mandag den 26. september 2016

Kærlighedscollage

Henry Purcells The Fairy Queen karesseret på Det kgl. Teater d. 25. september 2016

Egill Pálssons forvanskning af Hamlet er spillet til ende på Odense Teater, og man må håbe, den vil hvile i glemsel og ikke hjemsøge teatret med ønsket om hævn. På Det kgl. Teaters Gamle Scene spiller den kommende uge med et andet værk inspireret af William Shakespeare, nemlig semioperaen The Fairy Queen; den kan ikke siges at være skrevet over En Skærsommernatsdrøm, for den er oprindeligt tænkt som en række scener, der i sang, musik og dans kommenterer komediens handling. For ikke at invitere til en forestilling, hvor to timers skuespil suppleres af to timers opera, har instruktøren Aniara Amos valgt at skære Shakespeare-delen bort og kun præsentere publikum for Purcell. Således risikerer man ikke at tage livet af en Shakespeare-klassiker, som det er sket i Odense, men man står med en række orkesterspil, arier og ensembler uden noget handlingsskelet, og hvordan serverer man lige sådan en halv opera, så den ikke klasker sammen som en souffle på scenen?
                      At det ene og alene er Henry Purcells musik, der spilles, er både forestillingens styrke og svaghed; musikken er underdejlig og fortjener at blive spillet, men selvom forestillingen kun varer to timer plus pause, så føles det undervejs også som en sen forestilling, og der trædes indimellem vande på scenen. Det ændrer ikke ved, at det er en helstøbt iscenesættelse båret af modet til at være teatralsk og gammeldags, og at den ramme af ord og poesier af Cecilie Eken, som musikken sættes ind i, og som præsenteres af Ole Lemmeke som Puk, er både smuk, underfundig og charmerende altmodisch, og den falder ikke for fristelsen til at digte en handling. Det er en kærlighedscollage, en opvisning af kvindetyper fra luderen til Madonna og et scenisk lydmaleri, der i al sin selvberoende og barokke kunstighed ikke insisterer på andet end at underholde – så raffineret og tankevækkende som nu kun teater kan underholde: Teatret forfører ved i højere grad end filmen at pirre publikums fantasi med sit levende trylleri, her understreget af allegoriske figurer, snoretræk og naive papkulisser, der aktiverer såvel indlevelse som forstand. Undertiden er det morsomt; når det satte par i ægtesengen er to mænd, og den ene i falset synger: ”No, no, no, no, no; no kissing at all”, og undertiden er det hjerteskærende skønt og rørende, så publikum kryber sammen på gulvet med sopranen Maria Keohane: ”O let me weep!” Det er ægte og ukompliceret midt i sætstykkerne og illusionerne.
                      Få ville som Ole Lemmeke kunne være så meget til stede i en karakter, der egentlig bare har til formål at fremsige de tekststykker, der sættes mellem de musikalske tableauer. Han er overbevisende underspillet, når han pludseligt dumper ned på Gamle Scene og hiver tilsyneladende tilfældige personer blandt publikum på scenen, så man alligevel kan spille Purcells The Fairy Queen (Den kongelige Opera er nemlig sparet væk, så fik den krakilske kulturminister den!). Det bidrager en del til karakteren, at han ligner en krydsning mellem Peter Larsens tjener Frandsen og Fladmast fra 80’ernes børnefjernsyn, komplet med svalehale og kørebriller, men kigger man grundigt efter, er han også udstyret med to sigende gevækster i panden, og så accepterer man, at han blander sig og ikke viger tilbage for at gå i rette med både sangere og musikere. Sin helt egen tid i rampelyset får han også i anden akt, da han fortæller en smuk historie om en fisker og et kvindeskelet, og da denne historie folder sig ud i de resterende scener, viser forestillingens koncept for alvor, hvad den kan, og det er synd, at der forinden nu engang er de lakuner, der er i denne masque.

                      Lakuner er der ingen af musikalsk. Sangerne er fremragende, navnlig må de to sopraner, Sine Bundgaard og Maria Keohane, fremhæves for deres lyriske, skære stemme, der så udsøgt klæ’r Concerto Copenhagens sprøde klange fra orkestergraven, bassen Henning von Schulman og tenoren Ed Lyon for deres melodiske styrke og rene klang. Strenge-, taste- og strygeinstrumenter samt bløde blæsere og fejende baroktrompeter beherskes suverænt af CoCo’s ensemble; stramt, rytmisk og alligevel også energisk og følsomt er det spil, Lars Ulrik Mortensen dirigerer op til publikum, og som et bragende bifald fortæller, var voldsomt savnet i forrige sæson. Man er taknemmelig for denne eftermiddags Purcell – han er en fremragende komponist og skammeligt overset – men musikken giver kun smag for endnu mere barokmusik, og der er oversete komponister nok at tage af; både Rameau og Vivaldi har skrevet store, hele operaer, som vi ikke er forvænt med i det kolde nord. Det ønske brænder mere inderligt end noget andet, da man træder ud i efterårets varme sol, at næste sæson ikke må savne hverken barok eller Mozart; når man her oplever, hvad Den kongelige Opera trods alt kan i det små, hvad ville den så ikke kunne i den helt store barokopera?

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar