Divamonolog

 Fuldtonet triumf! Sine Bundgaard i La voix humaine, Takkelloftet d. 14. november 2020

 

Jean-Paul Sartre fremmalede billedet af livets absurditet som oplevelsen af at se et menneske stå og telefonere i en telefonboks. Man ser det for sig: Læbernes underligt forvredne bevægelse, ansigtets mimik og håndens gestikuleren er ikke blot meningsløse, men groteske og, ja, latterlige for den udenforstående. I dag, hvor telefonboksene er forsvundet, genkender vi oplevelsen, når en person kommer imod en på gaden, mens han eller hun taler uden nogen synlig adressat, fordi mikrofonen er gemt i kraven eller opslaget på jakken. Men ordene giver dog mening, og det absurde ved telefonen, disse tyndere og tyndere skærme, i dag er, at den hele tiden stjæler vores fokus. Vi er afhængige af den, vi slipper den ikke, vi venter kun på den næste tone fra den.

                      Telefonen og det nærvær såvel som den distance, den skaber, er også udgangspunktet i Francis Poulencs La voix humaine: En kvinde taler i telefon med sin elsker. Hun er irriteret over gentagne afbrydelser og forstyrrelser på linjen, hun er nervøs og - fornemmer man snart - psykisk ustabil. Hun har allerede en gang forsøgt selvmord, fordi han har fundet en anden. Man er vidne til et menneskeligt sammenbrud, og i hænderne på instruktøren Kamilla Warko Brekling bliver det gribende drama: Hun vil mere end blot at være med på en lytter, og selvom sopranen Sine Bundgaard først har sat sig til rette (med mundbind) blandt publikum og farer op for at svare, da hendes telefon ringer, så ved man ikke - først - om det er virkelighed eller fiktion. Men hun, Elle, fortsætter; også da røret er lagt på i den anden ende, er hun tæt på ham og dog adskilt fra ham. Gennem resten af forestillingen ringer telefonen kun i den ledsagende klaverstemme, telefonen selv ringer ikke, og således bliver operaen snarere en indre monolog end en dialog, og det er ikke absurd, det er hjerteskærende: Hun er som Sisyfos dømt til at udholde den samme kamp med klippeblokken, når hun for øjnene af publikum i hukommelsen gennemlever den sidste samtale med den elskede igen og igen og …

                      Operaen udspiller sig i Takkelloftets foyer med de store vinduer og novembermørket som baggrund. Det understreger det umiddelbare og impulsive i opsætningen, at det er passionen, der driver kvinden, så hun står helt nøgen i al sin sårbarhed foran publikum. På samme tid er alt nøje instrueret, men subtilt, så man knapt aner det, og dog gyser man undervejs: Lyset kommer mod endevæggen fra to vinkler, så hun kaster to skygger som et udtryk for hendes indre splittelse, og da hun glider ned på gulvet, bliver skyggerne til vinger bag hendes ryg. Stregtegninger af den elskedes profil klæbes op på ruderne, taskens indhold spredes over gulvet, og de breve, han vil have tilbage, foldes ud og læses eller rives i stykker. Én konvolut indeholder symbolsk visne blade, der drysser ud, så ”Les feuilles mortes” kommer til at klinge for det indre øre som ekstranummer, da sang og klaver forstummer.

                      Sine Bundgaard blomstrer imidlertid som aldrig før. Hendes sopran og hendes sceniske nærvær folder sig ud i store, røde, frodige farver for øjnene af publikum. Hun er så tæt på, at man kan læse desperationen i hendes øjne og høre længslen i hendes hvisken, men hun kan også løfte stemmen; den rejser sig i trods, der veksler til frygt for senere kun at være et rigt, tindrende og ømt ”je t’aime”. Det er en bekendelsesopera, publikum er vidne til, og selvom hun til sidst tager sig sammen, atter tager sko og jakke (og mundbind…) på for at tage plads blandt publikum, så er man rystet og rørt til tårer. Måske man ufrivilligt har været voyeur til hendes sammenbrud, men det er medfølelse, ikke simpel nyfigenhed, der fastholder en yderst på stolen - for hvornår mon telefonen igen ringer og river hende ud af hendes tilsyneladende balance? Den tanke er uhyggelig at gå ud i novembermørket med.