onsdag den 11. oktober 2017

Klæder skaber ikke folk

Othello som kvinde er en fiks, ufrugtbar idé i Elisa Kragerups iscenesættelse af Shakespeares tragedie om uhyret med de grønne øjne. Skuespilhuset d. 7. oktober 2017

Ingen af Jean Sibelius’ syv symfonier ligner hinanden. Hver gang den store finske komponist satte sig til nodepapiret, søgte han nye stier i musikkens terra incognita, og af frygt for at gentage sig selv eller det senromantiske tonesprog, der var hans, skrev han fra 1926 og frem til sin død i 1957 ikke en tone. Så stort var hans ideal om kunstens nyskabende kraft, at han ikke satte én node på papiret de sidste tre årtier af sit liv. Selvom man ærgrer sig over, at der ikke findes mere vidunderlig musik af Sibelius, fylder det også en med ærefrygt, at et menneske - en kunstner - kan have så stor selvindsigt og så store idealer, og når man rejser sig fra sit sæde i Skuespilhusets store sal efter at have oplevet endnu en iscenesættelse af den mageløse Elisa Kragerup, kan man ikke undgå den tanke, at Kragerup måske burde skele lidt til Sibelius’ standhaftige principper. Hun skal ikke holde sig fra scenen, bestemt ikke, men iscenesættelsen af Shakespeares tragedie Othello viser med al tydelighed, at Kragerup er begyndt at gentage sig selv og har svært ved at finde nye veje at gå ad.
                      Kragerups forståelse og sans for teater er ubestridelig. Det vidnede hendes iscenesættelse af Mozarts Figaros bryllup om for et par sæsoner siden; her var fest og ballade med kun få virkemidler, så alle pudderparykker var blæst grundigt igennem. Lad os derfor begynde med det positive ved denne iscenesættelse: Der spilles med både krop og sjæl. Kragerups forestillinger er altid meget fysiske, og både kulisser og rekvisitter ageres af skuespillerne, så der er ikke behov for staffage, hvad enten der drikkes igennem til en fest, slås på kårde, eller der mangler en dør at gemme sig bag - dét er fascinerende, dragende og henrykkende. Det kan imidlertid blive for meget, når tøjet partout skal smides, når der grimasseres og gives opvisning i gakkede gangarter, som det er tilfældet i hele første halvdel af forestillingen, for det tager fokus fra selve dramaet. Det virker som teatersport, som om skuespillerne endnu er ved at varme op og er ved at lege sig ind i rollerne, og så kan Shakespeare nok så meget være en mester i at blande alvor og humor, når de mange fine psykologiske nuancer drukner, fordi publikum ler ad lange Peter Plaugborg eller ad Peter Christoffersen uden bukser. Efter pausen indfinder fokus sig; spillet bliver alvorligt, efterhånden som klimaks nærmer sig, og så fungerer det fint, at struber snittes med imaginære knive. Til gengæld forsvinder det overordnede, samlende fokus - instruktørens blik om man vil - så skuespillernes talent må tale for sig selv. Mange formår at udfylde deres rolle, mange kan fremsige Shakespeares blankvers uden tøven og med indlevelse, men mange lades i stikken uden instruktørens ledende blik.
                      Forestillingen af båret af en leg med kønsroller såvel som race og rang, som det findes hos Shakespeare. Othello spilles således af Lila Nobel, der på den ene side er den ene af dem, der ikke kan bære rollen - hun kan enten være nyforelsket eller vred, de psykologiske nuancer og overgangen fra den ene tilstand til den anden evner hun ikke - og som på den anden side lades alene med en fiks idé. Hvorfor skal hun spille Othello? Hvad vinder dramaet ved ikke kun at lade Jagos had til mauren, til den sorte, skyldes Othellos race, men også hans/hendes køn? Intet, absolut intet. Tragedien tematiserer forholdet mellem menneskets maske og sande person, den troskyldige, uskyldshvide facade mod det sorte, dybe had, men kønnet føjer intet til dette tema. Jonas Flys imponerende, meterhøje scenografi af række efter række af herre- og uniformsjakker understreger, at vi kan skifte ydre, at vi kan give os ud for at være noget, vi egentlig ikke er, men det forklarer ikke, hvorfor Othello skal være en kvinde. Hvis tvivlens nagende flamme, som Jago puster i brand hos Othello, hang sammen med en tvivl om at slå til i et maskulint erhverv, blev det psykologisk troværdigt og øjenåbnende, det vedbliver bare at være et hvis, for det sker ikke, og Othello som kvinde forbliver en fiks idé, en kreativ tanke, der ikke følges til dørs af hverken skuespillere eller instruktør.
                      Scenografien, hvor flot den end er, burer også her som i Kragerups forrige forestillinger på Store Scene skuespillerne inde, og det understreger efterhånden indtrykket af koncept snarere end inspiration. De kan gå ud, men de bliver næsten hele tiden på scenen, klatrer rundt i det forstørrede og forgyldte tøjstativ eller skifter pludseligt rolle, og også dette er med til at forstyrre det samlede, psykologiske billede. Navnlig, når der ingen forskel er på karaktererne. Morten Hee Andersen, der ellers gør en god figur som August Krogh i Herrens Veje, formår hverken at tegne karakteren som dogen eller som dennes gesandt endsige gøre forskel på de to, og Simon Bennebjerg og Morten Christensen overlades så små stumper af roller, at man aldrig opdager, hvornår de ikke blot er en del af scenografien. Peter Plaugborg fjoller stadig for meget rundt til at give Cassio den psykologiske fylde, karakteren kræver, og til at leve op til de seriøse roller, han spillede i sin tid på Odense Teater; Johannes i Ordet står stadig skarpt i min hukommelse som en virkelig rørende oplevelse. Sicilia Gadborg Høegh derimod er en sød og elskelig Desdemona, om end lidt anonym, og Emma Sehested Høeg er virkelig en Bianca hentet lige ind fra gaden!

                      Omtrent så højt som scenografien hæver Maria Rossing og Jens Jørn Spottag sig til gengæld over alle andre, for selvom Jonas Fly har gjort Rossing til en tro kopi af My fra Mumidalen med plisseret nederdel og enorm knold oven på hovedet, så er hun en henrykkende Emilia. Hun afstemmer den gifte kones jævne erfaring og djærve humor med dybt rørende inderlighed, sorg og smerte, så man rykker frem på stolen af spænding, når man fornemmer, at det øjeblik snart kommer, hvor Jago resolut skærer halsen over på sin egen hustru. Spottag forlener mesterligt en af teaterlitteraturens mest sorte, nedrige og ækle skurke med en så tilpas afmålt mængde humor, at man ler af skræk. Han kan vrænge og overdrive, så al pjat og munterhed stivner, fordi man så tydeligt fornemmer, at det blot er tynd fernis over hans kulsorte sjæl. Jago hader Othello, hader, som man slet ikke forstår, at det er muligt at hade, men det er tragediens bærende præmis, og den er udtalt helt fra begyndelsen, hvor Jago træder frem foran scenen og forsøger at dysse publikum ned, i en sådan grad, at man næsten får sympati for dette afskyelige menneske. Man får i alt fald beundring for en skuespiller, der formår at kreere en så fint tegnet karakter; indædt kynisk, gemen, handlekraftig og en mester i det spil, som ingen af de andre i tragedien formår eller formår at gennemskue: At se ud som blomsten, men være som slangen under den, som det hedder i Macbeth. Hvis det er dét mestergreb, Kragerup forsøger at eftergøre med skæv humor og et shakespearsk spil med kønnene, så lykkes det ikke, og som publikum savner man en vilje til at ville noget med de tekster, der sættes i scene. Fikse idéer bærer ikke en tragedie i sig selv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar