Tragiske måder at slå en kvinde ihjel på er kun tragisk i sin intetsigenhed. Værkstedet, Odense Teater d. 9. marts 2023
Man
fascineres først af det stemningsmættede scenebillede: Et gulv af riste,
hvorunder snurrende turbiner og lamper lader sig ane, totter af vissent græs og
en insisterende, dundrende elektronisk og tonløs bas. Tre kvindeskikkelser
bevæger sig rundt, og en fjerde kommer til. Men efter ti minutter, hvor de tre
har snurret og viklet og bundet den fjerde ind i noget, der ikke er til at se,
hvad er, begynder man at kede sig, og da den første replik lyder efter næsten
et kvarters spilletid/spild af tid, er den latterlig i sit forsøg på at vække
og provokere: ”Du er død.” Ja, af kedsomhed.
Den forestilling, der slår
sig op på at være ”Græsk tragedie som du aldrig har set den før”, er så langt
fra nogen græsk tragedie, som den kan være. Tag f.eks. Euripides’ Elektra,
der er et stort rungende spørgsmål til publikum: Hvad er retfærdighed?
Mesterligt og meget moderne har Euripides lidt før år 400 f. Kr. – for godt 2400
år siden – spundet et handlingsforløb, der synes at bestå af konstante
spændingskurver, der stiger mod en forløsning, som aldrig kommer, selv ikke da
en deus ex machina løser knuden, for også den løsning synes uforløst.
Sympati vender lynsnart til antipati i et mesterligt spundet net, som man tror,
skal fange den skyldige, men som kun griber og strammes om den tomme luft: Hvad
er retfærdighed?
Nej, Astrid Lindhardt og
Mai Katsume, der står for henholdsvis ”instruktion” og scenografi, har
forelsket sig i konklusionen i Nicole Loraux’ Tragic Ways of killing a Woman,
der påpeger, at kvinder bliver slået ihjel af mænd, blot fordi de er kvinder,
og at der er talrige eksempler herpå i de 32 tragedier, der er overleveret fra
det 5. årh. f. Kr. til nutiden. Sandt som det er, så gør det ikke udsagnet
dramatisk medrivende. Det er gennem en handling på scenen, at publikum opnår
katharsis, som Aristoteles påpeger, og her er ingen handling; her er – som en
tam, stillestående installation – to køn sat over for hinanden: de fire kvinder
i underverdenen, Ifigenia, Alkestis, Antigone og Eurydike, og manden,
forfatteren, der træder ind og refererer de fire kvinders skæbne i et
overlegent, selvhøjtideligt tonefald. Kvinderne selv har ingen stemme og kan
kun tale for hinanden gennem den mikrofon, hver enkelt har fastklæbet på ryggen,
og det er forestillingens eneste dramatiske pointe. At kvinderne remser navnene
op på andre mytologiske, kvindelige ofre i en stille dukkeleg, og at
forfatteren kører dukkerne ned med en elektrisk, fjernstyret bil, bekræfter kun
de fastlåste kønsroller, som forestillingen måske – måske, for der sker som
sagt ingenting, der er intet forløb, ingen udvikling, kun et diktum – forsøger at
gøre op med, og det er en tynd, tynd kop te at blive spist af med som publikum.
De fem skuespillere, Freja Klint Sandberg, Nicolai Jandorf, Natalí Vallespir
Sand, Louise Davidsen og Anna Hawa Kamuk Mnasi bør nævnes for deres standhaftighed
og professionalisme i at gennemføre dette ingenting, for de får aldrig lov til
at vise deres talent i den installation, der gudskelov varer mindre end en
time.
Man forlader uforløst
Værkstedets lille scene. Ikke uforløst som efter mødet med Euripides’ Elektra
i lænestolen, for her gennemlever man skiftende sindsstemninger og sidder på
stolekanten i spænding om udfaldet, som så viser sig at være et stort, rungende
spørgsmål, men uforløst, fordi der intet er sket, ud over at to såkaldte
scenekunstnere har spildt vores tid. Det spørgsmål, man lades tilbage med, er,
hvorfor teatret tror, at det skal være kunstnerisk nyskabende og
eksperimenterende frem for at fortælle historier, når streamingtjenester kun
vokser i antal, fordi de har succes med at masseproducere serie efter serie
efter serie, der imiterer menneskers liv og handlinger. Mennesket bliver aldrig
færdig med at spejle sig selv i sig selv i forsøget på at forstå sig selv, men
hvis teatret giver køb på det, så dør teatret, for så kan man lige så godt
blive i sin lænestol med bøger med tunge, filosofiske udsagn og historiske
konklusioner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar