søndag den 23. februar 2020

One (wo)man-show

Shakespeares Richard III under lup. Skuespilhuset d. 21. februar 2020

Man kan med god ret kalde vejret i februar anno 2020 for både ”ondt” og ”ukristeligt”, gråt og vådt som det er. De fleste er nok enige om, at vi ikke behøver mere regn, og at nedbørsmængden ikke er en rekord, vi har set frem til blive slået, men de færreste overvejer næppe, at udtrykkene ”ondt” eller ”ukristeligt vejr” stammer fra en tid, hvor man troede, at vejret afspejlede en højere magts vilje og var en opfordring til selvransagelse. Det er egentlig stadig tilfældet, hvis det handler om vejr og klima (!), men der slås hårdt ned på opfattelser af, at den samme logik kunne udvides til mennesker, og at det ydre skulle afspejle det indre… På Shakespeares tid var der imidlertid ingen tvivl om, at sådan hang verden sammen, heller ikke selvom renæssancens humanisme samtidig nåede Nordeuropa, så at Richard III’s pukkelryg var tegn på hans fordærvede og depraverede sjæl, vidste enhver!
                      Uden smålig skelen til politisk korrekte menneskeopfattelser er der dog andre måder at fremstille teaterhistoriens største skurk, Shakespeares Richard III, på. Sidste sæson instruerede Jens Albinus på Husets Teater Tammi Øst i titelrollen i en forestilling, der med stor fortjeneste nu er genopsat på Det kgl. Teaters Mellemgulvet. (Ja, det er stadig et barnligt navn for en scene.) At rollen således spilles af en kvinde, skal man nok ikke lægge nogen større kønspolitisk pointe i, hvor meget end Shakespeares dramaer lægger op til gender bending, men på en foruroligende sær - queer - måde føjer dette et uhyggeligt - unheimlich - element til rollen. Han/hun har ingen pukkelryg, men der er en tilstræbt maskulinitet hos Øst, der rammer tronraneren og morderens profil lige på kornet - f.eks. når Øst i højden ikke kan måle sig med sine medspillere. Han/hun står såvel konkret som i overført betydning med dolk på i begejstring over sit eget skyggebillede. De freudianske tolkninger af årsagen til dette undermenneskes rejsning står således i kø, og de understøttes af Rikke Juellunds scenografi, Sonja Leas lys og Mads Ljungdahls lyd: Scenerummet er en lukket, sort kasse kun åben mod publikum, hvori står en hvid væg, der kan drejes og skabe illusionen om skjulesteder og trange kroge, og hvorpå skræmmende skyggebilleder kan rejse sig. Det er en celle på den lukkede afdeling, et sygt sind fortolket som et fysisk rum.
                      Det er således ikke Richards fysiske handicap, denne forestilling sætter fokus på, det er hans mentale ubalance, og det understreges af, at Øst er stort set alene på scenen. Når det er nødvendigt for at kunne forstå handlingen gør Mikkel Arndt og Lucia Vinde Dirchsen i et utal af småroller Øst selskab i cellen, og uanset hvor fremragende disse end spiller - navnlig Arndts nuancer og betoninger er mesterlige - er forestillingen et one (wo)man-show. Arndt og Dirchsen kan lige så vel være sygeplejere, som i Richards syge sind tager skikkelse af de mange modstandere på vej mod magtens tinde, for de skifter uden skelen til køn bestandig roller, og kun subtile forskelle i kostumerne markerer, hvem Arndt eller Dirchsen nu fremstiller. Mange andre karakterers replikker lægges desuden i Richards egen mund som det endelige bevis på hans skizofreni, og Øst forlener ham med et utal af mimikker og gestikker; hendes Richard stammer og savler, bander og stamper, smigrer, forulemper og begramser alt sammen på samme tid, så ingen pukkelryg er nødvendig. At hele jagten på ære og anseelse til sidst er slut, markeres kun af, at en blodig Richmond træder frem; Richard forbliver i cellen og kan som en anden Sisyfos gennemleve det hele endnu engang. Man føler næsten (kun næsten) med ham, og tragikomisk mindes man om narrens ord i slutningen af Helligtrekongersaften: ”For the rain it raineth every day”!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar