Mozarts Così fan tutte decimeret. Premiere på Den fynske Opera d. 22. maj 2026
Efter en mindeværdig sæson
2024-205, der bl.a. bød på ny opera af Niels Marthinsen og danmarkspremiere på
glemt bel canto-opera af Vaccai, har der i denne sæson været stille på Den
fynske Opera. Der har været nogle gæstespil og cafékoncerter, men ingen hel
opera før premieren på Mozarts Così fan tutte. Forventningerne er derfor
store (også fordi det er undertegnedes yndlingsopera), og Peter Schultz’
scenografi, der byder publikum velkommen, er smuk: Et sort spejl som gulv og en
karesansui, altså en japansk stenhave med tre store agaver og sand fejet
i et organisk mønster, der skal indgyde ro og balance. Umiddelbart skal
scenografien nok fungere som modvægt til operaens stormfulde kærlighedsintrige,
men den idé skydes snart ned.
Selvom
forestillingen er den eneste egenproduktion denne sæson, virker det hurtigt,
som om operachef og instruktør Eva-Maria Melby har fortrudt valget. En aften i
Den fynske Opera skal åbenbart være overstået på godt to timer, og Mozarts
mesterværk på godt tre timer er voldsomt forkortet. Orkesteret er skrumpet til en
strygekvartet med klarinet og klaver, og kammerorkester har vist sig tidligere
at fungere glimrende, men første akt er – groft sagt – uden recitativer, og
anden akt er – groft sagt – uden arier. Ouverturen er strøget til fordel for en
flere minutter lang scene i absolut stilhed, hvor don Alfonso river sandet i
sin have, og man skal kende handlingen godt for på nogen måde at kunne finde
rundt i intrigen. Mere end nogensinde er det her et mysterium, hvorfor don
Alfonso har så kynisk et syn på kvinder – medmindre det da skyldes, at Guglielmo
og Ferrando har spoleret mønsteret i hans have ved at fjolle rundt i den som
børn i en sandkasse. Den indledende scene mellem de tre er så kort, at der kun
er plads til, at de indgår et væddemål om at prøve kæresternes troskab, og da
de to søstre præsenteres for nyheden om, at deres kærester skal i krig, slår de
det hen og tror tilsyneladende ikke på det. Resten af operaen er de imidlertid
hoppet på limpinden, så hvad foregår der?
I programmet kan man
læse, at Schultz har fået den idé, at karaktererne gradvist afklæder sig
pudderparykker, krinoliner og knæbukser for til slut at stå som moderne, genkendelige
mennesker, men den idé er både utilstrækkelig og en forsimpling af da Pontes
geniale libretto. På grund af den brutale forkortelse af operaen er det
desværre, hvad man får, for karaktertegningen er sparsom og lemfældig. Som sagt
gives der end ikke et bud på, hvorfor Alfonso skulle ville frarøve sine unge
venner deres idealer, og det er lige så uklart, hvorfor de unge mænd skændes
med Alfonso, for han er ikke på scenen under deres forsvar for kæresternes
dyder (han er ude at hente mere sand…). Da de unge mænd i forklædning,
undskyld, afklædning, forsøger at gøre indtryk på samme kærester ved at drikke
Roundup (!), springer Despina nok ind i forklædning som læge, men uden at synge
et ord, er hun atter væk, og giften er helt og aldeles glemt – hos alle. Hvis
Melby har haft en tanke om, at alle i operaen har gennemskuet forklædninger og
skuespil, så er denne tanke indforstået formidlet, og publikum er overladt til
egne gætterier på, hvad disse besynderlige optrin skal betyde. Manglerne i
instruktionen understreges kun af adskillige huller, hvor handling eller musik
sættes i stå, f.eks. for at Dorabella kan slås med en haveslange, som Despina
så kan slås med for at få sin rengøringsvogn frem over scenen. I begyndelsen af
anden akt er endnu et alt for langt optrin i sandkassen, her tegner Dorabella
streger i sandet og går på line (spørg mig ikke hvorfor), og tavsheden mellem
hende og Guglielmo, da han skal forsøge at forføre hende, er ligeledes ladet
med kedsomhed. Er der tale om et forsøg på at vække latter, falder dette forsøg
til jorden med et dumpt drøn. Skulle man være uden kendskab til operaen og have
interesse i at vide mere om karaktererne, er de beskrevet i programmet – men så
skal man måske bede publikum læse programmet inden forestillingen…
De seks musikere bag
Alfonsos have spiller Magnus Plejdrups arrangement af den lemlæstede opera i et
ikke just engageret tempo under Plejdrups egen ledelse. Emilie Haaning synger
Fiordiligi og fratages brutalt den store arie ”Per pietà, ben mio perdona” i
anden akt. Recitativet er der, ikke mere; hun slutter – meget sigende for
forestillingen som helhed – brat og uforløst på en høj tone. Frida Lund-Larsen,
der bl.a. har sunget Olga i Eugen Onegin på Det kgl. Teater, gør med sin
fyldige, varme klang et forgæves forsøg på at fylde partiet som Dorabella ud,
men instruktionen lader hende i stikken. Teit Kanstrup er operahistoriens mest
anonyme don Alfonso, mens Océane Paredes’ smukke stemme ikke let negligeres,
selvom partiet som Despina gør. Asmus Hanke Frederiksen forlener Guglielmo med
en mørk baryton, og Gustav Wenzel Most er udfordret i partiet som Ferrando.
Elsebeth Hede Jensens forsøg på rokokokostumer er uklædelige og dilettantiske.
Forestillingen slutter
så pludseligt og uforløst, som den begynder: Don Alfonsos morale er flyttet, så
alle – som det sidste – kan istemme: ”Sådan gør alle/Così fan tutte”. Den
afsluttende sekstet er væk, d.v.s. den gives som en slags ”ekstranummer” under
fremkaldelserne – måske for at overdøve rystelserne af Mozart, der må rotere i
sin ukendte grav over denne forhånelse af hans værk. Man efterlades med det
indtryk, at ingen er videre engageret i operaen, og der er således ikke meget zen
over denne opsætning. Den er en ørkenvandring – i en sandkasse.
