torsdag den 14. maj 2015

De andre

Den Reumert-nominerede Andre bygninger i Den fynske Opera d. 5. maj 2015

Jean-Paul Sartres skuespil Huis closLukkede Døre – fra 1944 indledes med, at de tre hovedpersoner en efter en lukkes ind i et rum, hvor de forsøger at føre en samtale, men den strander på, hvor forskellige de tre personer er: En frue fra det bedre borgerskab, en desertør og en lesbisk postarbejderske. Kun langsomt går det op for publikum eller læseren, at de tre er døde, og at de nu befinder sig i helvede, lukkede inde og dømt til hinandens selskab. ”L’enfer, c’est les autres”, lyder den berømteste replik fra skuespillet, ”helvedet er de andre”, og man har i Den fynske Opera dette forår kunnet få den tanke, at Andy Pape og Rasmus Zwicki i deres ny opera, Andre bygninger, har skelet kraftigt til Sartres skuespil, om end denne – eftersom det nu er en opera – er af mere tragisk end tænksom karakter.
Marie ì Dali har skabt en klaustrofobisk scenografi som baggrund for denne dystre opera, for selvom der er døre, der hele tiden går op og i, så åbner disse døre højst ud mod en uendelig række af kontorer, hvor den ene kontorist efter den anden hænger sig i frustration over – ja, over hvad? ’Klaustrofobisk’ er måske ikke det mest velvalgte adjektiv at benytte, for i denne sammenhæng har de lukkede døre nemlig en modsatrettet betydning, det indelukkede og det trygge: Vi følger den unge kvinde Senza, der – jf. sit emblematiske navn – savner og længes efter den mand, hun har mødt, og hvor er han nu i det absurde kontorkompleks, Bygning-2, hvor hun befinder sig med den søde og omsorgsfulde veninde og kollega, Pietá, og den mistroiske og ængstelige, men også ganske elskelige Opposto? Senza sætter sig for at lede efter ham, og i sin søgen kommer hun ikke kun rundt i bygningen og møder chefen på fjerde sal, Accurato, og den lidt skæve eksistens i afdelingen for ”kreavation og innotivitet”, Con Brio, hun kommer også til at tænke på, om der mon findes andre bygninger (når der findes en Bygning-2, må der også findes en Bygning-3 o.s.v.), om der er andet end regnen, som hun advares mod, udenfor. Hendes søgen skaber så megen ravage i Bygning-2, den absurde besættelse af tal, der blot bevæger sig i pendulfart mellem afdelingerne, gennemskues, og balancer forrykkes, så Senza må se sig forfulgt af den gestapo-lignende kvinde, Paura, før sandheden om hendes elskede Ricordo går op for hende; også hans navn er nemlig emblematisk og indeholder den tragiske løsning på operaen, og da ønsker Senza sig kun tilbage til det, der trods alt var en tryg verden med Pietá og Opposto.
Hvor er vi? Det mest overvældende ved operaen er Rasmus Zwickis dragende libretto og Daniel Bohrs geniale iscenesættelse, for begge lader svaret på dette spørgsmål flyve i vinden. Mens rækken af tal, tegn og humørikoner i første akt synges i en uendelighed tænker man, at vi befinder os i et dystopisk samfund, hvor maskinerne endelig har taget magten fra menneskene, måske er vi endda i en maskine, en sunget personificering og besjæling af det redskab, hvormed undertegnede skriver dette, eller måske er vi – den tanke fylder mere og mere i anden akt – i et så velindrettet og velordnet samfund, at der er brug for en revolution for at bryde vanerne og forbedre dette samfund. Hvad Senza selv føler, får vi ikke at vide, for hun er tavs til sidst, men da har forestillingen om andre bygninger allerede bredt sig…
Mette Birchs kostumer er lige så enkle og fascinerende som Marie ì Dalis scenografi; det sorte, industrielle rum med lukkede døre og barske lysstofrør modsvares af sort-hvide kostumer, der blander jakkesæt, skørter med vidde og skåneærmer fra en tid med risiko for blækklatter med SM-læder, solbriller og papirhatte. Der er til trods for manglen på farver så meget at se på, at det eneste negative ved operaens sceniske aspekt er for stor en idérigdom, for selvom det kan lyde barsk og unødigt negativ, så er første akt for lang, og handlingen fortaber sig – ja, den er lige ved at løbe af sporet – i for mange små sideskudte episoder i Senzas søgen efter Ricordo. Det er også et dramaturgisk selvmål, at første akt slutter – brat – med en afsløring af, at Opposto leder en undergrundsbevægelse af ikke bare to, men hele fire Dupont/Dupond-klædte sure, gamle mænd, der ikke følges til dørs. Heller ikke efter pausen. Til gengæld insisterer sproget til tider på at være for enkelt og nutidigt, her savner man mere af den fantasifulde finurlighed, der ligger i, at Paura (ironisk) synger ”smileyface” og Accurato ”punktum” og ”tankestreg”, for replikker som ”hvad har du gang i” får hverken publikum til at trække på smilebåndet eller uddyber karakterernes psykologi.
Sangerne yder hver især en forbilledlig indsats for at hive operaens succes hjem. Stina Schmidt synger Senza smukt lyrisk og med overskud til at portrættere karakterens tragedie og psykiske sammenbrud dybt, dybt gribende. Lise-Lotte Nielsen er skøn som den moderlige Pietá, Jesper Brun-Jensens Opposto er morsomt hysterisk i sin angst for alt nyt (i virkeligheden drømmer han blot igen at danse en sidste dans med en kvinde), og Tina Kiberg slår som Paura skræmmende stort ud med armene – også vokalt. Thomas Storm forlener smukt syngende Con Brio med et rørende skær af klassens hvide klovn, David Danholt udviser et tilpas afmålt distræt tyranni som både Accurato og lederen af afdelingen for glemte sager, men Kiki Brandt yder måske aftenens mest uforglemmelige præstation; hvor hun som heltinde ofte er en smule for skinger til at være virkeligt skøn, er hun som automatsekretæren Veloce Coppelias tvillingesøster, på én gang morsom, fascinerende og rørende – brava!

Både de dramaturgiske skønhedsfejl og partituret kan dog rettes til, inden operaen igen sættes op, og det fortjener den, for her er virkelig meget at se og høre endnu, og nyskrevne operaer skulle gerne skabe fremtidens klassikere. Selvom Papes musik er rigt varieret, selvom operaen på klassisk vis veksler mellem arier, kor, ensembler og recitativer eller Sprechgesang og i et moderne, atonalt tonesprog fanger den uhygge, utryghed og spænding, der ligger i handlingen, så er musikken dog også meget domineret af den syntetiske lyd fra to keyboards; den ligger som en tyk, klæg og ugennemtrængelig grød under de akustiske instrumenter. Operaen ville vinde meget ved et større orkester uden så fyldig en elektronisk klang, men når den inden længe – meget fortjent! – har vundet en Reumert for årets opera, vil den forhåbentlig gå en fremtid med flere opsætninger imøde.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar