Weyses Sovedrikken vakt til live på Den fynske Opera d. 30. august 2021
Man
går nynnende fra det gamle Flodbio ved Munke Mose midt i Odense denne stille og
næsten lune aften i august: ”Skønjomfru, luk dit vindue op,/her er din hjertenskær...”
Alene på grund af denne kønne, indsmigrende romance, der er svær ikke at nynne
med på, er det værd at glæde sig over, at Den fynske Opera har vækket C. E. F.
Weyses syngespil Sovedrikken af en mere end 40 år lang tornerosesøvn. Betænker
man endvidere, hvor ofte det er de samme værker fra en opera- og
operettelitteratur på flere hundreder år, der går igen sæson efter sæson efter
sæson på de fleste operahuse, bliver man dobbelt glad over modet ved Munke Mose
til at tørre støvet af uretfærdigt glemte eller blot oversete musikdramaer. Hvis
modet i de forrige sæsoner til at sætte nye operaer på plakaten parres med
modet til at forkæle publikum med fortidens lækkerier, så tegner fremtiden lys
på Fyn!
Sovedrikken er et
syngespil, altså arier, duetter og ensembler med talt dialog, med musik af
Weyse og tekst af Adam Oehlenschläger efter C. F. Bretzners Der Schlaftrunk.
Oehlenschlägers vers er her som hans øvrige poesi mundret, rytmisk adræt og
fremadstræbende, og selvom den talte dialog er let omskrevet til nutidsdansk,
så er tonen den samme. De dusinvis af skældsord - Dosmerpande! Møghals! Ærtekælling!
- der flyver hen over scenen, rammer præcist alene ved at være overraskende fantasifulde
og arkaiske. Til gengæld er handlingen for konstrueret til at virke let og
original: Udgangspunktet er den intrige, de fleste kender fra Holberg (som igen
har den fra Molière, der har den fra antikkens nye komedie), hvor en far ikke kan
acceptere sin datters ægteskab på grund af sine egne idiosynkrasier, men alt
ender lykkeligt, fordi et andet og mere handlekraftigt par griber ind. I Sovedrikken
vil dr. Brause kun have en anden kirurg til svigersøn, men da datteren
Charlottes kæreste, Vilhelm, er advokat, smider Brause ham på porten. Niecen
Rose og hendes kæreste, jægeren Valentin redder trådene ud, fordi Valentin ved,
at Brause selv har en affære med møllerkonen Abelone. Dét plot er en enhed
efter Aristoteles’ idealer i Poetikken med en klar morale om, at gud
Amor hersker over alle, ung som gammel, og at den ældre generation ikke kan
bebrejde ungdommen, hvad den selv ligger under for. Imidlertid er det
unødvendige digressioner, at Vilhelm ved en fejl drikker af den sovedrik, der
er forberedt til en af Brauses patienter og derfor gemmes i en melkiste frem
til slutningen af anden akt, og at Brause og Saft skræmmes af spøgeri i første
akts finale. Da anden akt begynder, er alt glemt.
Man tilgiver dog Oehlenschläger
ikke at have beskåret Bretzners vildskud, når hele komedien er pakket ind i
Weyses lette og charmerende tonesprog. Det klinger som Mozart, hvem Weyse var
en af foregangsmændene for i Danmark først i 1800-tallet, ikke mindst når
musikken her spilles af en klarinetkvartet: Fra flyglet leder Charlotte Thaning
Anne Søe på violin, Lea Emilie Brøndal Lyngs på cello og Simon Kovacs på
klarinet med smukt overblik; deres samspil er meget fint, og det lykkes dem at
få mindst lige så mange nuancer frem i partituret som et større orkester ville
have gjort.
En anden og ikke mindre
væsentlig force er det energiske spil hos sangerne på scenen. Instruktør Jacob
Beck har uden store kunstneriske ambitioner forløst den svære kunst at gøre en
komedie let og ukunstlet; Sovedrikken bliver i hans hænder en
folkekomedie, ikke en dilettantkomedie, selvom Kirsten Brinks scenografi måske
giver netop dét indtryk, og man kunne hos hende godt have ønsket sig modet til
at give den ferske handling lidt salt og peber. I stedet prøver alt at være,
hvad det er i handlingen, nemlig Brauses biedermeierstue og Malz’ vandmølle,
selvom det meget tydeligt bare er sætstykker, der hverken vækker overraskelse
eller latter.
Sangerne kan - ud over at
synge - forløse Becks intentioner om at spille folkekomedie. Joachim Knop, der
er kendt for sine evner i den lettere genre, forlener med sin mørke, dramatiske
baryton dr. Brause med lige dele myndig fader og indsmigrende enkemand. Sibylle
Glosted formår som hans datter Charlotte både at synge kønt og lyrisk og vræle
hysterisk, så det er komisk og aldrig overdrevet skaberi. Julie MeeRa Albertsen
har som hendes kusine Rose ben i næsen på mere end en måde; hun modsiger uden
tøven sin farbror og artikulerer med sin kønne sopran, så hvert ord kan forstås.
Det samme gælder Mathias Hedegaard, hvis skære baryton er skabt til denne genre.
Hans foredrag af ”Skønjomfru, luk dit vindue op” er mesterlig, og lige så
mesterligt laver han på samme tid rav i æsken og giver smækkys til højre og venstre
med stor entusiasme. Han er aftenens helst store stjerne, selvom Fritjof
Fuglesang som Brauses ”fabulus” og Kitti Brandt som møllerkonen Abelone giver
ham kamp til stregen: Førstnævnte er ved hjælp af kost og mask en forslugen
fætter Højben med knappenålshoved og overdrevet stor vom, og Jacob Beck lader
ham stjæle al opmærksomhed ved at spise småkager på 117 forskellige måder. Brandt
gør Abelone klingende fynsk, hun synger endda fynsk med sin perlende sopran!
Det er nok på grænsen til det overdrevne, men Brandt formår som alle de
medvirkende at spille komedie med så megen distance, at det bliver velgørende
selvironisk. Det skal ikke forstås sådan, at sangere og instruktør gør grin med
genren; tværtimod viser glimtet i øjet og de skæve smil, at alle de medvirkende
vil komedien med de mangler, den nu har. De fire stjerner i bedømmelsen er lige
så tindrende og ægte som spillet og sangen på scenen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar