tirsdag den 9. april 2019

Al magt til skønheden!


Eksistentielt sjæledrama af Händel på Gamle Scene. Søndag d. 7. april i strålende sol.

Det smukke Nivågård i Nordsjælland danner i foråret rammen om en fin lille udstilling om den banebrydende engelske forfatter, trendsætter, designer og socialist William Morris. Han var - om end han og hans ligesindede venner og kolleger lod sig drage og inspirere af middelalderen - et rigtigt renæssancemenneske, og kendte samtiden ham først og fremmest som forfatter og digter, har eftertiden husket ham for hans designs af tæpper, tapeter, stoftryk og kakler, hvis motiver har været genbrugt igen og igen gennem det 20. årh. Mindre kendt er det, at han trods sin opvækst i den velhavende overklasse blev en af socialismens grundlæggere i England; han læste Marx og ønskede med sit virke først og fremmest at sikre den store arbejderklasse et liv og en hverdag, der også kunne rumme skønhed. Har en genstand ikke skønhed eller funktion, sagde han, har den ingen berettigelse, og det er da et motto med fynd og klem til nutidens køb-og-smid-væk-mentalitet. Skulle dette ideal imidlertid kunne udleves, var han pinligt bevidst om, at arbejderklassen måtte sikres bedre levevilkår, så den kunne få råd til at have skønne ting om sig; i hans egen levetid var det kun overklassen, der havde råd til at købe hans produkter.
                      Overskriften for Morris-udstillingen er ”Al magt til skønheden!” Nåede Morris ikke at se denne ambition ført ud i livet (er den blevet det endnu?), så er skønheden centrum for al opmærksomhed i disse dage på Det kgl. Teaters Gamle Scene. Her fører Concerto Copenhagen og fire internationale stjernesangere Händels ungdomsværk Il trionfo del Tempo e del Disinganno til triumf, men om forestillingen virkelig er Tidens og Visdommens triumf - sådan er titlen oversat til dansk - er tvivlsomt, for det er skønheden ved forestillingen, der stjæler al opmærksomhed og bliver siddende i en (medmindre man er Politikens selvindbildt tænkende anmelder). Værket er egentlig et oratorium og ikke et scenisk værk, men i hænderne på den amerikanske instruktør Ted Huffman bliver det et sjæledrama af en kvalitet, man ikke længe har set på Det kgl. Teater. Flere instruktører kæmper desperat med at skabe en ramme om kendte operaer - Rigoletto i sidste sæson, Turandot i denne (tror jeg nok…) - med det påståede formål at sætte fornyet fokus på karakterernes indre liv, men talentet rækker ikke til det, og det bliver villet, forceret, rodet og hæsligt. Her giver det sig selv, for de fire medvirkende er ikke karakterer, de er allegoriske figurer: Skønheden, Nydelsen, Tiden og Visdommen. Skønheden er hovedpersonen, med hende åbner forestillingen, og at hun indledningsvis fejrer og nyder sin egen (ydre) skønhed, viser sig snart at være et desperat skalkeskjul, for i hende kæmper Nydelsen med Tiden og Visdommen om hendes gunst.
                      Nydelsen, Piacere, synges af australske Caitlin Hulcup, og hun er en nydelse at lytte til; hendes mezzosopran er mørk og fyldig som god chokolade, den er sexet og fuld af overlegen vilje. Hun er veninden, der i gyldent skrud med skarpe skuldre er på vej til at lokke Skønheden til et liv fuld af dans og erotik; det illustrerer Huffman ved at lade fire ansigtsløse dansere - to mænd, to kvinder - klædt som Skønheden vride og vugge og vende sig i næsten det bare ingenting. De rocker ikke bare i frihjul til Händels spændstige rytmer, som det ofte sker, for koreografen Jannik Elkær har arrangeret minutiøse trin og langsomme bevægelser for at understrege det sensuelle i såvel dans som musik. Imens glider en uendeligt lang, midnatsblå sofa, som scenografen Andrew Lieberman har sørget for, hen over scenen. Den er ikke kun tiden, der uafvendeligt går, den er også en påmindelse om, at vi stadig er i samme rum, at vi stadig er i Skønhedens tanker - og hvilke tanker…
Så bryder Tiden, Tempo - den engelske tenor Joshua Ellicott, ind: ”Folle!” - Fjols! - tordner han med fyldig, varm stemme. Tror Skønheden virkelig, at netop skønheden og nydelsen ved skønhed varer ved? Visdommen, den italienske mezzosopran Sonia Prina, støtter ham med sin krydrede, til tider lidt skarpe, dog altid vedholdende, smukke stemme, men det er Tiden, der rækker Skønheden en pistol, som hun skyder Nydelsen med, netop som tæppet falder.
                      Gennem anden del ligger Nydelsen såret, måske døende, mens Skønheden angrer, hvad hun har gjort. Nu opmuntrer Tiden og Visdommen hende, forsikrer hende om, at alt ikke at tabt, at der er en smuk og lysende fremtid, men hun vægrer sig længe. Der er meget lidt ydre drama, men i orkestergraven lodder Concerto Copenhagen under Lars Ulrik Mortensens eminente direktion dybder i partituret og maner nuancer frem, der blotlægger alt hos de fire sangere på scenen. CoCo har aldrig været bedre; det strømmer og vugger, bruser rytmisk og taktfast og iblandt hvisker det som ømme, inderlige kærtegn. Sådan slutter forestillingen også: Nydelsen forsvinder med det sidste af den alenlange sofa, mens hun synger ”Lascia la Spina” - lad tornen sidde - og straks efter forlader også Tiden og Visdommen Skønheden. Hun har erkendt, at der fortsat er nydelse og ikke mindst skønhed til, og med sin skære, rene og milde stemme lokker sopranen Mary Bevan med ”Tu del Ciel ministro eletto” sofaen og den sovende familieidyl ind. Hun er hjemme.
                      Skønheden sejrer altså på Gamle Scene; det er virkelig en inderligt smuk forestilling,  og slutningen er slet ikke så banal, som den kan lyde. Det sikrer såvel Händels vidunderlige musik (og han var kun 22!) som Huffmans intense personinstruktion og Liebermans smukke, smukke lys. Publikum er bjergtaget, ikke én klapper undervejs for ikke at sprænge den glitrende sæbeboble, man befinder sig i, og tæppet får også lov til at falde helt tyst, inden jublen bryder ud. Det er en forestilling så smuk, som man ikke har set på Det kgl. Teater i umindelige tider, en fejring af skønheden, som man kun kan ønske må blive en del af teatrets repertoire. Jeg havde tårer i øjnene til sidst og har købt billet til næste søndag; skønheden er en sjælden gæst og gives sjældent, hvad hun fortjener, så hun må fejres, når hun er her.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar