Brechts Mutter Courage på Det kongelige Teater d. 14. oktober 2020
Bertolt
Brecht skrev Mutter Courage og hendes børn under sin flugt fra
Nazityskland til først Danmark siden Sverige som et antikrigsdrama, og som
dansker kan man med samarbejdspolitikken in mente kun blive berørt af dette
drama om aldrig at profitere på krig, men altid gå til modstand mod krig.
Dilemmaet melder sig imidlertid straks, for hvordan kan man bekæmpe det onde
som nazisterne uden selv at gribe til våben og gå i krig? Hvis man blot lader
sig myrde af det onde uden håb om at overleve, hvad er så vundet?
Forfatteren Brecht er
idealist, og han lader mutter Courage miste alle sine børn, fordi hun er
uopmærksom og fokuserer på profit. Men hun er realist; hun vil overleve
krigen, leve i en verden uden krig, og for at overleve må man have penge, så
hun trækker sin vogn gennem et Europa hærget af Trediveårskrigen for at sælge,
hvad nu sælges kan, til soldaterne. I den aktuelle opsætning på Det kongelige
Teater iscenesat af Sigrid Strøm Reibo er soldaterne, som mutter Courage og
hendes børn møder på vejen, og som annoncerer de enkelte scener, klædt i
skiftende tiders soldateruniformer, så krigen ikke kun er Trediveårskrigen, men
alle krige: korsriddere, soldater fra Den amerikanske Uafhængighedskrig, fra
Napoleonskrigene, fra Første og Anden Verdenskrig samt Koreakrigen og de nylige
krige i Afghanistan. Mutter Courage og hendes børn er selv gennem kostumer og
den vogn, der også transporterer forestillingens fire musikere, fremstillet som
(næsten) tidløs underklasse. Det understreger blot tydeligere det
indledningsvis stillede spørgsmål: Hvorfor skal man gå til modstand og kæmpe med
risiko for at miste livet, når man dermed mister chancen for et bedre liv? Det
strider i alt fald imod Darwins teori om, at den stærkeste overlever; det
strider mod menneskets natur ikke at ville leve videre.
Mutter Courage er styret
af sit overlevelsesinstinkt, fordi hun ikke har råd til at have idealer. Hendes
børn har idealer: Sønnen Eilif er (over)modig, sønnen Schweizerost er for
ærlig, og den stumme datter Kattrin har for stort et mål af medfølelse; hun
mister livet, da hun advarer befolkningen i en by om den fremstormende hær ved
selv at slå alarm på en tromme. Mutter Courage ved det, hun bebrejder dem deres
idealer, og hun gør, hvad hun kan, for at beskytte dem, så de kan se frem til
tiden efter krigen, men det lykkes ikke, fordi hver af dem handler umiddelbart
og impulsivt i hendes fravær. Parallellen til den danske regerings samarbejde
med den tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig er slående, for samlingsregeringen
ville - som mutter Courage - beskytte sine børn, danskerne, mod at kaste sig ud
i en ungdommeligt overmodig, men håbløs kamp mod tyskerne. Der er bare det aber
dabei, at troen på idealerne og modstandskampen ikke er så enkel, som Brecht
stiller det op; kan man ikke vinde noget ved offerdøden - som Kattrin, der
redder en stor mængde menneskers liv - hvad skulle idealet om (passiv) modstand
så gøre godt for? At livet skal være livet værd, før det giver mening at ofre
livet, indebærer også en kamp for at overleve, og det er ikke uden beundring,
at man til slut ser mutter Courage trække sin vogn ensomt afsted - uden sine
børn. Slet ikke, når det er Karen-Lise Mynster, der - som her - gestalter
mutter Courage med en djærv ro, munterhed og vilje; hun er skrap, men kærlig,
bidsk, men munter, og hun hviler i så overbevisende i sin rolle, så man aldrig
undervejs oplever, at hun spiller skuespil.
Der er mere kraft og
scenisk nærvær i de øvrige bærende roller, ikke mindst Fanny Louise Bernth, der
aldrig kompenserer for at skulle agere den stumme Kattrin, hun er kun mere
desperat i mimik og gestik. Hun er gribende, ligesom hendes offer er gribende.
Sigurd Holmen le Dous spiller hjerteskærende tappert som Schweizerost, da han
har gemt regimentets pengekasse for fjenden, og Jens Jørn Spottag har
efterhånden i alle roller en alfaderlighed, som det lykkes ham at forlene selv
den usympatiske kok med. Anders Hove spiller den feje feltpræst med en
desperation og frygt så troværdig, at man faktisk føler for ham og under sig
over, at han ikke oftere optræder på landets scener. Dramaet står i kraft af
skuespillernes præstation så klart, som det nu er muligt, og publikum
efterlades med en dobbelthed og et spørgsmål om, hvad der er det rette at gøre:
Det er paradoksalt nok den
i verden evige krig, der gør Mutter Courage evigt aktuel, det er ikke idealerne
om modstand, for hvis ikke idealerne om fred og frihed er værd at overleve for,
hvorfor så kæmpe for at overleve? Mutter Courage deler sine børns idealer, det
er vejen derhen, der adskiller dem, og hvilken, der er den rigtige, kan ingen
sige. Man kan kun slå fast, at den stærkeste overlever. Det er nok kynisk, men
krig er kynisk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar