Verdis Simon Boccanegra i Operaen er værd at lytte til. D. 7. november 2020
Det
kan undre, at Verdi, der nærede en livslang kærlighed til Shakespeare og drømte
om at sætte King Lear i toner, aldrig greb tilbage til de græske
tragedier for at finde inspiration til handlingen i sine operaer. Dét kan
ærgre, ligesom det kan ærgre, at operaen King Lear ikke var en drøm, der
gik i opfyldelse, når man tænker på, hvor forvrøvlede og unødigt indviklede
nogle af de dramaer, Verdi rent faktisk satte i musik, er. Det gælder f.eks.
den spanske dramatiker Garcia-Gutiérrez, hvis Trubaduren dannede forlæg
for Verdis opera fra 1853, hvor alle karakterer konsekvent går rundt med
skyklapper på, så de ikke ser, hvilket barn de nu kaster på bålet, eller hvem
de nu erklærer deres kærlighed til i mørket på en balkon. Det er så langt fra
de græske tragediedigteres evne til at stille skarpt på én handling i dét
øjeblik, hvor skæbnen indhenter karaktererne og river dem med i én brusende
stormflod, så publikum sidder overrumplede og grebne, at det er til at tude af
ærgrelse over.
Men Verdi var ikke et
brændt barn, der skyede ilden (the pun is intended…), så efter Trubaduren
gav han sig i kast med endnu en libretto baseret på Carcia-Gutiérrez: Simon
Boccanegra. Måske det skyldtes, at Trubaduren var en succes (hvilket
nok igen skyldtes, at denne opera er en lang slagerparade), men Simon
Boccanegra blev ingen succes i 1857, hvorfor Verdi reviderede operaen i
1881. Det er denne reviderede version, der nu er sat op på Operaen på Holmen,
men selve handlingen er og bliver tåbelig, hvis man ellers kan tale om en handling,
for det er egentlig problemet; operaen er historie-løs. Alle handlinger foregår
uden for scenen, og alt for mange unødige karakterer, og alt for mange
unødvendige forviklinger med bortførelser, forvekslede identiteter og politiske
intriger gør det svært at engagere sig i de enkelte skæbner. Her er materiale
til en sæbeopera i 217 afsnit eller en roman af samme længde som Hugos De
elendige, og alle forsøg på at beskære det og forkorte det til en opera på
2½ time må mislykkes. Dramaet bliver aldrig nærværende, og man kommer aldrig
til at føle for karaktererne i denne romantiske overflod af idéer og klichéer.
Bedre bliver det ikke, når
instruktøren David Hermann (her pr. stedfortræder, Ludivine Francoise Petit)
føjer endnu flere løse og overflødige hittepåsomheder til: Hvorfor fremstilles
prologen som Boccanegras drøm om en tid, hvor alle er klædt som i spansk barok (og
hvorfor ikke i italienske renæssance, når handlingen nu trods alt - oprindeligt
- foregår i 1300-tallet)? Hvorfor vælter solister og kor pludselig ind i
kjortel eller toga som på Jesu tid? Ja, besvares, Hermann vil gerne have de
medvirkende placeret i et tableau over Leonard da Vincis ”Den sidste nadver”,
så det mejsles ud i sten for publikum, at Boccanegra er offer og en misforstået
Guds søn, der kun vil tilgivelse og forsoning, men hvordan kommer dette spring i
tid og sted ind i handlingen, der her ellers ser ud til at udspille sig i 1970’ernes
terrorplagede Italien? Det bidrager kun til oplevelsen af, at der mangler ét
plot, én historie, og selvom Hermanns iscenesættelse egentlig er lydefri,
naturalistisk og strømlinet, så bliver det ikke en politisk thriller, bare
fordi der viftes ivrigt med pistoler i alle scener. Alt er ydre gestik og mimik
eller bundet op på rekvisitter og drejescenografien, det bliver aldrig klart, hvad
der motiverer disse spring i tid og denne historieløshed.
Heldigvis kan man jo lukke
øjnene og åbne ørerne for de nye veje, Verdi med denne opera søger i sin musik.
Er handlingen lige så futil og fuld af klichéer som Trubaduren, så er
musikken her langt mere grænsesøgende, alsidig og nyskabende end en parade af
Giro413-hits. Verdi er på vej mod de sene mesterværker - Don Carlos, Otello,
Falstaff - og hele tiden skifter partituret farve og stemning. Prologen
er mest vellykket; den er en hel opera i sig selv, som John Christiansen
skriver i programnoterne, og så må man se bort fra, at de små 25 minutter vist
nok foregår hele tre forskellige steder (sic!). Det er primært de mange tyste
passager, hvis fint orkestrerede lag skinner igennem, for nok er dirigenten
Paolo Carignani ivrig og energisk, men det lykkes ham ikke at løfte Det
kongelige Kapel op og forløse partiturets temperament og nerve. På et tidspunkt
spiller trompeterne med sordin, og denne passage må Bernard Hermann have lånt
til Hitchcocks Vertigo, men det bliver aldrig isnende eller svimlende
som hos Hermann selv, og de drøn, partituret også indeholder, udebliver.
Til gengæld er sangerne en
drøm. Gisela Stilles sopran dirrer stolt og stejlt (selvom undertegnede altså
ikke bryder sig om hendes eddikeskarpe klang), og Gert Henning-Jensen lader til
at have passeret sin stemmes zenit, men resten er funklende stjerner: Stærkest
brænder Gianluca Buratto som ærkefjenden, svigerfaren og morfaren (sic!)
Fiesco, og Jens Søndergaards mørke, modne fylde og sødme er så indsmigrende og
velgørende, at han må kunne få enhver til at tage gift! Den bulgarske
basbaryton Kiril Manolov forlener titelpartiet med lige dele styrke og svaghed;
han er det tætteste forestillingen kommer på at være gribende, men David
Hermann taber det hele på gulvet, fordi han forsimpler hele Boccanegras
karakter til at handle om længslen efter Fiescos datter, Maria, som går igen i
prologen og til slut henter Boccanegra. De nævnte herrer kan bære et større
drama end noget så banalt, så skulle operaen have noget potentiale, forløses
det ikke her. Simon Boccanegra kræver en instruktør, der har noget på
hjerte, en, der vil fortælle den historie, librettoen ikke har, og det sker
ikke her. Skuffende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar