Med lukkede øjne

 Rigoletto er idel velklang. Operaen d. 16. januar 2026

 

Om forfatteren Peder Frederik Jensen kender Verdis Rigoletto står hen i det uvisse. Tankevækkende er det imidlertid for nærværende skribent, der er midt i hans roman Rans vilje fra 2023. Romanen handler om en aldrende sømand, der bosætter sig på den yderste ø i en fjord i det sydlige Lolland sidst i 1800-tallet. Han kender naturen og havet, og han bygger et grundmuret hus, der modstår den historiske syndflod i 1872. Da havet, der steg tre-fire meter og kostede op mod 100 mennesker livet på land, trækker sig tilbage, skyller en grøn kiste med et spædbarn op på øen. Barnet lever, og selvom Sømanden har vænnet sig til at leve alene, tager han pigen til sig. Han overraskes af de følelser, piger vækker i hende, og da oprydningen efter stormfloden og senere inddæmningen af fjorden begynder, og pigen ikke er at finde blandt de døde, gemmer Sømanden hende i sit hus, lukker hende inde. Han ved, han ikke burde gøre det, men han lukker øjnene. Ganske som Rigoletto.

                      Verdis korte, men dramatiske og skæbnetunge ouverture varsler fra begyndelsen, at det ikke går godt for Rigoletto. Hvordan det går for Sømanden i Jensens roman, står hen i det uvisse, for der er endnu 150 sider tilbage, men titlen understøtter forestillingen om, at der aldrig kommer noget godt ud af at lukke øjnene for virkeligheden og verden. (Ran er i nordisk mytologi havdybets gudinde og som sådan tæt forbundet med døden.) Og dog, for i et operahus skal man måske nogle gange lukke øjnene for det, der sker på scenen, læne sig tilbage og bare lytte til sang og musik.

Tanken om at lukke øjnene får man straks, da tæppet går ved premieren for Sofia Adrian Jupithers iscenesættelse af Verdis Rigoletto i Operaen, for hvad er det for en stiv scenegang og klichépræget scenografi, der afsløres efter ouverturen? Korets herrer sidder tungt omkring et kæmpe bord, mens én mand – hertugen – går omkring, gramser på kvinderne og får to af dem til at kysse hinanden. Bedre bliver det ikke, da Rigoletto selv dukker op og fører grev og grevinde Ceprano op på bordet for at gøre obskøne bevægelser med underlivet. Er det hele ikke set lidt for ofte? Bag scenen hænger en gigantisk reproduktion af Hieronymus Boschs groteske og absurde Kristus i Skærsilden, hvis man har behov for yderlige illustration af, hvad man skal mene om hertugens anløbne moral. Summa summarum, scenegangen er udramatisk og meget svær at engagere sig i. Der er intet drama i, at mændene er stivnet af skræk, for den lille mand, der er hertugen, virker hverken slibrig, perfid eller voldelig. Han er bare en kedelig kliché.

                      Så sker der imidlertid noget. Anden scene udspiller sig foran tæppet, stemmerne kommer i fokus, og man begynder at fornemme, at Alfredo Daza, der synger titelpartiet, har en ret flot, mørk baryton. Da tæppet går for tredje scene, skuffer Erlend Birkelands scenografi igen: En mur i hele scenens højde og længde mejsler fast, hvad det er, Rigoletto gør ved sin datter. Imidlertid danner denne sparsomme, minimalistiske scenografi en glimrende baggrund for en enkel, let forståelig og præcis personinstruktion. Muren har en dør og et vindue, Rigoletto kan føres ud af scenen og ind igen i den tro, at han holder stigen ved Cepranos vindue, og hertughoffets hævngerrige herrer kan kravle ind og bortføre Gilda, ganske som der står i librettoen. Heller ikke mere.

                      Rigtig spændende bliver iscenesættelsen ikke før i tredje akt. I anden akt er borde og stole væltet over ende, Boschs maleri hænger skævt, så nuancer til livet ved hoffet er der ikke føjet til. Scenen mellem Rigoletto og Gilda er øm, men undertegnede husker alligevel Mikael Melbyes iscenesættelse på Gamle Scene, hvor det – selv på galleriet – gav et sæt i én, da Melbye lod Gilda se sin far som det, han er, en nar, en hund dresseret til underholdning. Den psykologiske indsigt lukker Jupither øjnene for, og scenen er blid og øm, ikke mere. Men i tredje akt er Birkelands scenografi et trumfkort, som Jupither forstår at spille. Det er ikke den afskallede væg eller porten, der rulles til side – begge hensætter en til en forladt lagerhal – der er trumfen, det er portåbningen, der indrammer scenen mellem hertugen, Sparafucile og Maddalena. Hertugen sidder tæt sammen med lejemorderens søster, cigaretrøgen lægger sig kælent om dem, mens Gilda står og lytter, og man får gåsehud, da Sparafucile langsomt trækker porten i. Og da Rigoletto styrter fra hævngerrighedens tinde efter at have åbnet sækken og genkendt sin datter, synker væggen bag ham. Ikke brat og larmende; langsomt og lydløst falder den bag over som billedet på, at hele verden nu styrter sammen. Dét er godt teater! Resten er middelmådigt.

                      Verdis mesterlige partitur står for den største andel i forestillingens succes. Det er vanvittigt godt musikdrama, Verdi og Francesco Maria Piave har skabt, og når den her forlenes med det vokale overskud, som hele sangerholdet besidder, er det mageløst! Her opfyldes alle operaelskeres hedeste drømme. Galeano Salas, der i januar 2025 sang Leicester i Donizettis Maria Stuarda, er fabelagtig som hertugen og modtager under fremkaldelserne det højeste jubelråb, der måske er hørt i Operaen. Han har en ægte italienertenor, og der er én stjerne til ham alene. Selv pizzareklamehittet fra tredje akt leveres med et overskud, så man kun kan gribes af begejstring, selvom arien er en forslidt slager. (Men man må undre sig over, at denne arie om ringeagt for det kvindelige køn igen og igen er brugt i romantiske reklamer…) Clara Cecilie Thomsen har ikke samme stejle stigning i stemmen som Salas, men hendes klang er skøn og lyrisk, inderlig og stærk. Alfredo Daza har i titelpartiet virkelig en varm, kraftig, smuk baryton, men i skyggen af Salas må han blegne. Det skal man bare lukke øjnene for, for han er fremragende.

                      De mindre partier er også fremragende besat. Elisabeth Janssons varmt glødende, skære mezzosopran løfter Maddalenas parti til mere end en birolle, Henning von Schulmans intense bas får Sparafucile til at træde smukt frem af skyggerne, og Johanne Bock er en frygtindgydende, men ikke ubestikkelig amme. Helena Bjarkadottir og Magnus Berg synger grev og grevinde Ceprano, og var det ikke, fordi Ellen Ruges direkte lyssætning lammer dem som rådyr fanget af forlygterne på en bil i den blodfattige første akt, ville de oprigtigt imponere. Lamperne er vist desuden genbrug fra opsætningen af Tristan og Isolde i 2024 eller fra Salome i Malmø sidste år. Dem er det sværere at lukke øjnene for, så skarpe og hæslige de er.

                      Uden for synsvinklen i parkettet dirigerer Yi-Chen Lin Det kongelige Kapel med stor bravour, selvom der er premierenerver at spore i tempoet undervejs i første akt. Premieren denne aften er forestilling nr. 204 på Det kongelige Teater, og Kapellet må kunne spille Rigoletto med lukkede øjne, for resten af aftenen følger de smukt Lin, der navnlig betoner pauserne i musikken med stor dramatisk effekt. Er der nogle ting at lukke øjnene for i denne opsætning, så kan man kun spærre ørerne op for at få det hele med – eller høre den igen. Her er meget mere at komme efter end i Tosca; her løfter stemmerne forestillingen mod stjernerne.

                      P.S. Peder Frederik Jensens roman kan varmt anbefales.