Fremragende
ny, dansk dramatik på Odense Teater: Himmel
uden fugle, d. 5. maj 2017
Den kommende sæsons
programmer springer ud på teatrene landet over i samme takt med skovens træer
og havens buske, men hvis man kigger efter nyskreven, dansk dramatik, så er
dette sæsonudspring lige så koldt, som det danske forår har været hidtil: På
Odense Teater er der intet at komme efter, det samme gælder Folketeatret, Det
kgl. Teater og Aalborg Teater har ét bud på nyt, dansk drama, Møller og Larsen af Jakob Weis og Aftenlandet af Julie Maj Jakobsen, og på
Aarhus Teater er der hele to nyskrevne forestillinger, men de spiller begge på teatrets
mindre scener, det siger sig selv. Der er ingen mangel på helt nye
forestillinger - dem er der bunker af - men i alle tilfælde er der tale om
dramatiseringer af alt fra film til romaner og TV-serier. Velkendte titler, der
synes at skulle lokke publikum ind i teatersalens magiske rum efter devisen:
”Den kender I!” Hvor skal magien så komme fra?, fristes man at spørge, hvis det
hele er kendt på forhånd. Det er en sørgelig tendens, når der skrives så meget
fremragende teatertekster, f.eks. førnævnte Julie Maj Jakobsen, hvis Himmel uden fugle et par uger i april og
maj spillede på Odense Teater. Selvfølgelig på den mindste scene, Værkstedet, hvis
man skal følge teaterchefernes billetsalgsbundne logik, men Himmel uden fugle kunne nu have gjort
sig glimrende på teatrets store scene, for seværdig og relevant for alle er
dramaet.
Jakobsens drama er en fascinerende blanding af
talte regibemærkninger, der sætter tid og sted, scener i traditionel,
naturalistisk stil og kommentarer til karaktererne fortalt i tredje person af
karakteren selv. Blikket skifter altså hele tiden retning; man ser karaktererne
udefra såvel som indefra i et forsøg på at komme dem nærmere, ganske som de
selv forsøger at komme hinanden nærmere i det drama, der udfolder sig: Efter en
prolog, hvor alle syv skuespillere hjælpes ad med at beskrive et helt
gennemsnitligt villakvarter en aften, hvor sommeren er særligt gunstig, og hvor
det eneste bemærkelsesværdige er, at himlen er helt uden fugle, begynder
historien med, at Simon forlader Ringe Statsfængsel. Han er atter en fri fugl
efter at have siddet inde for påvirket af stoffet at have tævet en mand ihjel.
Vold med døden til følge. Og hvad følger så? Gudskelov ikke noget
socialrealistisk drama med en løftet pegefinger til slut, nej, gradvist opdager
publikum, at dramaets syv karakterer - Simon, Diana, Martin, Hannah, Bo, Lotte
og Helena - er filtret ind i hinandens liv på mere eller mindre forpligtende
plan, og at der er tale om et rigtigt menneskedrama: Fængselsbetjenten Diana er
stedsøster til Martin, der har gjort sig fri af en fortid som kriminel og
stofmisbruger, en tilværelse, han delte med Simon, der viser sig at være far
til det barn, Diana venter. Martin er gift med Hannah, der er læge, som
indleder en affære med Bo, der tror, han skal dø af prostatakræft. Bo er gift
med Lotte, og sammen har de Helena, men Lotte er også Dianas biologiske mor, og
ringen om karaktererne sluttes. Det betyder ikke, at de kommer hinanden ved,
render hinanden på dørene og har et uproblematisk forhold til hinanden; nej,
deres forbundne liv tematiserer kun, hvor svære nære relationer kan være, hvor
afhængige vi er af hinanden, og hvordan vi må slås for vores afhængighed og
selvstændighed.
Sjældent er der mere end to karakterer i spil
ad gangen. Det kan dog stadig slå gnister mellem dem, så blodet flyder,
fornærmelser og hadefulde bemærkninger er løsgående misiler mellem dem, og
troen på kernefamiliens velsignelser smadres med det udtjente dukkehus. De vil
gerne begynde forfra, være helt uden hinanden, frie, men samtidig elsker de
hinanden og kan ikke være uden hinanden. Der er ansatser til ibsenske intriger,
hvor fortidens glemte eller tildækkede sandheder skyder gennem muldet og op i
lyset, men det bliver aldrig mere end ansatser, for hverdagens tryghed og
konstante vanding ender med at drukne dem: Betjenten og den kriminelle forsøger
at få det til at fungere med et barn imellem sig, håndværkeren og lægen kan
trods deres individuelle forskelle og utroskab ikke undvære hinanden, og moren
og den datter, der ikke blev bortadopteret, kan ikke enes, men deres skænderier
illustrerer alligevel kun, hvor meget de har tilfælles. Kun Bo, forretningsmanden,
der får at vide, at han kun har få uger igen, kan ikke bære livet, da det
bliver ham givet, fordi det viser sig, at diagnosen var forkert, og han kaster
sig ud fra trettende sal på Odense Universitetshospital. Måske det er det,
titlen hentyder tid, at den ultimative frihed - himlen - er uopnåelig, for uden
fugle, der befolker den, løfter sig og dykker, hvori består så den frihed, der
er så eftertragtet? Bo opnår den - et sekund, og så er han borte for altid.
Teaterchef Jens August Wille har iscenesat
disse skæbners barduse sammenrend og skæve, søgende møder i Nicolaj Spangaas
åbne scenografi af glas og lys; den gør det ud for både villahave, sygehus,
stenbro og fængselsgård. Bagvæggen er en skærm, hvorpå enten en grøn hæk, åbner
marker eller netop bare en skærm, der sitrer og går i sort, kommer til syne. Om
disse udfald er tilsigtede eller skyldes tekniske problemer, er ikke til at
sige, men det virker i forlængelse af de nævnte temaer og virker sammen med
Sofie Christiansens koreografi: Mellem scenerne er der små intermezzi af fysisk
karakter, stiliserede og symbolske visioner af alt fra overfald til ekstatisk
samleje og famlende, forsøgsvise kærtegn. Det understreger flot og
overraskende, hvad det er, både vi og karakterne savner, og det modsvares af
skuespillernes medrivende præstationer: Morten Brovn er den både skræmte og
stærke Simon med stor præcision og indlevelse (det bliver et savn, at han fra
næste sæson ikke er en del af ensemblet på Odense Teater), Louise Davidsens
Diana utilnærmeligt selvstændig, men også usikker. Lars Topp Thomsens Martin er
en bjørn, varm og blød udenpå, temperamentsfuld og stærk indeni, og selvom hun
indimellem tvivler, er det netop de egenskaber hos ham, der gør Katrine Høj
Andersens Hannah rådvild og impulsiv såvel som beslutsom. Peter Gilsfort
fremstiller med stor følelse Bo som en træt, desillusioneret og derfor des mere
desperat mand, Hanne Hedelund er hans omklamrende og dog så kærlige kone,
Lotte, hvis forhold til datteren Helena, spillet af Mette Kjeldgaard Jensen med
fyrigt temperament, er så uafklaret, fordi hendes forsøg på at behandle
datteren som en voksen altid misforstås som det modsatte. Hver for sig kan de
ingenting, men da ensemblet til slut istemmer Nick Caves ”Into my Arms”, spirer
et stille håb, som forplanter sig til publikum: De 3.g’ere, jeg denne aften
havde med, indrømmede gerne, at da de havde vænnet sig til at have
skuespillerne helt tæt på, syntes de bedre om denne forestilling end Ditte Hansen
og Louise Mieritz’ tåbelige gendigtning af Holbergs Den Vægelsindede. Dét efterlader jo afgjort en med et håb for
fremtiden for ny, dansk dramatik! Nu mangler der kun at overbevise landets
teaterdirektører om det samme…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar