onsdag den 30. november 2016

Ung igen

Sangerfest i La Bohéme i Operaen på Holmen – men Melbyes scenografi savnes. D. 27. november 2016

Hvor mange gange kan man på et liv holde ud at skulle se La Bohème? Det er en kort opera, spilletiden er under to timer, musikken er evigt indsmigrende, og handlingen er gribende – vel at mærke i hænderne på de rette sangere og den rette instruktør og scenograf. Nyopsætningen på Det kongelige Teater skulle angiveligt være langtidsholdbar, en investering og en del af et fremtidigt standardrepertoire, men det vil den kun kunne, hvis man fortsat har så kompetente sangere som nu, for scenografien er grå i grå; kedelig, billig og intetsigende.
                      Det er indpakningen, den er gal med. La Bohème er en bittersød og meget stemningsfuld opera at få foræret op til jul, men Astrid Lynge Ottosens scenografi er der ikke meget julegave i. Lad gå med, at kunstnernes logi er fattigt og mørkt – det mest magiske øjeblik er faktisk, da vægge og loft i slutningen af første akt svæver bort, så sneen kan dale ned over de nyforelskede – men stormagasinet, der danner ramme om anden akt, minder mest af alt bare om en gammeldags juleudstilling fra fattigfirserne, og det er helt tydeligt, at det er samme kulisses bagside, der danner dekoration for tredje akt, hvilket kun giver indtryk af et skrabet budget. At sende bohèmerne op på taget i fjerde og sidste akt giver muligvis psykologisk mening, for så kan Mimi udånde i sin elskede forårssol, men tagkulissen er tydeligvis skabt til en meget mindre scene, og det er kluntet, som den parisiske arkitektur vælter sig rundt mellem hinanden, nye og gamle bygninger, uden på nogen måde at illudere udsigten over byernes by fra Montmartre. Behøver man fortælle, at arkitekturgengivelserne naturligvis er grå? Mikael Melbyes storslåede, smukke og dog enkle scenografi, der til trods for at være skabt til Gamle Scene kom med til Operaens meget større scene, er et stort savn denne eftermiddag, og man gør bedst i at lytte og følge karakterernes gøren og laden, for den er ung og frisk.
                      Instruktøren Elisabeth Linton har flyttet handlingen små hundrede år frem til 1920’ernes Paris. Det er dog ikke de brølende 20’ere; bohèmerne er lige så fattige som altid, frysende og ikke det mindste grebet af ekspressionismen, hvad der havde klædt forestillingen, for deres kammer er blot et regulært, lavloftet rum helt oppe under taget, og der er ikke skyggen af farve. Det mest ekspressive udtryk er, at maleren Marcello strør aske ud over sit lærred, men selv det er jo gråt og støvet. Til gengæld er kvinderne, Mimi og Musetta, mere frigjorte og selvstændige, og allerede inden sin berømte entre har Mimi kigget nysgerrigt ind ad døren til de fire kunstnervenner, så det manglende lys er kun et påskud for at banke på. Hun flirter nok med Rodolfo, men hun lader sig ikke bare forføre, og det bliver et helt lille clou, at hun triumferende finder den forsvundne nøgle i Rodolfos jakkelomme. Musetta flirter lige så åbenlyst i tredje akt; hun vælger tydeligvis Marcello til, men ikke andre mænd fra, hvilket gør hende endnu mere levende og nutidig, uden at hun afviger fra librettoens karakter. Et fejlskud er det dog at gøre Rodolfo så kolerisk, at han i pausen har givet Mimi et blåt øje; det forstærker hverken indtrykket af hans kærlighed til Mimi eller hans sorg over ikke at kunne hjælpe hende i sygdommen. Linton demonstrerer imidlertid et klart blik for, hvordan hun som instruktør kan farve og understrege karaktererne alene i personinstruktionen, så hun på én gang overrasker det publikum, der har set Bohème talrige gange, og formidler operaens handling til dem, der ser den for første gang. Kender man operaen, ser man straks, at Rodolfo er blevet afvist af en forlægger, når Linton lader operaen begynde med, at han kaster det indpakkede manuskript på bordet i ærgrelse; kender man den ikke, opdager man det, når manuskriptet brændes for dog at give varme.

                      Én ting er instruktørens idéer, en anden er sangernes evne til at føre dem ud i livet, og her er Linton hjulpet af et formidabelt ensemble: Peter Steen Andersens Papignol over Bo Glies Nandfreds Benoît (der meget forfriskende ikke er en ucharmerende gamling, men en yngre mand med løs butterfly og i moderigtig rygejakke) til Peter Lodahls Rodolfo synger og agerer alle som en drøm. Navnlig sidstnævnte giver med sin ømme, runde og meget bløde klang gåsehud, selv når han serverer fortærskede tenortraver om den kolde hånd, og selvom jeg aldrig bliver fan af Gisela Stilles meget skarpe, ja, faktisk hårde klang (der slet ikke klæ’r partiet som Mimi), så hæver hun stemmen højt og frit med stor styrke. Palle Knudsen som Marcello og Sofie Elkjær Jensen som Musetta er et ”match made in heaven”; hans fede, maskuline stemmestyrke kan give alle hjertebanken, men overfor hendes perlende, strålende, jublende himmelrøst må selv han renoncere og overgive sig. Leif Jone Ølbergs Schaunard og Niels Gusténs Colline fuldender kvartetten af kunstnere, og sangen og spillet mellem dem gør én ung igen; de fire venner minder en om, hvorfor La Bohème er værd at opleve igen og igen, for de indkapsler ungdommens mod, livslyst og idealisme, så man kun kan beruses og forføres af dem – og så tragedien kan gribe des voldsommere, da den så pludseligt slår ned midt i solskinnet. Det er trist, at scenografien skal være så gammeldags og grå, når sangen og instruktionen er så frisk og ungdommelig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar