Tiden transcenderet

Tre koncerter på Hindsgavl Festival 2018

Karen Blixen sammenlignede under en rejse i Grækenland de klassiske templer på Athens Akropolis med poesi: Det er ikke den enkelte søjle, der er smuk, det er søjlerækken; den gentager sig selv og skaber en rytme, som ordene gør det i et digt. Og hun havde ret: Poesien opstår i gentagelsen, når øret genkender et ord eller en frase, et rim, så en rytme skabes. Derved ligner poesien musikken, og begge besidder den magiske egenskab, der fik de følsomme og nysgerrige romantikere til at dyrke begge kunstarter, nemlig at begge skaber rum for og viser vej til nye indsigter. Mystisk, forunderligt, interessant.

Hvordan det? Poesien og musikkens gentagelser finder genklang hos den lyttende; de slår ind over én som havets bølger ved Lillebælts bred, så rytmen falder i med menneskets pulsslag. Rytmen er intens og insisterende, den kan sætte blodet i ekstase og løfte en ud af kroppen, selvom den netop er ét med kroppens pulsslag. Den er således bundet til tiden, til livets varighed, udstrækningen fra fødsel til død, og både poesi og musik forløber i tid og mødes i tid i mødet med øret. Men her sker det forunderlige; selvom hver tone og hver frase er et skridt på vej mod sangens og altså også vores uundgåelige ende, så kan tidens spændetrøje løsnes i musik og poesi. Øjeblikket bliver en evighed, når følelsen af nærvær intensiveres i musikkens og poesiens møde, så fysikkens love sættes ud af kraft. Det skete ved to lied-koncerter på årets Hindsgavl Festival, netop hvor Lillebælt slår mod kysten og luller alle - publikum som musikere - ind i forløsningens favn.

Det forunderlige i denne forløsning ligger ikke så meget i menneskets møde med sangen, som i den umage sammensætning af poesi og musik. Mens ordet er arbitrært og derfor troløst og uberegneligt i sin evne til at sige noget om den konkrete ydre verden såvel som den ubegribelige (sic!) indre, kan musikkens abstrakte følsomhed lettere favne og røre enhver med sit uudgrundelige udtryk. I hænderne på en pianist og i struben på en sanger sker imidlertid en sammensmeltning, der rækker ud mod den lyttende og skaber mirakler: Musikken bliver konkret, så et lysglimt, en isnen gennem kroppen pludselig kan høres, og poesien fanger med et mikroskops præcision følelsen af smerte, frygt, længsel eller lyst.

Det skete første gang mandag d. 9. juli, hvor Mark Padmore og Kristian Bezuidenhout trakterede publikum i salen og radiolyttere over det ganske Europa med fire sange af Beethoven og Schuberts sidste sange, Schwanengesang, der er så forunderligt fulde af den uafklarede, splittede længsel hos komponisten, der var kun alt for bevidst om, at hans tid var ved at rinde ud. Det høres muligvis ikke tydeligt i musikken, men det anes i valget af tekster: ”Frühlingssehnsucht”, ”In der Ferne”, ”Ihr Bild”, ”Der Doppelgänger” og ”Die Taubenpost” handler alle om en længsel, et savn eller et fravær i nuet, som teksterne beskriver og ikke mindst fylder ud. Når Padmores slanke, spændstige og saftige tenor rejser sig i en tone, holder den eller kæler for en frase, så føler man et sug i brystet, man holder vejret, og i det øjeblik overskrider ord og musik fysikkens grænser og sætter tiden i stå. Momenter af evighed er der i Padmores skære foredrag, og det både understreges og kontrasteres af Bezidenhouts spil; han spiller på et smukt, blødt klingende fortepiano, hvis afdæmpede, diffuse lyd både lægger sig som en blød, blomstrende eng under Padmores stemme, men som også vækker mindelser om Schuberts egen tid og der var engang. Der er en vidunderlig virkning i samspillet mellem de to, på en gang en dyne, der griber, og en afgrund, der åbner sig, eller som et fravær af nærvær og nærværende savn:

                                           ”Auch meine Tränen flossen

                                           Mir von den Wangen herab -

                                           Und ach, ich kann esnicht glauben,

                                           Daß ich dich verloren hab!”

hedder det i ”Ihr Bild”, og ”Der Doppelgänger” bliver så intens som nogen TV-thriller i flere afsnit.

                      Følelsen af nærvær og fylde var endnu mere udtalt ved koncerten d. 12. juli med Benjamin Appl og Joseph Breinl alene på grund af de kræfter og den energi, der lå bag koncerten; sangeren og pianisten sprang til efter en sygemelding dagen før uden nogensinde at have spillet sammen. De havde kun haft tid til at øve programmet igennem én gang: Fem sange af Schubert, fire af Schumann og Griegs Seks tyske sange, op. 48. Af disse optræder flere, men ikke alle på Appls debutalbum, Heimat, hvis sange - som titlen siger - alle tematiserer nærheden til hjemmet, hjemegnen og familien, og lægger man dertil kunstnernes foredrag, er der ikke noget at sige til, at publikum i den grad føler sig taget til hjertet: Appl er en høj, smuk og charmerende mand med en næsten intim publikumskontakt og en chokolademørk, varm og blød baryton, mens Breinls spil er så fint nuanceret, så klart og inspireret, at han både akkompagnerer Appl og er fuldblods solist. I en overvældende og ganske overraskende grad føler man sig tryg og hjemme, som Appl skriver i bookletten til Heimat. Appl beretter videre i samme forord, at bl.a. Schuberts ”Nachtstück” betyder meget for ham, fordi han først fremførte denne sang efter sine bedsteforældres død, og til trods for - eller netop på grund af - den personlige smerte, der forbundet med sangen, bliver den intenst nærværende i skiftet fra dybden og mørket i første strofe til sidste strofes eksalterede afklaring - også ved denne koncert. Som publikum må man sluge et ”bravo!”, fordi man slet ikke har luft af betagelse.

                      Det dramatiske behersker Appl også; han kaster sig uforfærdet mod højderne, uden at stemmen mister sin runde tyngde i Shumanns ”Belsazar”: ”Jehovah! dir künd’ ich auf ewig Hohn, –/Ich bin der König von Babylon!” Straks derefter er hans stemme næsten en hvisken: ”Doch kaum das grause Wort verklang,/Dem König ward’s heimlich im Busen bang”, og han fortsætter med så tilbageholdt åndedrag, at det derefter bliver en ren spøgelseshistorie om flammeskriften og kongens endeligt. Breinls akkompagnement er diskret, men knivskarpt. Sangene af Grieg forlenes af Appls sunde, friske røst med bjergluft, klar himmel og sæterduft, og efter den sidste af de seks - Bodenstedts ”Ein Traum” - indtræffer evigheden i et splitsekund, inden det bifald og de bravoråb, der før blev holdt tilbage, river alle med som en svulmende elv. Appl og Breinl giver derfor to ekstranumre, Schumanns ”Du bist wie eine Blume” og Mendelssohns ”Auf Flügeln des Gesanges”, og de forlænger oplevelsen af at være hinsides tiden. Først efter de sidste bravo-råb erkender man, at en time er gået på ingen tid takket være toner og poesi i hænderne og struben på to store kunstnere.

                      Samme aften sker det igen; tiden sættes atter i stå: Det er selve lyden af evigheden - Bach - i hænderne på musikere fra Concerto Copenhagen, der toner i to kantater og to koncerter. At en af cellistens strenge springer under den indledende kantate, så der bliver et ophold inden den efterfølgende koncert for obo d’amore, gør alle pinligt bevidste om forgængeligheden, men efter pausen indfinder evigheden sig atter - ikke mindst i largoen fra cembalokoncerten i f-mol og i dialogkantaten ”Liebster Jesu, mein Verlangen”, for man kan ikke ønske sig mere. ”Nun verschwinden alle Plagen” slutter sopranen Klaartje van Veldhoven og bassen Jakob Bloch Jespersen, og ja, det gjorde de denne sommer på Hindsgavl; tiden stod stille, mens solen bagte varmt.