Andrew Lloyd Webbers Sunset Boulevard på Den jyske Opera. D. 12. august 2022
Man
kan godt falde i musicalgryden som ung og så senere opdage, at der ikke er
megen næring i den genre. Det har undertegnede erfaret på egen krop, men det skal
ikke forstås negativt eller som en udskamning af genren (som Keith Warner, da
han i sin korte tid som chef for Den kongelige Opera proklamerede, at Elskovsdrikken
aldrig ville komme op under hans ledelse, fordi Donizetti var ”sin tids Andrew
Lloyd Webber”). Musicals er et glimrende sted at begynde som lyttende menneske,
og så kan man gradvis erfare, at øret sjældent udfordres af musicals som af
Mozart, Richard Strauss eller Alban Berg. Det gør bare ikke genren mindreværdig.
Der skal også være plads til dessert og kage - alt det, der glæder uden
nødvendigvis at give energi som havregryn og rugbrød - og der er
virkeligt gode melodier hos såvel Lloyd Webber som Donizetti, og det er virkeligt
dejligt at kunne gå nynnende og syngende fra teatret. Specielt når en musical
serveres af stort symfoniorkester og operakor som på Den jyske Opera, hvor chef
Philipp Kochheim helt fri for fordomme og med stor teaterglæde i sidste sæson
havde operetten Greven af Luxembourg og nu Lloyd Webbers 30 år gamle Sunset
Boulevard på plakaten.
For lad det være sagt
straks: Det er Aarhus Symfoniorkester under Andy Masseys direktion, Den jyske
Operas Kor og Tammi Øst i rollen som den fallerede filmstjerne Norma Desmond,
der er trækplasteret i Musikhuset, og det er til dem, der er fire tindrende og ikke
spor fallerede stjerner. Dertil kommer Philipp Kochheims legesyge, spektakulære
og medrivende iscenesættelse; opsætningen er i samarbejde med scenograferne
Emily Bates og Astrid Lindgreen Hjermind et udstyrsstykke af den slags, der får
en til at måbe begejstret, og heri er der en væsentlig pointe. Kochheim har nemlig
blik for, at musicalen først og fremmest handler om illusionerne i Hollywoods
drømmemaskineri; de endnu lysegrønne forhåbninger om en stor karriere i rampelyset,
de skuffede illusioner og selvillusionerne, selvbedraget: Den ikke videre
succesfulde manuskriptforfatter Joe Gillis må en aften flygte fra to kreditorer,
som han skylder penge for sin bil, og han ender i et gammelt, lettere
forfaldent hollywoodpalæ på Sunset Boulevard, hvor en af stumfilmsæraens store
stjerner, Norma Desmond, bor alene med sin tjener Max. Norma vil have Joe til
at revidere et manuskript, som hun har skrevet om Salome, og som skal være
hendes ”return” (hun afskyr ordet ”come-back”!) til lærredet. Af pengenød
accepterer Joe og flytter ind i det store, tomme palæ, og undervejs i arbejdet
forelsker Norma sig i ham og bliver mere og mere krævende. Da han selv møder og
forelsker sig i den lidt yngre Betty Schaefer, som også arbejder ved
Paramount-studierne, forlader han Norma efter at have fortalt hende sandheden
om manuskriptet, nemlig at Paramount kun er interesseret i hendes gamle
limousine. I frustration, raseri og sorg skyder Norma Joe.
Nogle kender måske handlingen
fra Billy Wilders film noir med samme titel fra 1950, som musicalen er
baseret på. I musicalen såvel som i filmen er det Joe Gillis selv, der er
fortælleren, og den illusion sætter Kochheim på spidsen i et festfyrværkeri af
idéer og teatereffekter: Langs orkestergraven ligger forestillingen igennem
stakke af manuskripter, og kulissen på hver side udgør Joes lejlighed -
skrivebord i kongesiden, køkken i damesiden. Sætstykket i midten udgør de andre
værelser, der er lejet ud til andre, i lejligheden, og bag dem er så
Paramount-studierne og bag dem igen Normas palæ med paneler sorte som ibenholt,
der skinner som marmor, og en søjle gigantisk som et red wood-træ, der virkelig
vokser ind i himlen. Overgangen mellem kulisserne er flydende, og alle
birollerne - Joes naboer, skuespillere, scenemedarbejdere, assistenter o.s.v. -
er opslugt af at blive en del af den drømmemaskine, Hollywood - og teatret -
er; Joe og Betty mødes ikke på en diner, men i kulissen, hvor alle klæder sig
ud, og Joe vandrer uhindret frem og tilbage mellem de sin skrivemaskine og de
øvrige kulisser. Illusionerne brydes effektivt, når køleskabet viser sig at være
en dør til næste kulisse, og når et sætstykke går op, så den, der gik på badeværelset
i lejligheden pludselig sidder på toilettet midt i filmstudiet, men det er kun
sjovt. (Det sidstnævnte er også en ironisk kommentar til det bornerte publikum,
der ikke vil lade naturalismen strække sig så langt, at karakterer på scenen også
skal på toilettet, for det bryder jo med netop med (publikums) illusioner!) Det
eneste minus ved denne effektive, morsomme og medrivende teaterleg er, at det,
der måske et tænkt som et coup de théâtre, da Norma til slut truer Joe
med sin revolver, og han vandrer tilbage til skrivebordet, mens en statist
erstatter ham og bliver skudt, udebliver. Publikum har fra starten været med
på, at hele forestillingen her er en illusion, at handlingen er det manuskript,
Joe sidder og skriver på, allerede inden ouverturen begynder.
Knebet er set før, men det
giver mening her, så det er ikke en skuffelse, det er bare for oplagt.
Problemet er helten/antihelten Joe Gillis. Tammi Øst forlener Norma Desmond med
større troværdighed, mindre storhedsvanvid og en mindre teatralsk mimik end
Gloria Swanson i Wilders Sunset Boulevard; hun er en kvinde ødelagt af,
siden hun var ganske ung at have været genstand for andres beundrende,
begærende blikke. Hun har store drømme, men ingen selvtillid, hun er givende,
men også krævende, kærlig og dog ret vulgær. Hun har kort sagt aldrig dannet
sig selv, hun er blevet dannet af andre, og en skuespiller som Tammi Øst viser
alt det med bravour - og med en stemme skabt til musicals, for de toner, hun
måske har svært ved at nå, dem kan hun frasere med en skuespillers indlevelse,
og det er faktisk endnu mere givende i musicals. Det er dybt rørende at se
hende vænne sig til rampelyset i ”Everything’s as if we never said goodby.” Katharina
Maria Abt har som Betty Schaefer den samme sans for skuespil og sang; hun er
endnu ung og på vej frem, men han skal nok nå til tinderne, mens Martin Loft
som tjeneren Max (der i virkeligheden er instruktøren Max von Mayerling, der
opdagede Norma, gjorde hende til stjerne og var hendes første ægtemand, og altså
er den, der fortsat afholder hende fra at bryde ud af sine illusioner om hærskarer
af fans og en fortsat karriere) i nogle øjeblikke lyser op og i andre slet ikke
er et med sin rolle endnu. Men mellem disse dalrer Randy Diamond rundt som Joe
Gillis og bliver aldrig en karakter. Han er aldrig nærværende, og der er ingen
forskel på, om han er på flugt, om han (helt umotiveret) er fuld, eller om han
føler ømhed og omsorg for Norma, han dalrer formålsløst rundt mellem de andre. Han
synger flot, så musikalsk fortjener han stort bifald, men er det muligt, at en
mand med hans CV har så ringe evner som skuespiller? Eller har Kochheims
instruktion fejlet fuldstændig? En ting er, at han er for gammel til at spille
en ung, desillusioneret mand, der lader sig friste af det søde liv som gigolo,
noget andet er, at man ikke et sekund tror på forelskelsen mellem ham og Betty.
Deres kærlighed findes kun i partituret og orkesterets forløsning heraf. Måske
tanken er, at publikum skal blive fanget af hans historie og ikke af ham selv
som karakter? Det er bare problematisk, når han spiller en rolle i sin egen
historie, og det er meget generende for oplevelsen af forestillingen som helhed.
Der er imidlertid stadig
noget at tage til Aarhus efter - ud over Tammi Øst og det flotte
teatermaskineri: Aarhus Symfoniorkester og Den jyske Operas Kor. Det er
fantastiske at høre Lloyd Webbers smægtende, storladne melodier udsat for andet
end synthesizer og en enkelt håndfuld musikere, og der er store,
gåsehudsfremkaldende gys, når koret sætter ind - selv ude fra kulissen. Det
lykkedes måske ikke koret at agere overbevisende i Greven fra Luxembourg
i foråret, men det lykkes her Den jyske Opera at vise, at koret vitterligt kan
synge, og at der er grund til at sætte musicals op på de store scener - også
selvom opsætningen ikke lykkes helt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar