Skriften på væggen

Cyrano de Bergerac i Katrine Wiedemanns lydefri iscenesættelse, Skuespilhuset d. 1. februar 2020

Kong Belshassar fik David til at tyde skriften på væggen for sig, og udlægningen var, at kongen var hovmodig, han havde ikke ydmyget sig for Gud, og konsekvenserne var tragiske. Moralen er vel den samme, som stod over indgangen til Apollon-templet i Delphi, nemlig gnothi sauton, kend dig selv, og det er nok den samme manglende selvindsigt, der er årsag til tragedien i Edmond Rostands Cyrano de Bergerac. Ikke kun titelkarakteren mangler - måske - selvindsigt, heltinden, den underskønne Roxanne, gør det i høj grad, for burde hun ikke - dannet og belæst som hun er - kunne regne ud, at hendes digtende (og fægtende) fætter er forfatteren bag de åndfulde, poetiske kærlighedsbreve, der vækker hendes kærlighed, og ikke den smukke, men lidet begavede Christian de Neuvillette? Måske er hun mere tiltrukket af Christians fysik, end hun vil være ved, i alt fald i begyndelsen?

                      Katrine Wiedemann har iscenesat Rostands bittersøde tragikomedie på Det kgl. Teater denne sæson. Hun kan som få instruktører læse skriften, altså forholde sig til replikkerne, det talte ord som indgang til en karakters psyke. I programmet til forestillingen siger hun: ”Jeg beder ofte skuespillerne afstå fra at vise med kroppen, hvad de mener med ordene. Ordene kan selv.” Dette beviste hun overlegent med den fabelagtige iscenesættelse af Shakespeares eventyrtragedie Et Vintereventyr på Teater Republique i sæsonen 2016/2017; hun forkortede fem lange akter og et utal af karakterer til et 100 minutter langt kammerspil for fire med blændende træfsikkerhed. Talentet fornægter sig heller ikke i denne opsætning af Cyrano de Bergerac (om end Rostands talent jo er Shakespeares langt underlegent), og let og elegant skaber hun rum om replikkerne, hvis vers bærer tydeligt præg af Niels Brunses uforlignelige lige-på-kornet-pen (og så har han endda bare gendigtet Rosenbergs oversættelse). Karaktererne lever, deres skæbner griber til trods for forestillingens lette karakter: Olaf Johannesen er - som altid! - fuldstændig forrygende, og hvis andre blegner undervejs, er det fordi de bliver blændet af hans sol. Adræt som en yngling springer han ned fra kulissen (han er næsten 60!), adræt slynger han replikkerne ud, former og kærtegner hvert ord, så det når publikums øre med præcist som et stød af hans kårde. Johanne Louise Schmidt (mon fornavnet er givet i forventning om et kys fra Thalia og Melpomene?) er vilter og nærværende som hans udkårne, Roxanne; hendes hår flammer og vajer frit, og ganske vist bærer hun briller, men Wiedemann har blik for det pigelige, det umodne og teenagerens stejle forventninger i karakteren, og hun lader Schmidt svinge sig højt på en Fragonard-gynge, juble og le ekstatisk og overdrevet. Er hun nu så intellektuel, som hun gerne vil give indtryk af?

                      Der skal kun et blik i teatret til, før hun er forelsket i Christian de Neuvillette. Modigt og enkelt konfronterer Wiedemann teatrets konventioner (og indretning) ved at lade skuespillerne stå fremme på scenekanten og spille en face - både i teatret i første akt og i balkonscenen i tredje akt. Det er således et blik til siden, der markerer, at Roxanne og Christian får øje på hinanden eller - burde man sige - strækker sig efter hinanden. Christian i Alvin Olid Bursøes skikkelse er også en flot fyr, rank skikkelse, lækre krøller og smægtende øjne, men han er også hjælpeløst hvalpet og uden talegaver, så er det virkelig hans breve, hun forelsker sig i? Måske hun presses til det, for det er i balkonscenen, hvor Roxanne og Cyrano står side om side og taler mod publikum, som stod de langt fra hinanden og talte gennem mørket, at tiden går i stå, publikum nagles til sædet, og kærligheden bryder i blomst. Hun vil overtales, men der er samme afstand mellem hendes vindue og haven som mellem Christians ”Jeg elsker dig!” og Cyranos lange og mange, smægtende ordspil og billeder, så hun burde nok have set skriften på væggen.

                      Om det derfor er en ironisk kommentar eller blot for at understrege, hvor mange breve Cyrano skriver til Roxanne for Christian fra fronten, så er Maja Ravns firkantede, sorte kulisse dog overskrevet med sirlig, hvid skrift. Ordene er altså hele tiden til stede og illustrerer både kærligheden mellem Cyrano og Roxanne, men også afstanden mellem dem. Først da Cyrano er døende - som hele hans liv naturligvis tragikomisk, ramt af en brændeknude tabt ud fra et vindue - tør hun konfrontere ham med, og han tør erkende, at han er brevskriveren, for således har han, som han siger, altid bevaret sin værdighed på trods af sin famøse næse. Det er tragisk, som kun nutiden med dens SoMe-kultur kan forstå det, for selvom ingen dør, ingen straffes for sit hovmod eller sine onde gerninger, så får de elskende ikke hinanden - blot på grund af en næse, der er for stor. Det er da værd at tage ved lære af.