tirsdag den 26. november 2019

Zoom på Mozart


Lutter vellyd; Così fan tutte i Operaen d. 24. november 2019

Kejser Joseph II må være død som en lykkelig mand, hvis han nåede at overvære resultatet af Mozart og da Pontes sidste samarbejde, Così fan tutte. Så vidunderlig er musikken, så rig er psykologien og så dyb menneskekundskaben, at få værker siden er nået op på siden af denne opera. (I alt fald i undertegnedes optik.) Her udfoldes Mozarts geni allerklarest; når man hører operaen, lyder hver tone dugfrisk ny og ukendt, og dog føles den på samme tid velkendt og fortrolig. Er dét ikke udødelighedens mærke? Lad så gå med, at operaen forsvandt ud i mørket - først på grund af Joseph II’s død, dernæst på grund af romantikkernes blåøjede idealisme - vi ved nu, at man ikke dør af hjertesorg (selvom helte og heltinder ellers rask væk dejser om som døde fluer gennem hele 1800-tallet!), men at man godt kan elske trofast og på samme tid more sig over de verdensfjerne idealister, der kun tror på den eneste ene til døden skiller dem ad. ”Bah, humbug!”, fristes man til at svare her en måned før jul.
                      Così fan tutte er med sit kærlighedseksperiment et barn af oplysningstiden, men den bittersøde slutning rækker ud mod en evigtgyldig erkendelse; ikke bare at man ikke dør af hjertesorg, men at følelser er forvirrende, ukontrollerbare og til tider smertelige - også efter teenageårene. Måske operaen derfor tiltaler nutidens selfiekultur? Måske kærlighedsforsøget vækker mindelser om de utallige reality- eller datingprogrammer på TV? Den aktuelle nyopsætning på Den kgl. Opera er i alt fald en succes, hvis man skal dømme efter stemningen blandt publikum; den er fortættet, koncentreret og meget begejstret ved tæppefald. Men måske det blot skyldes det utroligt høje musikalske niveau i forestillingen?
Instruktøren Tim Alvery iscenesætter ikke Così fan tutte som et realityshow eller som ”Gift ved første blik” (selvom det ville være oplagt), hans indgangsvinkel er loyal og meget enkel, måske endda skrabet: Et gigantisk camera obscura, dette mørkekammer, der gjorde oplysningstidens videnskabsmænd, arkitekter og andre i stand til at stille skarpt og zoome ind på bygninger, landskaber eller naturfænomener, er Tobias Hoheisels kulisse, hvori den iscenesatte kærlighedsintrige udspiller sig. Kridtstreger på kassens indervægge markerer døre og paneler, og enkle, hvide møbler er hele interiøret. Sangerne er iklædt elegante rokokokostumer, der gradvist bliver mere og mere farverige og dekolleterede, som handlingen skrider frem, og hæmningerne slippes fri. Enkelt, effektivt, og derfor har visse anmeldere set ned på forestillingen fra deres elfenbenstårn og ikke rost den, som den bør roses.
Imidlertid skal publikum blot følge Alvery og Hoheisels idé med kulissen, nemlig at zoome ind på Mozart, for musikken og karaktererne taler for sig selv, og begge dele taler som sagt med større aktualitet end nogensinde før. Personinstruktionen er derfor ikke kulørt; den stiller skarpt, er præcis og lader karaktererne udvikle sig. Endvidere er det - som der står på titelbladet - en komisk opera, hvilket alvoren i intrigen ikke altid levner plads til, men her opstår umiddelbart ægte latter, når karaktererne forklæder sig eller fanges mellem lyst og idealer og siger en ting, men tydeligvis mener noget andet. Publikum indtager gudernes rolle og ler ad de stakkels mennesker i projektørlyset på scenen, men latteren forstummer, da karakterne i operaens finale træder uden for den snævre kulisse og ikke kan få intrigen til at gå op. Den, der kan sine klassikere, vil vide, at også de græske guder havde hjertesorger og knas i deres kærlighedsaffærer.
Den skarptskuende karaktertegning lykkes naturligvis kun på grund af sangerne: Anna Kasyan sprang ind og sang Hélène i Siciliansk vesper fra orkestergraven, hvilket reddede forestillingen en funklende stjerne mere, men det var som en spirrevip af en Rosina i Barberen fra Sevilla, at hun vandt alle publikummers hjerte. Nu synger hun Fiordiligi med lige så stor indlevelse og komisk talent, og hendes mørktonede sopran gør sig såvel i højden som i dybden. I glimt minder hun om Cecilia Bartoli, og enhver kan se, at hun elsker at synge i København, så lad hende endelig komme tilbage igen og igen! Kari Dahl Nielsen er nyansat på Den kgl. Opera synger Dorabella med sødme og mildhed; hendes perlende, skønne røst er en gevinst for ensemblet. Hun er ren rokokoynde. Den sidste kvindelige solist, Despina, synges denne eftermiddag af ungarske Mária Celeng. Selvom hun med kort varsel er sat til at dublere Sine Bundgaard i partiet, agerer hun hjemmevant og med en mere selvsikker udstråling end den, der blot tilkommer den gesjæftige tjenestepige, og hendes stemme er stærk, blændende, skøn! Sværdsiden er lige så strålende besat: Matteo Macchioni synger Ferrando med skær tenor, Magnus Ingemund Kjelstad er en flot, skælmsk og smægtende Guiglielmo, og William Dazeley er en myndig don Alfonso, der her snarere sætter et forsøg i gang, end han behersker det. Det er en strålende sangerbuket, der virkelig kan bære denne ensemblernes opera, og tankevækkende er det, at ingen af sangerne er danske, men endelig har vi på dansk jord en Mozart-forestilling, hvor alle sangere brillerer. Det gør også Det kgl. Kapel under Paul Goodwins ledelse - men hvornår gør de ikke det? Det er ren lykke at høre dem - selv i mindre antal - zoome ind på Mozart og stille skarpt på dette evige mesterværk. Denne opsætning gør, hvad den skal, hverken mere eller mindre, men det er mere end nok.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar