Jacques
Offenbachs ufuldendte Hoffmanns eventyr
ført til triumf af Stefan Herheim. Operaen d. 6. maj 2017
Virkeligheden har det til
tider med at overgå både fantasien og kunsten, selvom man netop siger, at i kunsten
er intet muligt. Navnlig teatret har denne guddommelige evne til at overraske
og vende op og ned på himmel og jord, navnlig i hænderne på den mesterlige
norske instruktør Stefan Herheim; hans scenografier er altid opulent
antiminimalisme, kostumerne ekstravagante og overraskelserne utallige, uanset
hvem hans scenograf og kostumier måtte være. Hos Herheim er gardiner, faldlemme
og drejescene ikke uudnyttet potentiale, men reelle muligheder for at få det
til at gibbe i publikum, og hans iscenesættelse af Jacques Offenbachs opera Hoffmanns eventyr er ingen undtagelse,
men lørdag d. 6. maj overgik virkeligheden virkelig det kreative genis evner,
så det føjede sig smukt til Herheims vidunderlige excesser:
Hoffmanns
eventyr er ufuldendt. Noter og skitser blev dog bearbejdet, så operaen
kunne uropføres et år efter Offenbachs død, og siden har den været spillet igen
og igen; opførelsen 6. maj var nummer 156 på Det kgl. Teater. Stefan Herheim
ejer imidlertid den særegne gave, at han kan dekonstruere et værk i ordets
egentlige betydning, det vil sige splitte det ad i sine atomer, belyse og
fremhæve hver enkelt, så et værk pludselig står i et nyt og strålende klart
lys. Antifundamentalistisk fjerner han årtiers eller århundreders fedtede lag
af opførelsespraksis og publikumsforventning, han fortæller ikke kun en operas
handling, han fortæller også værkets tilblivelse og til tider også komponistens
biografi, så de mange lag spiller sammen og forener sig i et magisk,
uforudsigeligt scenebillede. Derfor er det naturligvis en forudsætning for hans
iscenesættelse af Hoffmanns eventyr,
at der ingen færdig opera er, at den bliver til for øjnene af et krævende
publikum, og altså begynder operaen med, at operasangerinden Stella (i
skikkelse af stuntmanen Pär (Pelle) Karlsson) styrter ned ad en tårnhøj trappe.
Dér ligger hun/han, sanseløs af druk. Noget må gøres, og musen - hvem ellers i
en kunstnerisk tilblivelsesproces? - må træde til og forklare. Det er dog ikke
nok for en publikummer på første række; han farer op, tordner og kalder
glitteret, kostumerne og kønsforvirringen på scenen for ”bögskit!” Nu må
operaen begynde, fortsætter han og vifter med programmet, der står Hoffmanns eventyr på forsiden! Nuvel,
svarer musen ham, så må han deltage, for operaen findes jo ikke, og han må
(meget passende) påtage sig rollen som Hoffmans plageånder og rival, Lindorf,
Coppelius og doktor Mirakel.
Derefter kan historierne om digteren Hoffmann
og hans ulykkelige forelskelser begynde, men selv denne leg med fiktion og
virkelighed var nær ikke blevet til noget, for denne lørdag i maj føjede endnu
et lag sig som sagt til rammefortællingen: Forestillingslederen måtte efter fem
minutters venten frem foran tæppet for at fortælle, at der var et problem, man
var ”nødt til at løse”, før forestillingen kunne begynde. Utålmodig murren lød
blandt publikum, og efter yderligere næsten ti minutters ventetid kom
forestillingslederen frem igen for - forfjamsket, pjattet og uprofessionelt -
at fortælle, at dirigenten ikke var mødt frem, og at man ikke kunne få fat på
ham, men koncertmesteren havde indvilliget i at forsøge at dirigere
forestillingen. ”Er der en ledelse på det her teater?”, lød det fra tredje
balkon til stor moro, mens Det kgl. Kapel diskuterede og debatterede i graven,
hvordan dette her nu skulle og kunne lade sig gøre. Da klokken var næsten otte,
efter næsten en halv times spændt ventetid, satte orkesteret i, og tæppet gik
op for den imponerende trappe, og så, efter ganske få minutters spil, dukkede
dirigenten Frédéric Chaslin umærkeligt op på sit podium i graven. Han gjorde
det fremragende - resten af aftenen - om end han ved tæppefald var mere ivrig
efter at klappe af kor, sangere og musikere end at sole sig selv i publikums
klapsalver.
Man kunne få den tanke, at en anden
orkesterledelse havde været mulig, for komponisten selv er under hele
forestillingen tilstede i Jens Christian Tvilums skikkelse; som et spøgelse
hjemsøger Offenbach sit ufuldendte værk, ser fascineret og rædselsslagen til,
mens han lever sig ind i dramaets fantasifulde scener og behjælpeligt forsøger
at vejlede og dirigere kapellet med sin fjerpen. Han er imidlertid en ganske
lattervækkende karakter, der må nøjes med de bittesmå partier som tjenende
ånder, og han render igen og igen bardus ind i scenografi og sætstykker.
Partiet er en triumf for en sanger, der ellers har været meget let at overse og
-høre, men et stort komisk talent har han. Hans rolle som Offenbach er desuden
afgørende, for Herheim lader tredje akt fremstå i al sin ufuldendte forvirring
og kaos: Vi er i Venedig, dødens by, og døden selv er gondoliere på kanalerne,
mens skøgen Giulietta synges af både musen/Niklaus, Olympia og Antonia, og
Hoffmann ingen anden udvej ser end at stikke sig selv ihjel - kun for som i et
mareridt straks efter at genopstå. Her er ingen vej tilbage til fortællingernes
ramme, der udspiller sig i Luthers vinkælder, her er ingen direkte forsikring
om, at har Hoffmann ikke held i kærlighed, så har han dog des mere at digte om,
og hvordan kan operaen så slutte? Som en hyldest til Jacques Offenbach, der til
slut har indtaget det ledige sæde på første række midt for og nu kan modtage
sangernes og publikums hyldest.
Fyldet i denne ramme, der altså handler lige så
meget om operaen selv som om selve handlingen, er stadigvæk Hoffmanns
fortællinger om mødet med dukken Olympia, sangerinden Antonia, der dør af at
synge, og den allerede nævnte Giulietta. Herheim understreger den ulykkelige
udgang på disse affærer ved at lade alle Hoffmanns kvinder være spejlinger af
en og samme, nemlig operadivaen Stella, og de er alle iklædt den samme blonde paryk
og sølvglitrende robe. Eller korset, for når affærerne igen og igen mislykkes,
skyldes det Hoffmanns stereotype blik på kvinden: luder eller diva/Madonna. Han
ser ingen af dem som rigtigt levende mennesker, og måske er hans selvforståelse
lige så diffus, for iblandt entrerer han også i sølvlamé eller korset og
bidrager til den forvirring, der ikke kun er karakteristisk for det ufuldendte
værk, men altså også for titelkarakteren. En del anmeldere har trods deres
utallige roser fremhævet, at iscenesættelsen er ren forvirring, og at de intet
forstår, men det er at føre publikum bag lyset (og siger en del om anmeldernes
manglende evne til at forstå og formulere sig klart). Kan man følge med i
overteksterne, er den handling, der foreligger færdigkomponeret, hvilket vil
sige første og anden akt, enkel og ligetil, og Stefan Herheim illuminerer blot
denne med krystallinsk klarsyn og et gudbenådet geni for personinstruktion.
Overraskelser, forvekslinger og komik føjer sig smukt til et betagende hele, og
det er kun den, der ikke selv har levet og sanset, der ikke vil le og græde
over denne medrivende og følsomme iscenesættelse.
Forestillingens succes afgøres naturligvis af
de medvirkende sangere, om end man godt kan få den tanke, at instruktørens
talent også påvirker sangerne - navnlig i dette tilfælde. Sopranen Gisela
Stille er i alt fald ualmindelig veloplagt som Antonia/Giulietta, og selvom jeg
ikke bryder mig om hendes klang, forlener hun partiet som sangerinden, der ikke
må synge, med stort drama. Tyske Sophia Brommers koloraturer har en ganske
anden ædel og tindrende glans (som føjer morsomme nye lag til mekanisk
(sex)legetøj), men Elisabeth Janssons muse/Niklaus har af de tre stadig den
varmeste, mest gyldent glødende stemme, som man aldrig bliver træt af. Bengt-Ola
Morgny er mere end vanligt veloplagt som opfinderfar med forventeligt vild og
hvid paryk, og Zoltán Nyáris tenor ejer såvel skønhed som styrke og karakter;
ham hører vi gerne igen! Det samme gælder Gidon Saks’, hvis diabolske
stemmestyrke kan få alt og alle til at dirre i skræk og beundring, og han må
være den perfekte tenormodstander i nogen opera, og Taras Shtonda ønsker man
kun et større parti end Crespels, så varm og fyldig er hans bas.
Det kgl. Kapel spiller som altid: Pragtfuldt!
Skulle noget orkester i verden kunne klare sig uden dirigent, så ville det være
dem, og da forestillingen er ført smukt til ende (og ikke aflyst, som vi
frygtede i den spændte ventetid inden Chaslins tilsynekomst), kan man ikke lade
være med at spekulere på, fortryllet af Herheims forunderlige teatermagi, om
hele den ekstra prolog var en del af spillet…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar