torsdag den 1. oktober 2015

Store forventninger

Leonard Bernsteins Candide på Den fynske Opera d. 29. september 2015

I Den fynske Operas caféhyggelige foyer kunne man allerede i sommer se scenografen og kostumierens tegninger til opsætningen af Leonard Bernsteins musicalopera Candide. Det så lovende ud; Marie í Dalis kostumer i en spændende, sjov og farverig streg, en blanding af 1700-talsrober og kulørt fantasi, fest og farver, og Stine Martinsens sparsomme, men spændende scenografi: En rund klode af lameller, der gik ud fra et centrum som stråler fra en sol eller eger i et hjul – en metaforik, der kan overføres til handlingen også – og denne scene skråner ned mod publikum og har orkesteret bag sig. Som en arena. Kender man dertil Bernsteins muntre og melodiøse partitur, så kunne forventningerne kun skrues i vejret – og hvornår har man sidst haft mulighed for at se Candide på scenen på disse breddegrader?
                      Det har man så haft denne sensommer – og tak til Den fynske Opera for det! Langt hen ad vejen er det endog en meget vellykket forestilling, men der er også (enkelte vægtige) svagheder. Det store plus er, at der ikke snydes på vægten, når det handler om sang og musik – her er vi i den bedste af alle tænkelige verdener, og alle forventninger indfries! Mathias Hedegaards tenor er øm, smægtende og skær i titelpartiet; det er simpelthen en udsøgt fornøjelse at høre ham. Som Kunigunde (det er ærgerligt, at en stavemåde efter engelsk udtale har sneget sig ind i programmet og forestillingen) er Signe Sneh Schreiber sexet, rank og tindrende som hendes koloratur; som hun dog kan synge! En sådan stemmestyrke har man ikke hørt i den gamle Flodbio ved Odense Å længe, brava! Anette Bods stærke, sexede mezzosopran har rigeligt slagkraft som den gamle dame – hun er jo rent faktisk en Carmen, der har overlevet mødet med don José! – Matte-Maria Øyen er kønt klingende som Paquette, Tor Lind giver den forfængelige Maximilian en passende modvægt af vokal tyngde, og Anders Gjellerup Koch har faktisk en både stærk, smidig og rund sangstemme ud over sit slagfærdige og adrætte skuespil. Mikkel Rønnow leder det fjorten mand store orkester med overblik, så det lyder rundt og fyldigt, uden at den enorme mængde slagtøj dominerer.
                      Men – for der er et men: ganske som man kunne have store forventninger til forestillingen ud fra de udstillede kostumetegninger, og de unge mennesker i den satiriske forestilling har store forventninger til ”den bedste af alle tænkelige verdener” omkring dem, så skuffes begge forventninger, fordi det ikke understreges tydeligt nok, at hele den vanvittige, absurde og satiriske forestilling handler om skuffede forventninger, og at der er trængsler til i livet. Det er muligvis denne version af operetten (1999; her er skåret både karakterer og flere sange), der er skyld deri, i alt fald forvanskes Voltaires beske morale om, at det er nødvendigt at dyrke sin have, altså at begrænse sine forventninger til livet og verden, til en sirupsød forening af Candide og Kunigunde. Pangloss’ sidste ord – til skuespillerne og til publikum – om der er nogen spørgsmål, mister sin retoriske klang, fordi der ingen morale er at lære. Candide, Kunigunde, Paquette, Maximilian, den gamle dame og dr. Pangloss gennemlever de mest utrolige eventyr, dør og genopstår gang på gang, men de gør det ganske uberørt og udvikler sig ikke, sådan som Markus Virta har instrueret forestillingen. Mange år går, til sidst er Kunigunde blevet både fed og grim, og Candide ægter hende både af kærlighed og af trods, men det aspekt udelades ganske til fordel for et overfladisk præg af cirkus og dilettanteri. Cirkusmetaforen er ellers en god idé, og alle har en hvid klovnemaske malet i ansigtet, for de er jo til grin alle som en; Candide p.g.a. sin himmelråbende naivitet, Kunigunde i sin overfladiske stræben efter luksus. Men – der var men’et igen – al latter, al komik og satire dækker over en rungende sort alvor, som ikke afdækkes her, og det kommer faktisk bag på publikum, da forestillingen, der ifølge programmet varer 2 timer og 40 minutter, efter knap 2½ times spilletid slutter. Ud af det blå bekendtgør Candide de berømte ord: ”Il faut cultiver son jardin”, som om det var det naturligste i verden, at han pludselig var blevet klogere af sine oplevelser. Hvis han er, lader Virta det gå hen over hovedet på både publikum og Candide, og man gik ikke ind til Bernsteins operette med en forventning om at se kaniner blive trukket op af en hat.

                      Man sidder til sidst med en tam smag i munden, for agerede koret ikke lovligt amatøragtigt, var cirkuskarakteren ikke overgjort, og var Dalis kostumer egentlig så fantastiske? Langt det meste af tiden er alle faktisk iklædt jeans, hvor eventyrligt er det lige… Der er mange gode, kreative løsninger i det enkle, både udnyttelsen af hele teaterrummet og blåt, bølgende satin som det urolige hav, men Markus Virtas manglende omhu for karakterernes psyke efterlader til sidst publikum med en fornemmelse af amatørforestilling, og det er synd, når der synges og spilles så fornemt som her! For store forventninger skuffes – og det sker ellers aldrig på Den fynske Opera, der kender sit værd og sine begrænsninger – men det er jo også en opbyggelig morale. Mine ledsagere havde ingen forventninger og var meget begejstrede, så måske ærgrer jeg mig alene.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar