onsdag den 7. september 2016

Ex libris eller hvad man kan hitte på

Mungo Park underholder stort med H. C. Andersens samlede eventyr på Teater Momentum

Kan man tillade sig at skalte og valte med en klassiker, som man vil? Klippe den i stykker, sætte den sammen på ny, klippe ud og lappe sammen? Ja, de store, dybe værker kan tåle at blive udlagt på alle måder, mishandlet og vanrøgtet, men kun talent vil afgøre, om resultatet bliver godt eller ej. Dilettantskuespillere kan sagtens give en underholdende, flot opførelse af en klassiker, mens professionelle skuespillere kan få publikum til at krumme tæer eller forlade teatret i pausen, fordi de ingen ærefrygt har for forlægget, eller fordi de netop tit frygter en klassiker og fremsiger Shakespeares vers i udramatisk, tung staccato. Det er desværre set før.
                      Et eksempel på en klassikerforvaltning, der mislykkedes, fordi talentet simpelthen ikke var der, kunne være Teatret Slotsgårdens forestilling sommeren 2016: Molières Don Juan. Resultatet var lutter karakterer uden hverken kontur eller klangbund, alle over- eller underspillede, og Fyens Stiftstidendes anmelder digtede en rosende anmeldelse, der var lige så fjern fra forestillingen og grebet ud af den blå luft som skuespillernes pjatteri og halvhjertede forsøg på nytolkning. Ikke et ondt ord om revy, men hvis det er det, man vil, så lav dog en revy! Der var for meget af den unge mand i H. C. Andersens ”Hvad man kan hitte paa” over det; han vil være digter, men beklager sig over, at ”nu er Verden digtet ud”, og han kan ikke se det store i noget som helst – og så bliver han kritiker og ”slog … af Tønde hver anden Poet, da han ikke selv kunne blive Poet.” De store digtere overlevede nok, ganske som Molière overlever at være pjattet i stumper og stykker af talentløse skuespillere i gården på Odense Slot; det er som sommervejret 2016 hurtigt glemt.
                      Bedre held med at genfortolke og dramatisere klassikere er Mungo Parks H. C. Andersens samlede eventyr, der i anledning af H. C. Andersen Festivals 2016 gæstespillede på Teater Momentum i den lune sensommer. Det eneste overmodige ved denne forestilling er titlen, for ganske vist kommer man omkring Andersens samlede eventyr, men det er for det meste tale om ren opremsning og givetvis et forsøg på at dupere publikum med titler, som de næppe kendte. F. eks. ”Hvad man kan hitte paa”. Forestillingen, der udspiller sig på den kombination af folkebibliotek og borgerservice, der er blevet almindelige landet over, tager udgangspunkt i det miskendte, glemte menneske (Andersen), og publikum får ikke lov til at svare, da den stramknoldede bibliotekar spørger, om vi kan nævne et digt, en roman eller et drama af Andersen. (De fleste kan nok nævne ”I Danmark er jeg født”, de bare lidt belæste kender også gennembruddet Improvisatoren og Mit Livs Eventyr.) På dette bibliotek/denne borgerservice henslæber tre undselige mennesker deres triste hverdag: Nanna Christine Morks spiller bibliotekaren Karen (hø-hø), Mads Hjulmand er servicemedarbejderen Leif Arne kaldet Leffe (og hvem ville ikke foretrække det kælenavn?), og Thomas Bang er det, man på uformelt dansk kalder dum i arbejde. Den ene er mere forsagt, genert, indestængt eller bare simpelthen lettere naiv end den anden, og i skuffelse over, at ingen kommer for at se nyåbnede udstilling om nationalskjalden, giver de sig i kast med at genfortælle, agere og fortolke Andersens samlede eventyr. Det fører pinlige episoder med sig, men det bringer også ukendte sider af forfatterskabet og skjulte sider af de tre plagede sjæle for en dag. Karen er muligvis en parodi på en grå og kedelig bibliotekar med en undertrykt libido (der folder sig ud, da Leffe giver den som kejseren uden klæder), men hun er også en habil læser, der giver publikum en forrygende feministisk læsning af centrale, velkendte eventyr. Leffe er muligvis voldsomt veltrænet under sit nørdede, vandkæmmede og triste ydre, men han er også både energisk og inderligt følsom, ganske som tredjemanden i jobtilskud viser sig at være mere mærket af baggrund og opvækst end bare at være dum i arbejde. Han har svært ved at begå sig blandt andre, og det er både komisk og dybt rørende at se.

                      I mellem de scener, som instruktør og dramatiker Heinrich Christensen har skabt ud af det bare ingenting (han kan altså hitte på!), fremfører de tre skuespillere små kommenterende popsange i et enkelt og ærligt arrangement. Som små oaser vederkvæger de publikum i den varme teatersal (Mads Hjulmand sveder tran på scenen og er uden tvivl lykkelig over at skulle smide tøjet) og skaber ro i den til tider larmende og lidt overgjorte farce, men forestillingen står ved at bruge farcen, og det er ærligt og ægte, når det virker som her og indimellem finder dybde og alvor i Andersens tekster. Lidt forudsigeligt slutter forestillingen med ”Den lille Pige med Svovlstikkerne”, hvis pastiche og sentimentalitet de færreste desværre gennemskuer, men til gengæld får vi også den mere ukendte historie ”Noget” serveret i næsten fuld længde, og det er noget at gå hjem med. Christensen & Co. serverer ikke bare let underholdning eller ude på at provokere publikum, de vil noget, og de har både hjerne og hjerte med. Jo, nogle ting er stereotype og forudsigelige, ja, Hjulmand smider tøjet, men der kommer mere morskab ud af, at publikum hele tiden ikke ser hans ædlere dele, end når en instruktør vil forarge ved at vise nøgenhed, og idéen er original, og moralen dybfølt, for hvis man kan hitte på alt dette, så er verden jo stor og forunderlig. Det er en stille invitation til både at komme hinanden nærmere og besøge det lokale bibliotek noget oftere – for bøgernes skyld. 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar