At slå æg i stykker for at gå over åen efter vand

Sofokles’ Ødipus/Antigone (næsten) på Teater Momentum alias Det Ny Kongelige Teater

Det græske ord mimesis betyder efterligning – efterligning af ting, af handling og tale, efterligning som i at abe efter og imitere. I denne virkelighedsefterligning ligger ikke et krav om realisme, for en efterligning er jo netop ikke virkeligheden, men en gengivelse heraf, kunstig og fuld af illusioner, et spil med spejle, sådan som de græske dramaer på én gang var en fremstilling af menneskelige konflikter og dilemmaer, der gør dem genkendelige, gribende og vedkommende 2500 år senere, og teatralske i deres oprindelige udtryk med dans, sang og masker. Det er denne spændvidde, der er skyld i, at teatret nu er på vej ind i sit tredje årtusind, og det er spørgsmålet, om nogen kunstform er mere eviggyldig og omfavnende, for som i virkeligheden – og heri består den virkelige mimesis – kan alt ske – også i teatret. Tilbage bliver kun spørgsmålet, om teatret så virker, om det griber og skræmmer sit publikum, dét, som Aristoteles kaldte katharsis. Det vil naturligvis altid være et subjektivt spørgsmål, om man bliver grebet og skræmt, men det er i den forbindelse dog værd at huske på, at de antikke, græske dramaer var skrevet til en konkurrence i Athen hvert år i marts, og effekten hos publikum var i sidste ende det afgørende.

                      For førnævnte forfatter og filosof, Aristoteles, var der ingen tvivl om, at Sofokles’ tragedie Kong Ødipus overgik alle andre; som en cyklon vokser intrigen gradvist for øjnene af publikum, skræmmende at se på, men netop derfor kan man ikke få øjnene fra karaktererne, der opsluges af den, og medlidenheden med dem vokser sig ligeledes større og større. Titelkarakteren skal tvinges til at indse, at netop den skæbne, han i al sin godhed har kæmpet for at undgå, den opsluges han af, og han kan intet gøre for at forhindre det. På Teater Momentum, der i en (provokerende og/eller barnlig?) efterabning denne sæson kalder sig Det Ny Kongelige Teater, fordi man opfører alt, hvad der opføres i Skuespilhuset i København, begynder skuespillet først, da Ødipus har erkendt sin skyld. Erkendt den, men endnu ikke stået ved den. Han har derfor isoleret sig midt på den finérbeklædte scene i en kasse hævet op på en piedestal; det er indrettet som et billigt motelværelse, og det minder mest af alt om et stort fjernsyn vendt mod publikum, og iscenesættelsen trækker også på flere elementer fra TV-serier, både underlægningsmusikken (den er til tider enerverende) og spillestilen. Ødipus’ datter Antigone, der er titelkarakteren i en anden sofokles-tragedie, der udspiller sig i tiden efter, at Ødipus har forladt byen Theben, hvor myterne udspiller sig, er gjort til fortæller af farens tragedie, og det er den eneste berøring publikum får med hende; hendes tragedie reduceres til en banal/postuleret tænksom replik om at huske lyden af fjerbolde i hallen mere end noget andet. Dét publikum, der kender tragedien Antigone, må føle sig slemt til grin – men det er måske meningen… Så meget for publikums engagement og indlevelse på Det Ny Kongelige Teater.

                      Tragedien om Ødipus, for den er alt, vi her får, træder længe (alt for længe!) vande: Antigone fyrer fjerbolde ind i kulissens trævægge, mens hendes far gemmer sig under dynen på sit motelrefugium. Da han endelig kravler ud, er det ingen fornøjelse; instruktøren Henrik Grimbäck piller alt menneskeligt og sympatisk ud af Ødipus, for i Nicklas Søderberg Lundstrøms skikkelse fremtræder han svanset og genert som en kostskoledreng, og at han skulle gå i seng med sin egen mor er enten et usandsynligt postulat eller en meget forsimplet, fordomsfuld og homofobisk påstand. Han og Antigone taler længe så afdæmpet og monotont, at publikum virkelig er i fare for at falde i søvn, så teatralsk teatralsk er det, og det fortsætter – om end med modsat fortegn – da Tobias Shaws Teiresias kommer på scenen, for han sparkes rundt af den mistroiske Ødipus (han fortrækker stadig ikke en mine, han er stadig den surmulende skoledreng), så han må kaste sig ind i kulissen. Teiresias er som bekendt blind. Det mest voldsomme, Lundstrøm foretager sig som Ødipus, er med en symbolsk vedholdenhed at slå æg i stykker for at lave omelet i sit interimistiske motelkøkken, og der er nu engang ikke meget drama i symboler… Bedre bliver det med Iokastes indtræden på scenen: Nanna Cecilie Bang har i modsætning til Katrine Leth, der med Antigone lades grumme i stikken, en rolle, der udfordrer, og her overgiver Grimbäck sig (mere eller mindre) til Sofokles’ tragedie frem for at følge sine egne fortænkte idéer. Bang er en på én gang forfærdet og desperat hustru og moder, da tragediens omfang går op for hende, og hendes indlevelse er næsten skræmmende midt i narreværket af akrobatiske øvelser for at komme op i motelfjernsynet, fjerbolde spredt ud over gulvet og sendebude på rulleskøjter. Hun får med sit spil publikums øjne op for, hvor omfattende tragedien er, og hun trækker Ødipus med sig i sin ødelæggende cyklon af erkendelse. Da han ikke længere kan lukke øjnene for, hvad han – ufrivilligt – har gjort, holder han først to æg op for sine øjne for at illustrere sin manglende evne til at se klart, og så knuser han dem mellem sine fingre, så det røde teaterblod sprøjter ud over ham selv og over kulissen. Dét er effektfuld og skrækindjagende teater.

                      Det er en iscenesættelse i to tempi, først et ualmindeligt langsomt og kunstigt tovtrækkeri til ingen anden nytte end at understrege det kunstige og til tider ret komiske ved både teatret og tragediens plot, dernæst en effektfuld præstation, der måske leger med spøg og alvor, men som griber publikum, hvilket er teatrets hele eksistensberettigelse. Skuespillerne agerer måske voldsomt manieret og stift, men det må man bebrejde instruktøren, for det er et ikke gennemtænkt fejlgreb sådan uden at bidrage til dramaets virkning at lege med formen. Det er eksperiment for eksperimentets skyld, og alle skuespillere agerer loyalt og meget dygtigt, som instruktøren af uransalige årsager har villet det. Man kunne også kalde det en omvej, et unødigt teatereksperiment for at finde ind til kernen i Sofokles’ gamle tragedie, selvom den står stærk, gribende og overvældende i sig selv, og man kan spørge Henrik Grimbäck, hvorfor det er nødvendigt at slå æg i stykker for også at gå over åen efter vand? De kommende iscenesættelser på Det Ny Kongelige Teater må vise, om han virkelig tænker sådan, eller om det her blot er et fejlskøn.