Fra asken og i ilden

 Rossinis Askepot som vidunderligt herheimsk teater! Premiere d. 11. september 2022

Det er svært at komme til Operaen både med offentlig transport og i egen bil - og for tiden er det endnu sværere p.g.a. anlægs- og vejarbejde, så publikum bliver forsinket, og klokken er noget over tre, inden premieren på Rossinis Askepot kan begynde. Men på scenen ser man heller ikke ud til at være helt klar; den er tom - helt tom - og en enlig rengøringsdame triller ind med sin vogn, og man tror måske et øjeblik, at sæsonstarten er kommet bag på Det kgl. Teater, eller at festforestillingen på Gamle Scene i anledning af Dronningens regeringsjubilæum aftenen før har tappet Det kgl. Kapel for al energi. Der er ikke ”slag på stang”, og dirigenten klappes ikke ind - men instruktøren er norske Stefan Herheim, så…

                      Klask! En bog falder ned fra sceneloftet, og først da begynder ouverturen. Rengøringsdamen er nysgerrig nok til at åbne bogen og begynde at læse eventyret om Askepot, mens Rossini i egen velærværdige og veldædige person sænkes ned på sin sky. Han vælger rengøringsdamen som sin heltinde, og da hun er modvillig, må han svinge sin skrivefjer over hende, så hun lystrer, og han sender hende gennem den kamin, der nu er dukket op bag den nedsænkede sky, så hun kan skifte kostume. Det er et ofte set kneb af Herheim (her pr. stedfortræder Steven Anthony Whiting), at give komponisten til operaen en rolle på scenen eller at tage publikum med ind bag kulissen, ind i teatermaskinen; det var tilfældet i opsætningerne af Lulu, Siciliansk Vesper og Hoffmanns eventyr i Operaen på Holmen og i den forrygende opsætning af Händels Xerxes på Komische Oper i Berlin, og det er altså også tilfældet her. Pointen er, at en opera først findes, når den bliver til for øjnene af os. Den skal løftes fra partituret for at blive teater eller musik i fysisk form. Upåagtet hvad kritiske røster måtte mene om nutidens operaopsætninger (og selvfølgelig findes der dårlige opsætninger), så er det altid  komponistens værk, der opføres hos Herheim, og det gælder også her: Det er Rossini selv - med englevinger - der trækker i snorene, skriver partituret (i hæsblæsende fart under uvejret i anden akt) og dirigerer med sangerne - i alt fald indtil Rossini lægger englevingerne og viser sig at være don Magnifico, og indtil det bliver en festlig gimmick i de store ensemblescener, hvor alt alligevel er kaos, og ingen forstår, hvad der foregår, at den, der svinger skrivefjeren, er den, der står i centrum - eller bidrager til forvirringen.

                      Rossinis Askepot adskiller sig imidlertid fra den version af eventyret, som de fleste kender - måske gennem Disney - fra Charles Perraults Les Contes de ma mère l’Oye, og det opdager Rossini allerede under ouverturen, for den medbragte sko passer ikke rengøringsdamen. Det åbner ikke bare vejen for Rossinis version af historien, hvor stedmoren er en stedfar, hvor skoen er et armbånd, og hvor der ingen god fe er, men derimod en vis lærer for prinsen, der allerede har udset sig Angelina/Askepot som en værdig brud, fordi hun har et hjerte af guld; det åbner også en gigantisk ladeport ind til Stefan Herheims anseelige lager af vidunderlige hittepåsomheder. Den lille kamin i den indledende scene duplikeres og forstørres og bliver arnestedet (min læser må undskylde, men ordspillet er for oplagt til ikke at bruge) for hele kulissen udtænkt af Herheim og Daniel Unger: På den ene side kaminrammer med ornamenter af lueforgyldt bronze, på den anden side simple træskelletter og trapper, men de drejes og vendes på scenen så virtuost som sangerne synger partiturets halsbrækkende koloraturer, og de er alene hele rejsen ud til Operaen værd! Da resten af sangerne kommer ud gennem kaminen, efter at rengøringsdamen er forvandlet til Askepot, er man vitterligt kommet fra asken og i ilden. I kulisserne og i Esther Bialas’ kostumer er den overflod af fest og farver, som alle publikummer (der er smålige nok til at lade sig provokere af et jakkesæt på en scene) har våde drømme om!.

                      Læg dertil, at sangerholdet er fremragende, og ikke mindst spindesiden imponerer: Clara Cecilie Thomsen som Clorinda og Kari Dahl Nielsen som Tisbe formår at spille skuespil med samme overskud, hvormed de løfter deres skønne røst op over kor og orkester, og i titelpartiet er Josy Santos virkelig et fund og ikke en hvilken som helst rengøringshjælp. Hendes stemme har gyldent glødende dybde med tindrende høje diamantgnister, og hendes teknik er upåklagelig. Tomi Punkeri er en potent og smukt klingende Dandini, og Matteo Macchioni har nok en sprød og ganske let nasal bel canto-tenor, men den er knivskarp og knækker aldrig. Tae Jeong Hwangs Alidoro er varm og velklingende, og Miklós Sebestyén forlener Rossini/don Magnifico med lige dele værdighed og teknisk bravur; hans koloraturer er sprudlende og rammer lige så sikkert som fjerpennen nogle gange går i gulvet. Allerbedst er måske alligevel herrerne fra Det kgl. Operakor. De er bogstaveligt talt flyvende som bevingede Rossini-eroter, og de har en fest med sig selv - OG med publikum. Det musikalske festfyrværkeri skyldes i høj grad også, at korsyngemester Steven Moore leder både sangere og Det kgl. Kapel med så stort overblik, at han selv har overskud til at tage del i løjerne på scenen. Præcist hvordan skal man selv have lov til at opleve. Kapellet spiller - selvfølgelig - elegant og virtuost; de skønhedsfejl, der måtte være, skyldes kun premierenerver, og efter endnu en gennemspilning eller to, er alt faldet i hak.

                      Visse anmeldere vil måske mene, at metateatrets brud med den fjerde væg tager over, og rynke på næsen over idérigdommen og farcetrækkene, som da alle sangerne i slutningen af første akt ender som hovedret (sic!), men Herheim er alt for skarptskuende en teatermagiker og alt for dygtig en personinstruktør til at overgøre nogen af delene. De teatralske virkemidler er overrumplende morsomme, og han har blik for, at Askepot/ rengøringsdamen ikke er så engleblid, som hendes navn indikerer - hun tør svare søstrene igen - og at den store tilgivelse i finalen ikke er nogen nem kamel at sluge. Han er musikalsk nok til at lade partiturets rytmer forplante sig til gestik og mimik, men der gives også plads til, at koloraturerne kan udfolde sig og ikke bare skal overstås. Det er skønsang, og samtidig er hans blik stift rettet mod, at dette er et eventyr, og at alt kan ske i et eventyr. En rengøringsvogn kan lige så snildt forvandles til en karet, som en rengøringsdame kan gøres til prinsesse! Ikke alle ler måske lige så højt og hjerteligt som en kvinde et par rækker bag undertegnede denne eftermiddag, men man smiler hele tiden, og når latteren ofte runger, er den overvældende, ægte og kommer lige fra hjertet.

                      Det er ikke en opsætning båret af dybe tanker eller ideologier - som Herheims forfriskende feministiske iscenesættelse af Strauß’ Salome var det for år tilbage. Det er en let og elegant komedie, der med et tilsvarende let og elegant coup de théâtre til sidst forsvinder for øjnene af os og lader rengøringsdamen stå alene tilbage med sin vogn og sin moppe. Eventyret forbliver et eventyr, det forbliver teater. Moralen må være: Gå i operaen - dér bliver drømme til virkelighed. Med denne opsætning gør de i alt fald, og så må man ændre på forholdene for rengøringspersonalet ude i samfundet; det kan man trods alt ikke kræve af Rossini.