Der var engang...

Den jyske Operas festlige og formfuldendte Askepot i Odense Koncerthus d. 21. november 2016

Den jyske Opera har på sin efterårsturné nået den gamle eventyrdigters fødeby som et af sine sidste stop. De to opførelser er helt udsolgt; man skulle tro, odenseanerne ikke kan få eventyr nok, selvom H. C. Andersen markedsføres, så det hænger en langt ud halsen og skygger for den store digters værker. Men der er eventyr i iscenesættelsen af Rossinis Askepot, diskret, charmerende og uimodståeligt velkoreograferet eventyr til trods for, at den gode fe og tryllerierne fra Charles Perraults eventyr er udeladt i librettoen (på komponistens opfordring), og der er skønsang i struben på sangerne til at gøre det ud for de hjælpsomme, kvidrende fugle.

                      Rossinis Askepot er en pige med et hjerte af guld og ben i næsen. Hun svarer frimodigt sine ondskabsfulde stedsøstre igen, hun insisterer på at appellere til og stole på det gode i mennesket, og det virkelig eventyr i operaen er, at hun til sidst, da hun har fået sin prins, tilgiver stedfaren og stedsøstrenes foragt og hjerteløse behandling. Det er tit svært for instruktører (for slet ikke at tale om anmeldere!) at acceptere denne tilgivelse ”og de levede lykkeligt til deres dages ende”-slutning, upåagtet hvor væsentlig den er for at forstå f.eks. Mozarts operaer og her Rossini, men instruktøren Oliver Platt ryster ikke på hånden og leverer en gennemarbejdet smukt tilrettelagt komedie. Menneskelig ondskab kigger ganske vist frem og skuler til det godes sejr, men denne får ikke lov til hverken at lide eller bide fra sig, den overvindes simpelthen med det gode. Dét er da eventyrligt!

                      Askepot har således elementer af både opera seria og opera buffa, og Platt gør heller ikke operaen til enten det ene eller det andet. Her er ingen falden-på-halen-komik, men elegant iscenesatte situationer baseret på Rossinis mageløst morsomme, melodiøse og rytmiske partitur: En gentagelse i koret bliver brugt til at illustrere, hvor dumme og tungnemme de to stedsøstre er, de store ensembler, hvor kaos og forvirring hersker, understreges ved f.eks. at lade en tjener træde uden for og ryste på hovedet over, hvor tåbelige de undrende herskaber dog er, og det omkuldblæste kor transformerer sig under stormvejret i anden akt på magisk vis til den kongelige vogn med heste og kusk blot ved hjælp af paraplyer og kulspande. Personinstruktionen er skarp og præcis, tydeligst hos Askepot, der hviler i sig selv, og tjeneren Dandini, der næsten ikke kan være i sig selv af begejstring over at være konge for en dag, og dertil kommer, at prinsens lærer, den vise Alidoro, der trækker i trådene, så prinsen og den gode, dydige køkkenpige kan få hinanden, overtager den gode fes rolle i eventyret, for hver gang han kommer på scenen, tryller koret let og elegant don Magnificos faldefærdige slot om til prinsens elegante sale. Scenografen Neil Irish fortjener at nævnes for at have skabt en så rummelig og elegant kulisse; den understreger netop smukt, hvad den skal, men træder samtidig diskret i baggrunden. Man sidder og ønsker, at han også havde været scenograf på Den jyske Operas opsætning af L’amico Fritz for et år siden, så man havde været Adam Wiltshires larmende skrummel af en kulisse foruden.

                      Sangerne bidrager alle som en til at gøre opsætningen til en eventyrlig succes. Ingen af dem vælter en bagover, men alle indfrier de forventninger, man måtte have til partierne, og det er sjældent at opleve et så jævnbyrdigt ensemble af sangere. Bedst er Victoria Simmonds’ runde og appetitlige stemme (varm og intens som chokolade er den) i titelpartiet og Yuri Kissin som stedfaren, der er bedst til at gøre sig selv til grin; han slipper fra de svære koleraturer uden at miste pusten og har overskud til at bruge den musikalske ordskvalder i karaktertegningen. Leonardo Ferrandos prins Ramiro er tæt, men lidt skarp i klangen, hvilket Alexander Nohrs lidt for bløde og vege Dandini til gengæld mangler. Wojtek Gierlach er en lidt kønsløs og anonym Alidoro (sådan er det desværre tit at være den gode i en opera), mens Johanne Højland som Tisbe og Christel Smith som Clorinda har tendens til at overspille, uden at deres vokal dog lader noget tilbage at ønske, og Smith kan – til trods for at være meldt indisponeret – hele tiden høres over kor og orkester. Fremragende og usædvanligt veloplagte er herrerne i Den jyske Operas kor, hvadenten de er jagtselskab eller balløver, og det er dejligt, at korets damer gør dem selskab på scenen, når de nu ikke synger, selvom det kun er som statister. Fremragende er også forestillingens dirigent, italienske Manlio Benzi; han giver sangerne plads, lader dem trække vejret, så skønsangen træder tydeligt frem, og i orkesteret betoner han mere det melodiske end det rytmiske i Rossinis partitur, hvilket er heldigt, for Odense Symfoniorkester har aldrig været god til dansende musik. Det høres, når Benzi sætter tempoet op, navnlig strygerne hænger i bremsen og vil hellere sjæle end valse, men det er også det eneste minus ved forestillingen.

                      I brusende begejstring og benovelse forlader man ikke Odense Koncerthuset, men musikken, sangen, scenografien og instruktionen bliver alligevel siddende i en længe efter. Det er ingen dårlig julegave at få før tid at vide, at eventyret findes derude – også i en mørk tid.