Blændende
spil i Ibsens Hedda Gabler i
Skuespilhusets Det røde Rum d. 8. januar 2015
Dagbladenes anmeldere
er tilsyneladende enige om, at seerne forkæles med blændende skuespil hver
søndag aften i anden sæson af Maya Ilsøes dramaserie Arvingerne på DR. Deri er seerne vist enige – denne seer er i alt
fald – ellers havde seertallene næppe været så høje, som det er tilfældet, for
det er en serie uden noget plot eller nogen opbyggelig historie, der kunne gøre
den vedkommende for seerne. Serien puster sig op ved hjælp af sine
skuespilleres fabelagtige talent (ganske som TV2’s Badehotellet prøver at puste sig selv op med klichéer, floskler og
talentløs personinstruktion), men i det lange løb risikerer serien at miste
interessen, fordi de samme skuespillere ikke skal portrættere personer, der
gennemlever en udvikling. De er groet fast i deres egoisme, deres naivitet,
deres forkrøblede familieforhold (som dybt ironisk synes at være deres eneste
bevæggrund for at gøre noget) og deres ynkværdige forsøg på at dække over disse
egenskaber, og mens en græsk tragedie, Shakespeares dramaer, Molières komedier
og naturalismens dagligstuedrama bliver vedkommende ved at rive sine karakterer
ud af deres vildfarelser, så er der fare for, at Arvingerne gradvist mister sit publikums interesse, fordi seriens
fortæller ikke har andet på hjerte end et vildtvoksende persongalleri. Det er
muligt, det blot peger på menneskets vilkår i det 21. århundrede, at der
hverken gud, idealer eller normer er længere, der kan definere mennesket, at
det er helt og aldeles frigjort, men det er paradoksalt set i lyset af, at Arvingerne nu engang er et dramatisk samspil mellem flere
personer. Som sagt: Serien puster sig selv op til mere, end den er, ganske som
frøen i Phaedrus’ fabel om oksen og frøen.
Leder man efter en troværdig, vedkommende
fremstilling af det moderne, frigjorte menneske, kan man med stor fordel gæste
Det røde Rum på Det kgl. Teater og se Rune David Grues detaljespækkede og
mesterlige iscenesættelse af Henrik Ibsens Hedda
Gabler. Denne iscenesættelse af et drama om en moderne, selvstændig kvinde,
der tilsyneladende kan få alt, hvad hun vil, og som ikke skyr nogen midler for
at opnå, hvad hun vil, låner endda fra det TV-drama, der er nutidens helt store
genre, ved at opstille tre kameraer rundt om og flere over scenen og sende
nærbilleder af dramaets personer og centrale genstande op på en storskærm bag
Palle Steen Christensens enkle og gennemsigtige scenografi. Således lokker
iscenesættelsen ikke kun ved at imitere en genre, som det brede publikum
(desværre) er mere fortrolig med en teatret, den minder os teaterhistorisk også
om den fjerde, usynlige væg, som Ibsen og hans samtidige dramatikere
forestillede sig dér, hvor scenetæppet normalt er, ved at vise skuespillernes
ansigt, selvom de står med ryggen til publikum, og zoome ind på andre usete
detaljer, og den viser os, at disse skuespillere, der aften efter aften træder
ind på scenen og gør de samme ting, de står ikke tilbage for de skuespillere,
der lader deres ageren optage og lagre digitalt – tværtimod.
Denne iscenesættelse sitrer altså af liv, ja,
den løber over og river en med i en flodbølge af psykologisk indlevelse og
nemesis, til trods for at dens hoved- og titelrolle netop identificeres ved
ikke at have noget liv. Hedda Gablers tilværelse er lige så tom og indholdsløs
som de fire søskendes i Arvingerne,
men hendes handlinger har konsekvenser for omgivelserne, hvilket – i modsætning
til de handlinger, der udspiller sig på Grønnegården, hvor alt blot går i ring
– skaber et plot, en handling, en malmstrøm, der ændrer alt og som konsekvens
river Hedda med sig. Hun kan ikke eksistere uden at gå under, og derved
forbliver hun ingen; titlens Hedda Gabler
eksisterer ikke, hovedrollen hedder rettelig Hedda Tesman, da hun kun optræder
som nygift i dramaet, og Gabler er hendes pigenavn og minder os kun om en
dominerende far og en kvinde, som ikke eksisterer. Modsat de fleste af Ibsens
dramaer er der i Hedda Gabler ingen
løgn eller forstillelse, der skal afdækkes, fordi den hæmmer karakterernes udvikling;
Hedda skaber i sin trøstesløse fortvivlelse over et liv og en tilværelse, som
hun ikke vil, selv disse løgne, men dermed destruerer hun også sig selv, fordi
mennesket ikke kan leve på en løgn. Den handlen, den ene store, heltegerning,
som Hedda dramaet igennem søger for sig selv og andre, er at dræbe og udslette
sig selv, så frigjort er hun fra følelser, konventioner, moral og drømme, men
hun er nået til erkendelse af det, eftersom det er hende selv, der trykker på
pistolens aftrækker. Om Gro, Signe, Frederik og Emil kommer til samme
erkendelse, er uvist, men efter opbygningen af Arvingerne at dømme er det usandsynligt – også at de skulle blive
siddende i publikums bevidsthed.
Hedda
Gabler begynder næsten som en parodi på en folkekomedie med det unge par,
der er hjemme fra bryllupsrejsen, tøfler og den elskelige, men komiske pebermø
af en tante – dog stiger spændingskurven fra Heddas indtræden på scenen støt,
og Hedda Gabler står ikke tilbage for
nogen thriller. Specielt ikke i denne iscenesættelse, hvor alle er perfekt
castet og ukunstlet spiller sin
karakter hele vejen frem til det dræbende skud (der – modsat originalmanuskriptet
– her går helt upåagtet hen): Nicolai Dahl Hamilton er en kær og kedelig
Tesman, hvis jalousi og temperament kun i glimt trænger frem til overfladen,
men des større troværdighed forlener han derfor karakteren med. Ditte Gråbøl formår
med sit store komiske talent at få en til både at krumme tæer og trække på
smilebåndet af hendes pirrelige og pylrede tante Julle, Marie Dalsgaard kan
både være en følelsesmæssigt forkrøblet og usikker, men også stålsat og stærk
Thea Elvsted (det er mesterligt, som skiftet pludseligt kan gå begge veje), og
Asbjørn Krogh Nissen fortsætter i lige linje fra Steffensen i Hærværk i forrige sæson til dennes
vingeskudte sjælebror Eilert Løvborg; sidstnævnte rolle beherskes lige så mesterligt
som den første. Mikkel Arndt er på en gang pænt konservativt klædt som assessor
Brack og har hipt og ungdommeligt sit lange hår sat op i en hestehale for at
markere, at denne Brack ikke er en
frastødende liderbuks, sådan som karakteren tit er blevet fremstillet på
scenen. Også han er en helstøbt karakter, der til trods for sit embede er af så
moderne og fri en indstilling, at han ikke ser noget galt i en
udenomsægteskabelig affære med den af alle attråede Hedda, og det giver sin
egen spænding til dramaet ikke at gøre ham til en afskyvækkende skurk. Det er
Johanne Louise Schmidts mat lysende Hedda, der alene fravælger Bracks
alternativ – at hun skulle være i hans magt – fordi heller ikke dette er noget,
hun vil. Schmidts Hedda skifter i sin
ulykkelige frihed mellem æggende og opgivende (at hun skal have et barn, siger
hun ikke direkte i Ibsens manuskript, den replik er her blot endnu en mulighed
i hendes dødsdømte kamp) uden egentlig at mene nogen af delene, og denne
balancegang på en knivsæg er en pragtpræstation. Det er magisk foruroligende og
forunderligt at se hende træde frem til fremkaldelserne, for da er hun synligt
helt forandret; hun inkarnerer Hedda
Gabler, der ikke kan eksistere blandt denne verdens mennesker med følelser,
drømme, idealer og lyster. Men hvor er man lykkelig for at have mødt hende!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar