Af en anden verden

 Catriona Morison og Malcolm Matineau i Glassalen. D. 21. august 2022

 

Det er Hundens Dag i Tivoli. Der er firbenede bedstevenner i snor og agility foran Glassalen; solen skinner, det er varmt - uden at være en meteorologisk sommerdag - og folk er glade. Der går en sky for solen, da klokken nærmer sig fem, og koncerten skal til at begynde, men det er kun behageligt efter de seneste dages hedebølge. Det er endnu sommer i Danmark.

                      Inde i salen bliver der imidlertid helt mørkt. Kuplen lukkes til, og portierer trækkes for og dækker dørene ud til haven. Måske det skyldes, at sommerens festivaler i det danske sommerland (for undertegnedes vedkommende på Fyn; Hindsgavl og Lundsgaard) endnu står klart i erindringen, men det virker mærkeligt, at salen skal være så mørk. Selv scenen henligger dunkel, og der er pærer nok over den til at illudere stjernebestrøet nattehimmel. Lamperne på bagvæggen lyser intet op, de er spild af energi midt i en krisetid, og mere naturligt lys havde gjort alle godt. Men det er samtidig sit helt eget rum, sin helt egen verden.

                      Koncerten var oprindeligt med tysk-egyptiske Fatma Said, men hun måtte melde afbud for at pleje sin stemme. Hende havde jeg ellers set frem til at høre efter hendes udgivelse El Nour sidste år. Pianisten, Malcolm Martineau, er den samme, og han, fortæller P2’s altid veloplagte, velformulerede og velbegavede Rie Koch, har foreslået en landsmand, den skotske sangerinde Catriona Morison, som erstatning. Han har arbejdet sammen med hende tidligere, han har indspillet med hende, og det er da i sig selv en anbefaling. Hende kendte jeg ikke, så da det blev annonceret få dage før koncerten, at Morison erstattede Said, googlede jeg hende: Hun har vundet BBC’s Cardiff Singer of the World-konkurrence i 2017, hun har medvirket som solist til Proms-koncerterne, og på YouTube ligger en koncertoptagelse fra Wigmore Hall i London, som jeg lyttede til. Den lovede godt, og den kan varmt anbefales - også fordi hun her synger Elgars vidunderlige Sea Pictures, der er skammeligt oversete herhjemme (hvad landets koncertchefer bør huske, når de - igen - overvejer at sætte Strauß’ Vier letzte Lieder på programmet).

                      Programmet denne eftermiddag viser sig at indeholde nogle af de samme sange som nævnte Wigmore-koncert, nemlig fire sange af Brahms. Denne eftermiddag er der yderligere to sange af Brahms og hans opus 91c, hvortil også Marie Louise Broholt Jensen fra Nightingale String Quartet akkompagnerer på bratsch. Det er en behagelig og blød begyndelse; Morisons diktion er ufejlbarlig, og hendes fløjlsbløde, gyldne sopran fremhæver Brahms’ romantiske, lidt sentimentale tonesprog forbilledligt. Hun kan betone ”weine” og ”bleich” i ”Immer leiser wird mein Schlummer” med en lidende klage, der knivskarpt balancerer på grænsen til at lyde falsk, så sangens univers åbner sig, selvom man ikke har teksten at følge med i.

                      Dernæst følger flere romantiske lieder (omend mindre sentimentale end Brahms’) og af to kvindelige komponister: Josephine Lang (1815-1880) måtte - selvom hun var datter af en violinist og en operasanger - kæmpe for sit ønske om at blive komponist; hun har skrevet ca. 150 lieder, hvoraf Morison synger fire denne eftermiddag: ”Scheideblick”, ”Ob ich manchmal dein gedenke”, ”Die Schwalben” og ”Mignons klage”. Pauline Viardot (1821-1910) var ud over komponist en strålende mezzosopran, pianist og pædagog, og af hende får vi ”In der frühe”, ”Nixe Binsefuß” og ”Der Gärtner”. Her har Morison større mulighed for at vise sit talent end hos Brahms: hendes diktion brillerer endnu tydeligere i de strofiske, episke sange ”Svalerne”, ”Nixe Binsefuß” (en vandånd) og ”Gartneren”; hun bevæger sig frit og egalt fra det dybe til det høje leje, og hendes evne til med stor styrke at synge svagt såvel som kraftigt er formidabel og høster jublende tilråb på stribe! Hendes klang har ikke det dragende mørke som store, afdøde sangere som Kathleen Ferrier eller Christa Ludwig, og alligevel forener den sig med den dunkle belysning i Glassalen. Den er tindrende klar, og samtidig glimter den gyldent som corsagen på den lange kjole, hun er iført. Det er magisk, og næsten for godt til at være sandt.

                      Rie Koch bemærker også disse klange af en anden verden, og da hun introducerer programmets sidste del, Mahlers Rückert Lieder, minder hun om, at er den end overjordisk skøn (det var Mahlers egen favorit), så vil cyklussens sidste sang, ”Ich bin der Welt abhanden gekommen”, måske være for barsk en overgang til det glade liv ude i solskinnet i haven, så hvis vi nu klapper ekstra meget, så kommer der nok et ekstranummer! Det gør der, og er man rørt til tårer af den inderlighed, det smægtende, mægtige foredrag, hvormed Morison forlener sangene til Rückerts digte, så smelter man helt og aldeles, og tårerne får frit løb til Robert Burns’ ”Ye Banks and Braes” - men hvis ikke en landsmand skulle kunne synge Burns, hvem så? Enkelheden, men inderligheden i folkemelodien på en gang fastholder og frigør en fra den anden, magiske, underfulde verden, man denne eftermiddag har været hensat i. Udenfor skinner solen stadig, og man misser med øjnene mod solen; folk er stadig glade, det er stadig Hundens Dag, men man er forandret - og lykkelig. Lad endelig Catriona Morison gæste landet igen snarest!