Elisabeth Jansson, som man altid savner at høre meget mere, forlener den den polske marquise Melibea med dybtglødende varme og intenst temperament. På sværdsiden er der også roser i kø: Niels Jørgen Riis’ tenor er lige så varm og fyldig, som han selv efterhånden er bamseagtigt blød, mens sydafrikanske Levy Sekgapane har den helst rigtige bel canto-tenor, ren og skær, som man kender den fra Lawrence Brownlee. Mirco Palazzi, José Fardilha, Davide Luciano er hver især så fremragende sangere, at storartede stemmer som Michael Kristensen, Morten Staugaard, Jeroen de Vaal og Teit Kanstrup blegner i sammenligning. Anke Briegel synger det store parti som kunstnerinden Corinna, og selvom hun her er langt bedre hjemme end i partiet som Jenny i Mahagonny, hvor hendes stemme kom helt til kort, så mangler hendes stemme den lyriske sødme, partiet kræver, og som f.eks. Sine Bundgaard og Inger Dam-Jensen har - og førstnævnte er da endnu i ensemblet og ikke uretfærdigt fyret.  Nuvel, alt andet er idel skønsang, og i orkestergraven har Thomas Søndergård overskud til undervejs i forestillingen at byde i en auktion og købe en hat, der passende nok har indtil flere fjer i toppen, selvom han desværre ikke tager den på - ikke engang til fremkaldelserne, hvor bravo-tilråbene falder tæt og vedvarende.

Apropos madglæde:

Vi har tidligere, under den forrige indehaver, meget ofte og med meget stor glæde spist i Operaens restaurant. Nu var oplevelsen lige så skuffende og mangelfuld, som den har vist sig at være i Operaens bar og café, siden Meyers overtog driften. Hvis man for det første ikke bare overtager en restaurant, men også overtager dens koncept, så kan man ikke undgå, at gæsterne sammenligner, og idéen med de syv retter, der serveres over hele aftenen, er god, men den skal også have kvalitet for at kunne bevare sin idé, og mens maden i Bojesens tid var elegant anrettet, delikat, overraskende, ny og tog udgangspunkt i et bredt sortiment af årstidens råvarer, så gjorde denne aftens retter et kedeligt indtryk: sjusket anrettet, groft, uoriginalt, et par retter var decideret kedelige og smagsløse. For det andet er konceptet blevet noget dyrere, og restauranten byder ikke længere på te eller kaffe, og når maden samtidig er blevet væsentligt mindre spændende, så er man ikke interesseret i at betale mere, hvor lidt eller meget det så end er. Slet ikke hvis man sammenligner med, hvad man kan få på virkeligt gode restauranter rundt om i landet for de samme penge - eller færre. For det tredje var betjeningen, til trods for udsagn om det modsatte, hektisk og uprofessionel; da vi ankom, blev vi spurgt, om vi ville have vand, men ikke om det skulle være postevand eller vand på flaske, og jeg er så usnobbet og glad for det rene, friske, danske vand, at jeg i København ikke behøver at have vand fra Møn, slet ikke når dette er dyrere. (Desuden virker det grisk og ikke videre eksklusivt at kræve penge for vand, når man køber vin og andre drikkevarer, det burde følge med som en selvfølge.) Når vi igen gæster Operaen - allerede om en lille måneds tid - spiser vi ikke i Operaens restaurant.