Dogmedød og -kærlighed

Shakespeares Romeo og Julie ind til benet i Skuespilhuset d. 29. november 2014

Få kærlighedshistorier er så ikoniske som William Shakespeares Romeo og Julie (1591-1595) - upåagtet Det kongelige Teater, hvor underligt det end må synes, ikke har haft dramaet på plakaten i 140 år. Ganske som Shakespeares inspirationskilder er utallige, således er filmatiseringer, balletter og operaer over Shakespeares tragedie det også - primært på grund af Shakespeares guddommelige poesi, sekundært på grund af historien, der kan spores helt tilbage til Ovids fortælling om Pyramus og Thisbe (som vi fra En Skærsommernatsdrøm ved, at den lille William helt sikkert har læst i latinskolen). Alle kender historien om den unge, tragiske kærlighed, alle kan citere Julie på balkonen (”Romeo, Romeo - hvorfor er du Romeo?”) og måske endda også den ulykkelige Romeo (”Så udfordrer jeg jer, stjerner!”), men alle 400 års lag af forventning, fortolkning og forvanskning vasker Elisa Kragerup imidlertid bort i sin iscenesættelse på Skuespilhusets store scene og finder en til kernen af skuespillets succes: Det er drama om død og kærlighed!

                      Måske det skyldes skæbnens hårde slag i dramaet, at scenograf Steffen Aarfing har polstret scenerummets bagvæg med gråt møbelstof – så lander de medvirkende i det mindste blødt  - men at samme bagvæg krummer, som et græsk teater læner sig tilbage mod en bjergskråning, er uden tvivl en hilsen til det nøgne, antikke drama, hvis arv Shakespeare videreførte med sin underskønne, sjove og frække poesi. Bagvæggen lukker sig således brutalt (som en celle på et psykiatrisk hospital) om skuespillerne; de er fanget på scenen fra først til sidst, og selvom de forsøger at klatre op ad denne væg og undslippe i deres jagt på stjernerne, lykkes det ikke, og de sagtmodige karakterer kan kun bruge den til at tage et hvil på. Andet er der faktisk ikke. Det er - som på Shakespeares tid - ordet og kroppen, der er i centrum, kun et flygel og et klaver har fundet vej ind i henholdsvis dame- og kongeside, som om kun musikken virkelig kan stå mål med de udødelige vers, der er så mesterligt oversat af Niels Brunse, hvad enten de bruges til illustrerende dissonanser eller til Mozart og Prokofijev. Jo, knive finder også vej ind på scenen, og roser, røde roser, røde roser i hobetal, men også de er uden betydning og brutalt placeret i sorte spande af plastik, og knivene er end ikke knive, hvis blad forsvinder i skæftet, når de rammer, de stødes bare vildt ud i luften, så har Døden svunget sin le, og først Mercutio siden Tybalt bliver stående og bevæger sig tavse rundt i dødens trance. Til sidst er det titelpersonerne, der på skift går med åbne øjne ind i døden og bliver stående på scenens forkant. Først da fyrstens afsluttende replik om forsoning og fred har lydt, vender de sig mod hinanden for at opfylde publikums drømme om den evige kærlighed med et kys, men det er netop uden for Shakespeares drama, at dette kys gives, så spørgsmålet bliver stående, om Romeo og Julie virkelig elsker hinanden, eller om kærligheden også for dem er en kamp og et forsøg på at blive fri for had, hævn og familiefejder.

                      Det er med andre ord en iscenesættelse med enkle virkemidler – ganske som Sonetter og Metamorphoser i Det Røde Rum – men mere behøves ikke, når alt lægges i hænderne på så gudbenådede skuespiltalenter som her. (Derfor er det også en lykke, at forestillingen er fastholdt i en optagelse, der har været transmitteret til landets biografer, og som senere sendes i fjernsynet – se frem til det!) Den klarest strålende stjerne – hende udfordrer man ikke! – er Danica Curcic; det er formidabelt, som hun kan transformere sig fra forsigtig og pligtopfyldende teenagepige, der kun i glimt er ulydig og udfordrende, til en fuldvoksen kvinde, der åbenlyst trodser normer og kæmper for sin elskede som en huntiger for sine unger, for i det ydre sker ingen anden ændring, end at hun efter bryllupsnatten bærer Romeos skjorte. Skal man sige noget til forsvar for de mange års ventetid, siden skuespillet sidst gik på Det Kongelige, så må det være, at man ikke har haft den rette Julie – før nu. Men hun er også en Julie, der vil lyse ned gennem tiderne.

                      Hendes Romeo gør Thomas Hwan adræt, fandenivoldsk og fuld af løjer – som en yngling på 17 må være – og det ville være for meget at sige ham noget på i lyset af Curcic’ stjerne, men replikkerne falder for ham ikke i et med karakteren, som de gør for hende. Shakespeares blankvers flyder mere frit for de andre karakterer, navnlig blandt de ældre skuespillere: For mesteren Mikael Birkkjær er de ingen hindring for at veksle mellem pjank og faderlig vrede – uden at hans pater Capulet falder på gulvet – og han sekunderes smukt af Ditte Gråbøl som en spidst snerpet, men ikke umenneskelig fru Capulet fra forstædernes bedre borgerskab. Jesper Hyldegaard, der i forrige sæson imponerede som den evige Kjær i Hærværk, når som munken Lorenzo, der sætter den skæbnesvangre intrige i værk, andre eftertænksomme evigheder; han er så besindig, så myndig og fintfølende, at det for ham ikke er en flugt, når han tager sin trøjes hætte over hovedet eller flygter fra capuletkrypten, han hviler i sig selv – selv med ansvaret for tragedien på sine skuldre. Vidunderligt rablende rørende og frimodig er Tammi Østs elskelige, men også hadefulde amme; hun har fundet madammens mundlæder (det, nissen om natten sætter på bøtten) og lader uden eftertanke munden løbe over med, hvad hjertet er fuldt af, og det er en stor kunst at kunne gøre det efter manuskript! Peter Christoffersens Mercutio, Helle Fagralids Benvolio og Troels Thorsens Tybalt er ligeledes velspillende og får alle en til at glemme, at det hele er teater – til trods for at Kragerup netop lader den indledende konflikt mellem Tybalt og Mercutio vokse ud af en diskussion om, hvad der nu helt præcist står i manuskriptet (som vi jo netop alle kender så godt, at vi måske egentlig har glemt, at Romeo og Julie ’bare’ er et (fandens godt) skuespil…). Den sårbare grænse mellem det gribende og det karikerede respekteres dog ikke af Peter Plaugborg som Paris og Signe Egholm Olsen som fyrsten af Verona, og det undrer, for Kragerup kan umuligt være uden skyld heri. Jo, måske har hun blot givet Plaugborg frihjul til at spille Paris, men hvor Østs rablerier træffer ammens karakter præcist, der bliver Plaugborg bare en lang lemmedasker af en parodi på den latterlige tilbeder, og han har hverken adel eller alvor i sig. Kragerups hensigt med at minde om skuespillets samtid ved at gøre fyrsten til en tro kopi af Elizabeth I med opsat, rødt hår og pibekrave er for så vidt godgørende, men det er spildt på gulvet, når Elizabeth I i Olsens skikkelse er hysterisk grimasserende og ynkelig i sin lave skikkelse, så man ser bort og krummer tæer. Gudskelov er ingen af disse to sorte huller store nok roller til at bringe de andre stjerner ud af kurs!

                      Man kunne ønske, at denne opsætning blev startskuddet til et hyppigere gensyn med kærlighedstragedien over dem alle på Det kgl. Teater; Kragerups iscenesættelse blæser al puds og mørtel, al kalk og gips og finder ind til dramaets skelet, og der kan man så tage fat og modellere nyt. Opsætningen har skønhedsfejl, men når rollerne langt hen ad vejen er lagt i så sikre hænder som her, så kan andre opsætninger umuligt fejle, blot man husker, at om publikum griner eller græder står og falder med skuespillernes præstation, mindre med staffagen.