Wien, Weiber und Gesang!

Rosenkavaleren og Elektra på Staatsoper i april 2015

Wien kan synes en pastiche; bygningerne hviler tungt og historicistisk pyntede som kagerne i konditorierne og caféernes montrer over hele byen. Fiakrene fuldender bybilledet og troen på, at man er trådt ind i en tidslomme fra århundredeskiftet – det forrige – kejser Franz Josef og kejserinde Sisis portrætter (han døde i 1916, hun i 1898) stilles frem alle steder, og selvom man snart opdager Adolf Loos og Otto Wagners organisk udsmykkede bygninger blande sig med flødeskumshusene, så øjner man ikke noget nyere end jugendstilen; biler, busser og påklædning glider i baggrunden, når man først er forført af byens stemning. Wienernes tålmodige og ligefremme væremåde og deres charmerende (men tit svært forståelige) wienerisch er så langt fra nostalgisk selvhøjtidelighed, at man ikke opfatter nogen af byens indtryk som kunstige eller tilstræbte. Wien er simpelthen en nutidens by, der lever i kraft af fortidens drømme, og hvor caféernes meditative ro, kunstsamlingerne og musikernes kvalitet er uomgængelige i det 21. århundrede.

                      Staatsoper er byens musikalske fyrtårn. Huset blev indviet i 1869 med Mozarts Don Giovanni som Wiener Hofoper (selvom kejseren efter sigende ikke var begejstret for bygningen), hvis indre, foyer og loggia, minder meget om Gamle Scene både af udseende og størrelse; det er sidefoyererne og auditoriet, der gør bygningen monstrøs og lagkagelignende. Disse blev imidlertid udbombet hen mod krigens slutning – kun foyer og trappe står originalt med marmor og loftsmalerier – og er derfor nyindrettet i tidens stil op til genindvielsen i 1955, men det er påfaldende, at mens historicismens horror vacui  og sammenblanding af stilarter kan virke mættende som chokoladekage i mange lag, så fremstår den stiliserede kornaksudsmykning og enkle prismelampetter på publikumsbalkonerne tarvelig og kommunistfattig. Akustikken er uanset hvad fremragende, og musikere såvel som sangere er i verdensklasse.

                      Anden Påskedag stod Staatsoper for undertegnede belyst i et helt andet nostalgisk skær, end det som bygningen selv udstråler; da var Rosenkavaleren i Otto Schenks iscenesættelse på plakaten, og netop denne opsætning blev transmitteret til dansk fjernsyn engang i 1990’erne og var min første Rosenkavaler. I en skuffe ligger en slidt optagelse heraf på VHS, og det var den, der gjorde, at jeg som gymnasieelev fik ørerne op for Richard Strauss’ toneunivers, og at denne opera er og bliver en af mine yndlings. Det er på alle måder også en iscenesættelse, der holder, fra førsteaktens intime fyrstinde-boudoir, til andenaktens svævende borgerpalæ i let og lys rokoko og tredjeaktens hyggelige wienerkælderknejpe; her er plads til den fint nuancerede psykologi, der er grundlaget for operaens bittersøde handling og rige partitur, og selvom sangerbesætningen gennem årerne naturligvis har skiftet (min slidte optagelse er med Felicity Lott, Anne Sofie von Otter, Barbara Bonney og Kurt Moll), så virker denne opførelse hverken støvet eller gammeldags på grund af sangernes store indlevelse og fine spil: Martina Serafin er en meget moden feltmarskalinde, og Adam Fischer giver hende fra dirigentpodiet al den tid og plads dette eftertænksomme, men også lidt selvmedlidende parti kræver, så første akt trækker ud – og trækker tårer frem i øjenkrogen. Elina Garanča har uden tvivl aftenens stærkeste, skæreste stemme, der forlener Octavian med det rette mål af overmod og (over-)følsomhed, og Erin Morley er en yndig og Sophie, der smelter alle hjerter. Det er klart kvindernes aften, for selvom Wolfgang Bankls baron Ochs er upåklagelig (og underspillet farlig, som en adelsmand fra 1700-tallet bør være det), så overskygges hans stemme af selv et mindre parti som Ulrike Helzels Anina. Alt ender i idel lykke – også for publikum.

                      Dagen efter, d. 7. april, er også en kvindernes aften; det er bare ikke lykkens men ekstasens aften. Det er igen Strauss, der fylder tilskuerrummet i en ny iscenesættelse af Uwe Eric Laufenberg: enakteren Elektra. Her er vi bogstaveligt talt helt nede i kulkælderen; bagest er en åben kælderskakt fyldt med kul, i kongesiden et flisebeklædt hjørne, hvor tjenestekvinderne indledningsvis kan bruge vandtortur på andre kvinder i hvide kjortler, og mod damesiden to åbne elevatorer à la dem på Christiansborg, der kan bringe Klytaimnestra ned til sin hævntørstige datter og Aighistos op til sit endeligt. Fra da af, da hævnens time omsider er inde, forvandles elevatorerne til en udstillingsmontre for de mange ofre, dyr såvel som mennesker. Det er en klar og enkel iscenesættelse: Elektra er iklædt jakkesæt for om ikke andet at give hende udseende af at være en mand med mandhaftige længsler om hævn, Klytaimnestra et tyndhåret gespenst i juvelglitrende gevandter, og da mordet på faren er hævnet, da Elektra ekstatisk synger om jubel og dans, myldrer det ind på scenen med dansende unge par, håbet om en fremtid. Først her knækker filmen for Laufenberg, for i denne vrimmel af smukke, unge mennesker forsvinder Elektra, og Chrysothemis er alene tilbage på scenen med mordvåbnet, øksen, som om hun nu skulle ville hævne at være blevet svigtet af sin søster. Det er en blindgyde, for i Sofokles’ fortsættelse er den myrdede Aighistos, som erinyerne nu kræver hævn over.

                      Denne detalje fortaber sig dog i den ekstatiske jubel over denne aftens pragtpræstationer: Wiener Philharmonikerne buldrer træfsikkert under Mikko Francks eminente direktion, men giver også plads til de valsetakter og legende træblæsere, som Strauss ikke kan afholde sig fra at skrive ind i partituret som små kommentarer. Nina Stemme har i titelpartiet alt – alt! – som dette næsten umenneskelige parti fordrer, og jeg bliver ikke klar over, om det er hende eller min egen ekstase, som en ældre herre foran mig vender sig for at bemærke, da jeg næsten skriger mig hæs i brava-råb, for alt drukner i salens tordnende begejstring. Var hun ikke ganske træfsikker i Bartoks Hertug Blåskægs Borg i Operaen i oktober i fjor, fordi hun ikke kender dette parti så godt endnu, så er hun det i sandhed denne aften! Hun flankeres – meget passende – af endnu en svensker, nemlig Anna Larsson som Klytaimnestra, og vokalt falder mor og datter i denne sammenhæng ikke langt fra hinanden; Larsson er også frygtindgydende i sin præstation. Gun-Brit Barkmin som Chrysothemis har sødme, men en ikke mindre stærk og kraftfuld stemme, og selvom mændenes parti i denne opera er mindre, så holder både Falk Struckmann som Orestes og Norbert Ernst som Aighistos publikum i et jerngreb i den korte tid, hvor de er på scenen. Det burde måske mane til eftertanke, at man reagerer med en sådan jubel over en antik hævntragedie i et ekspressionistisk tonesprog, men helt impulsivt kan man ikke holde jublen tilbage, og man svæver fra Staatsoper med et overstadigt smil om munden. Apfelstrudel mit Schlagobers på Café Museum kan få en ned på jorden igen, for sådan er Wien i en nøddeskal: Intet er så fornemt, så højtideligt eller så overvældende, at der ikke er behov for den sanselige, jordnære nydelse i kaffe og kage, og jeg gentager dette efter et besøg i Musikvereins Gyldne Sal – der må have verdens bedste akustik – min sidste aften i Wien. For denne gang.