søndag den 8. oktober 2017

Klods-Hans og shopping-prinsessen

Den jyske Opera charmerer og underholder med (endnu en) opsætning af Donizettis Elskovsdrikken

Man skulle næsten tro, at instruktøren Harry Fehr har spekuleret i, at den første af Den jyske Operas to turnéopsætninger fredag d. 6. oktober havde premiere i Odense, eventyrdigterens fødeby, for han har gjort Nemorino i Donizettis Elskovsdrikken til en ren Klods-Hans. Måske Nemorino ikke er så selvsikker som H. C. Andersens antihelt, men han er lige så ugenert, bramfri og fuld af tro på, at kærligheden vil sejre - og det gør den som bekendt i Donizettis muntre opera om naivitet og hovmod, der står for fald. I denne opsætning i mere end én forstand.
                      Fehr tillader sig med indfølt personinstruktion og skarp iagttagelsesevne at vende tingene lidt på hovedet for at vise, at godt nok er Nemorino troskyldig og fattig, men hans hjerte er af guld, hans troskab er uden ende, og det er evige dyder i den overfladiske verden, der omgiver ham: Vi er i nutidens Italien, ikke i et pittoresk landskab blandt en landbefolkning taget lige ud af et guldaldermaleri, men i et moderne og mondænt shoppingcenter, der ejes af Nemorinos udkårne, Adina, og hvor Nemorino gør rent. (En af forretningerne hedder sågar Pasquale, og så ved man godt, Fehr er hjemme i sit stof.) Nemorino og hans kærlighed til Adina latterliggøres og udstilles af korets hule og overfladiske samling af shopaholics, der tilsyneladende har permanent ophold i indkøbscenteret, og som til trods for deres tilsyneladende velstand ikke er klogere, end de straks hopper på Dulcamaras limpind med historierne om hans foryngende og forskønnende mirakelmikstur. Kreditkortene gløder, så det er ikke svært at se, hvem der trods alt er de dummeste, og selvom Adina nok lader sig rive med af mobningen af Nemorino i første akt, så pines og plages hun ikke kun af dårlig samvittighed herover, men også over den kærlighed, som Fehr lader hende nære for ham allerede fra begyndelsen. Operaen bliver altså ikke et spørgsmål om, at Adina skal forelske sig i Nemorino, men at hun skal trodse den overfladiske verden, hun lever i, så ærligheden og kærligheden kan sejre. Da det sker, sker det uden sladder eller bortvendte blikke, for godt nok kan man ikke lade være med at tænke, at Nemorino, når han synges af sydkoreanske Michael Ha, er en indvandrer og dermed på flere planer en underdog, men alle elsker jo en happy end, og alle overgiver sig til sidst til Dulcamaras elskovdrik (selvom man også ved, at der er rent fup).
                      Der er utroligt fine og musikalske detaljer i Fehrs instruktion. Han formår i Yannis Thavoris’ ultrarealistiske scenografi at lade sang, mimik og gestik følge Donizettis dansende og rytmiske partitur uden at gøre det så mesterligt fantasifuldt som f.eks. Stefan Herheim. Man spekulerer derfor ikke over, at der er mindre ændringer i oversættelsen på tekstanlægget (småting udelades, og Gianetta hører fra en ”ekspedient”, at Nemorino har arvet sin onkels formue, men netop sladder af den slags tror man jo gerne!), og indkøbscenterets moderne ramme er ikke søgt eller villet, den har en pointe, der ligger i forlængelse af værket. At Adina alene af alle kan læse forties her, for når hun læser højt af historien om Isoldes kærlighedsdrik, så er det, fordi nogen har nappet CD-booklet fra Nemorino, der åbenbart lytter til Wagner, mens han gør rent, og hvad man end måtte synes om Wagner, siger det igen mere om Nemorino end de indkøbsafhængige… Nemorinos rival, officeren Belcore, gør Fehr også til mere end en tegneserieskurk; der er decideret ondskab i hans mobning af Nemorino, men man ler ham ud, når Adina konkret køler ham ned, eller Gianetta afviser den ring, Adina har givet ham tilbage. Dybere stikker hævngerrigheden ikke en let og munter komedie som Elskovsdrikken.

                      Sangerne udfylder ikke kun de psykologisk realistiske rammer, som Fehr udstikker, de synger alle glimrende. Dénise Beck får som Adina her mere at gøre både vokalt og skuespilmæssigt end som Anna i Bjarnasons Brødre (om end den vuggevise, hun her sang om og om igen, var betagende), men hun gør det mesterligt; hendes stemme hæver sig frit og smukt i koloraturerne, og hun forlener sin karakter med et skarpt blik for dens dilemma, der som nævnt strækker sig ud over blot at være en moderne og kynisk forretningskvinde. Michael Ha har en stejl, stærk tenor, og selvom man savner en rundere klang og blødere kanter til dette parti, så skærer man sig ikke på hans stemme, man nyder og beundrer den. Lars Møller er en stærk, maskulin og meget velklingende Belcore, mens tyske Stefan Stoll på mere end én måde har tyngden til partiet som kvaksalveren Dulcamara, og han ligner virkelig en italiener med sans for hurtige forretninger (sic!). Såvel sangere som Den jyske Operas kor er i sikre hænder hos dirigenten Per-Otto Johansson, for han følger dem alle smukt, giver dem plads og har sans for at variere tempi. Det er kun Odense Symfoniorkester, der i glimt synes meget uforberedte og kommer med uskarpe indsatser eller glemmer det aftalte tempo. Strygerne mangler (som så ofte før, senest i tredje sats af Beethovens strålende niende) følelse - det er navnlig hørbart, når Rune Mosts sensitive og smukke fløjte sætter ind - og det kan undre, når man betænker, hvor charmerende musikken er. Det kan dog også undre, at det igen er Elskovsdrikken, Den jyske Opera turnerer med, når nu Donizetti har skrevet over 70 operaer, og Annilese Miskimmon har i sin tid som chef for Den jyske Opera glædet publikum med mange danmarkspremierer, så hvorfor ikke her? Svaret blafrer i vinden efter Miskimmon, som nu desværre sidder i Oslo og ikke i Aarhus, men måske har hun som afskedsgave hellere villet gi’ chokolade end vitaminer, og man går da også glad og meget charmeret hjem efter denne opsætning af Elskovsdrikken

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar