torsdag den 22. oktober 2020

Ekkokamre

 Den jyske Operas opsætning af Verdis Rigoletto stråler, men har pletter. Kolding d. 20. oktober 2020

 

Den generation, der nu er teenagere, er den første, der vokser op ikke bare med internettet og de sociale medier, men som også vokser op med, at de sociale medier er allestedsnærværende, fordi alle har smartphone. At sociale medier har mange positive aspekter, at de sikrer kontakt og kommunikation mellem mennesker over fjerne afstande, tvivler vel ingen på (slet ikke efter forårets restriktioner om ikke at besøge selv den nærmeste familie), så spørgsmålet er ikke for eller imod de sociale medier, men hvilke konsekvenserne vil det få, at vi i gennemsnit rører vores smartphone 2600 gange om dagen? ”Så mange gange rører du ikke engang ved din kone eller kæreste,” påpegede filosoffen Vincent Hendricks i et interview i Kristeligt Dagblad i foråret i anledning af udgivelsen af hans bog Vend verden - genvind autonomien i en digital tidsalder, der behandler netop dette problem.

                      Et muligt scenarie kunne være, at vi lukker os inde i en digital verden, hvor vi kun møder den del af verden, som vi synes om, føler os tryg ved og identificerer os med. En boble eller et ekkokammer, hvor intet nyt når ind til os, fordi vi kun ser vores eget spejlbillede i alt omkring os. Om det er dette scenarie, der har inspireret instruktør Ulrich Peters og scenograf Rifail Ajderpasic til Den jyske Operas turnéopsætning af Verdis uopslidelige Rigoletto, vides ikke, men det er imidlertid forestillingens præmis: Scenografien består af en labyrint af rammer og dørkarme, spejle og matte ruder, der ser ud til at være af mørkt, året marmor eller anløben sølv, og her bevæger operaens karakterer - den kvindeglade hertug, hans hofnar Rigoletto og dennes datter Gilda - sig rundt uden blik for andet end sig selv og deres egen verdensforståelse. Hertugen ser kun sit eget abnorme behov for at forføre kvinder (om hans adfærd skulle være overgreb overvejer han i alt fald aldrig!), Rigoletto ser kun sin egen hævntørst, selv da Gilda bønfalder ham om at tilgive, at hertugen har forført hende, og hun ser kun den idealiserede, ophøjede kærlighed til en mand, der absolut ikke er den værdig, da hun til slut ofrer sit liv for hans. Det er længe siden, undertegnede har oplevet en operaopsætning, der på én gang havde sin helt egen kunstneriske og æstetiske idé, som forløser handlingen troværdigt, og som peger direkte ud mod publikum og ind i vores tid. Det er blændende!

                      Desværre har selve forløsningen af den kunstneriske idé nogle skavanker, og det er ikke kun rammerne på scenen, der har irrede pletter. Koret såvel som David Kempster i titelrollen virker iblandt desorienterede og ikke helt til stede på scenen, Johannes Mannov lever slet, slet ikke op til høje musikalske standard, man kender ham for, og de mange små partier er middelmådigt besat. Det kan være børnesygdomme, der hurtigt går over, for denne forestilling i Kolding er kun den anden på turnéen, det er den første aften efter efterårsferien, første aften for andetholdet af sangere, og udenfor truer efterårets almindelige sygdomme og forkølelser de sarte struber. Problemer med tekstanlægget er der også, og helt galt går det lige inden hertugens entré med den ulidelige popslager ”La donna è mobile” i tredje akt; der er pludselig huller i replikskiftet, og kun orkesteret sætter ind med den bekendte optakt til arien. Iurie Ciobanu, der synger hertugen, glemmer at komme på scenen. En scenearbejder må ind for at fortælle, at de ikke kan finde ham, men hun er kvik nok, da Ciobanu straks efter kommer ind, til at levere en kommentar om, ”hvad mon han lavede” der ude bag scenen… Man tilgiver ham forglemmelsen, bl.a. fordi han har en flot og frejdig italienertenor, der smælder ud i salen, men hvad kunne bedre illustrere instruktørens idé om, at karaktererne bevæger sig rundt i hver sit ekkokammer? Måske er forglemmelsen en del af iscenesættelsen? Man ønsker det næsten.

                      Der er altså skønhedsfejl i opsætningen, men de irriterer nærmest kun, fordi der samtidig synges helt vidunderligt, og de opleves som des mere forstyrrende. Kempster virker måske nok som en, der ikke er fortrolig med scenegangen, men han synger varmt og smukt, som den ulykkelige nar. Ciobanus hertug er virkelig smægtende, Alexander Anisimovs Sparafucile er skræmmende i sin dybde og ro, og Dorothea Spilger, der smukt sang hovedpartiet i Weinbergs Passageren i Musikhuset i Aarhus for to år siden, er en sensuel og dog følsom Maddalena. Man tror virkelig, at hun har følelser for hertugen, og hun føler sig ikke krænket af hans tilnærmelser (…). Den mest strålende stjerne er dog Susanna Andersson som Gilda; hendes klare, tindrende, ja, perlende sopran forlener klostereleven med en uskyld, der er helt uden bare antydningen af pletter. Selvom det er en kliché, lyder hun, som man forestiller sig en engel må lyde, og hendes sceniske indlevelse er stor og gribende. I orkestergraven (for sådan en er der i Kolding Teaters ret tørre akustik) sidder Sønderjyllands Symfoniorkester under ledelse af Den jyske Operas nye musikchef, Christopher Liechtenstein. I mikroskopiske øjeblikke er der problemer med at følge sangerne - eller måske er det omvendt, fordi sangerne som sagt tilsyneladende ikke har fundet ind i scenegangen endnu - men i passagerne, hvor orkesteret spiller alene, pisker Liechtenstein orkesteret fremad, han markerer tempo og vildskab for at vise, at den unge musikchef (han er kun 33) virkelig har noget på hjerte, og at han vil noget med musikken. Han lever ikke i noget ekkokammer, og det bliver meget spændende at følge ham i fremtiden - uden for de sociale medier.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar