lørdag den 5. oktober 2013

Gyldne løfter


Ibsens Peer Gynt spillevende på Odense Teater d. 5. oktober 2013.
Teatret er magisk! En rå, nøgen, sort kasse, der på et øjeblik forvandles til det mest forunderlige sceneri og det mest gribende spil, og det sker på et øjeblik – netop som magi! Som enhver tryllekunst kræver det naturligvis, at man lader sig forføre, at man lever sig ind i og lader sig opsluge af det blændværk, der åbenbarer sig, og netop sådan indledes Jens August Wille og Vivian Nielsens iscenesættelse/nydigtning af Ibsens store versdrama om fantasten Peer Gynt: Skuespillerne går ind og ud af scenen, der fremstår med frit kig til kulisser og den nøgne bagvæg, afslappede, i dagligtøj og under omklædning. Er det begyndt? Enkelte publikummer føler sig ikke helt sikre på, hvordan de skal forholde sig, men sådan er det; hvornår er noget virkeligt, og hvornår er det den historie, der kan læses om i avisen dagen efter eller ses på det store lærred om et år?
                      Så diskret og umærkeligt introduceres det næsten fire timer lange drama for os, så præcist skitseres dramaets store tema, virkelighed og fantasi for os, og det er både en berusende gave og det store minus, at Jens August Wille hager sig fast i dette ene tema. Det begynder ganske traditionelt (hvis man ser bort fra, at Peer er spaltet i tre – den unge, den modne og den ældre Peer – forestillingens eneste helt gennemførte coup) med et skab, en stol, mor Aase og Peer: Alt er, som skrevet står, det er endda på vers, og det er en stor, stor glæde, efter at samme Wille maltrakterede Molières De lærde kvinder med prosa på Sukkerkogeriet i foråret. Men herfra vokser forestillingen, vildere, frodigere, modigere i takt med, at Peers fantasier tager til og tager magten fra ham: Der teaterdigtes og gestik-udleves til den helt store sølvknap! Således er bryllupsgæsterne ganske vist i traditionel, norsk klædedragt, men balloner eller mikrofon til talerne var der næppe på landet i Ibsens samtid. Troldene er fantasifuldt parrede med rockere, hjemløse og sigøjnere, Anitra er blevet backpacker, ja, selv Griegs musik er der, om end den har været igennem en fortroldet synthesizer. Peers rejse gennem verden bliver også en rejse gennem tid, så kapitalisme, nazisme, svensk selvgodhed, Irak-krig og finanskrise blandes i anden akt, inden Peer kan vende hjem til Solveig til slut. Dog er heller ikke hun helt til at stole på, for eksmanden ringer hende konstant op – til trods for at hun ikke vil forstyrres, når hun er på arbejde! – fordi sønnen græder uden ophør, og så er mor jo den bedste i verden.
Alt dette giver mulighed for nogle fantastisk fantasifulde optrin i hænderne på et fremragende og sammenspillet ensemble i et velsmurt teatermaskineri; med ganske enkle midler er vi i ørkenen, i oprørt hav ud for Norges kyst, og i en berlinsk dårekiste mere skræmmende end Dovregubbens bjerg! Hvad gør det så, at Weekendavisens uargumenterede anmelder bebrejder Wille, at her ingen pyramider er, når vi er midt i et kaleidoskopisk teaterrum, hvor alt former sig efter øjet, der forventningsfuldt skuer?! Problemet opstår, når Wille og Nielsen lader sig gribe for meget af den gyntske fantasi og ikke tør stole på, at publikum fanger pointen om, at man risikerer at miste sig selv ved at være sig selv nok i en verden af trolde, beduiner og djævle. Det er glimrende at lade dramaet være en rejse i tid såvel som i rum, men det bliver også meget, meget søgt, når Irak-krigen og Bush skal nævnes, og rammen, hvor Solveig ringes op, er ganske enkelt overflødig og punkterer hele slutningen, der – trods alt – bør være gribende og forløsende, hvis vi ikke skal føle, at vi har spildt vores tid med løgneren Peer Gynt.
Anden akt er opsætningens achilleshæl; figurerne omkring Peer er klichéer, og Claus Riis Østergaard er for uengageret til at træde i karakter som fantast. Uanset hvordan han har tjent sine penge, så burde bare en smule indlevelse og entusiasme være at spore! Bedst er første akt qua Morten Brovns på én gang fandenivoldske og forsagte Peer; man tænker, at han – når han træder ud af rollen – må være Peer Gynt for at kunne agere så overbevisende, og Aases dødsscene er dybt, dybt bevægende. Græder Morten Brovn ikke selv? Jo, man ville være gået lykkelig hjem, havde første akt stået alene, selvom den varer halvanden time, men Lars Simonsens sammenbidte, hadefulde og egocentrerede Peer er også noget at gå hjem på. Han skræller nådesløst sig selv som et løg, da han har ladet et andet menneske drukne, så han står sveddryppende og desperat for os, og det er ikke, fordi vi under ham at genfinde Solveigs trofaste kærlighed, at vi forbander den forstyrrende mobiltelefon langt væk, nej, det er, fordi hans indlevelse er så forjættende, at vi selv ønsker at finde forsikring i uforanderlige følelser og forsikringer. På samme måde er vi glade for gensynet med Hanne Hedelund som en meget elskelig og skrap mor Aase, det er bare for meget af det gode, og der er ingen pointe i, at Peers vilde og gyldne løfter (der mest gælder ham selv…) skal overføres til iscenesættelsen. Det er illusionen og digtningen, der er betagende, og hvis teatret skal bevare den magi, som Odense Teater i denne opsætning så generøst deler ud af, hvis vi skal blive klogere på os selv og på vores eget liv, når vi ser Peer, så skal vi ikke stille os an som en lille dreng og sige, at ”han har jo ingenting på!” Den slags afsløringer hører virkeligheden til!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar