Ende på komedien

 Thomas Bendixen skuffer sit forvænte publikum med Den indbildt syge. Skuespilhuset d. 30. oktober 2021

 

Den romerske digter Martial (ca. 40 - ca. 104 e. Kr.) fangede let og elegant sin samtids snobberi, hykleri, lyster og laster og fæstede dem til papiret med sin satiriske pen, så eftertiden med skræmmende klarhed kan se disse romerske karakterer lyslevende for sig - og genkende dem i sin egen tid. Man møder utro ægtemænd, dårlige digtere og forfængelige kvinder i hans digte, og så møder man en emsig læge, som man ikke kan lade være med at tænke på, når man har billet til Molières Den indbildt syge:

 

Jeg var blot sløj; men straks du kom til mig,

Symmachus, ledsaget af hundrede elever.

Hundrede hænder kolde som nordenvinden mig rørte;

Symmachus, jeg havde ikke feber - men nu har jeg!

 

Molière var syg, da han skrev denne sin sidste komedie, og det er hele komedielitteraturens mest slående eksempel på komisk ironi, at han døde på scenen i rolle som Argan, den indbildt syge titelkarakter, men mens Martial udstiller lægen Symmachus’ inkompetence og iver, fremstiller Molière dem som grådige gribbe, der udnytter, den stakkels Argan.

                      Argan har nok ondt i livet (med pauser og tonefald betones det flere gange, at det måske skyldes den første kones bortgang, og det er fint set af instruktør Thomas Bendixen), men hverken han eller lægerne formår at gribe ondet om dets rod og uddrive det, og i sin eksistentielle angst kaster Argan al sin opmærksomhed på ”alle de sygdomme, jeg ikke kender, og som jeg ikke aner, om jeg fejler.” Tjenestepigen Toinette formår i en intrige med Argans bror, Béralde, at udnytte Argans naivitet og fjerne hans forestilling om, at hans datter Angélique må ofre sig og ægte en læge for hans skyld, men hypokondrien kan de ikke kurere, og de bilder ham derfor ind, at han selv kan blive læge og således diagnosticere sig selv, så komedien ender lykkeligt - i alt fald for Angélique og Cléante. Måske havde Molière til hensigt med denne slutning ikke blot at understrege lægekunstens inkompetence, men at lægekunsten endnu var i sin vorden, så længe den ikke kunne kurere menneskets syge sind?

                      Mens menneskeheden endnu forsøger at evne det, er det udmærket at kunne gå i teatret og le ad menneskets dårligdomme og indbildskheder, og Søren Sætter-Lassen er i titelrollen garant for, at der bliver noget at le over: Der er ingen bånd, der binder ham på scenen, og med sin eminente mimik og gestik er han konstant nærværende for publikum. Hver bevægelse, han gør, hver ansigtsmuskel, han fortrækker, vækker dyb, varm latter; man behøver ikke vente på, han siger eller gør noget, man kan se virkningen længe inden, og man ler nærmest konstant ad hans fremstilling af Argan. Hans forårskåde, springende gang over veloverstået afføring er kostelig, og han ruller toiletpapiret op på rullen i en egen barnlig glæde. Det er hans sidste rolle som en del af Det kgl. Teaters faste ensemble, der efterhånden ingen virkeligt store stjerner har tilbage; der er snart kun lutter middelmådige skuespillere hyret i den nuværende skuespilchefs tid, så man må inderligt ønske, at Søren Sætter-Lassen fortsat vil gæste Skuespilhusets scener.

                      Tina Gylling Mortensen som tjenestepigen Toinette er den eneste, der kan matche Søren Sætter-Lassens altoverskyggende talent. Hun er bramfri, fandenivoldsk, ligefrem og brysk med hele sit korpus og hele sin stemmes volumen, og hun er meget, meget morsom. Også hun besidder et nærvær, så hun foran publikum smelter sammen med sin rolle, og de to bærer hele forestillingen. Måske det skyldes deres talent, at Thomas Bendixen med denne forestilling ikke når de samme stjernehøjder, som han har gjort med opsætninger af Misantropen, Den gerrige, Vildanden, Faderen og Erasmus Montanus? Et faktum er det, at selvom scenegangen afvikles lige så velsmurt, som Maja Ravns høje, elegante smedejernsgitter i svungen og svulmende barok drejer rundt på scenen, så er der grus i maskineriet, der får noget til at skurre. Marie Reuther er yndig som Agélique, men hun er ikke nærværende nok, til at man føler for hende; Christiane Gjellerup Koch er nok pylrende og kærlig som hustruen Béline, der kun ønsker at arve Argans mange penge - også døtrenes andel - men også for publikum er det en overfladisk pylren, og hun bliver aldrig den opfarende slange, hun kunne have været. Martin Bo Lindsten spiller både notaren Bonnefoi, dr. Purgon og dr. Diafoirus, så rollerne kommer kun til at sidde i kostumerne, og Alvin Olid Bursøe som dr. Diafoirus jr. vil konstant kysse Jonathan Bergholdt Jørgensens kedelige Cléante og besidder derfor en latent homoseksualitet, der kunne have givet karakteren dybde, men publikum får kun gakkede gangarter, når han gør sig til for sine kommende svigerforældre på farmands anvisning. Det er dumt, fordi det er ærgerligt, at komikken ikke forløses hele vejen igennem forestillingen, og det er ikke kun Argans selvmedlidenhed og hypokondri, der er genkendelig for publikum; den unge kærlighed, grådigheden og indbildskheden er det også.

I Thomas Bendixens hænder plejer dramaforlæggene at forme sig plastisk og elegant, men også for ham er der altså en ende, og den nås her - uden at det på nogen måde er en dårlig forestilling, Bendixen har blot forvænt sit publikum. Man må håbe, at hans klarsyn - som Søren Sætter-Lassen - kun er momentant fraværende. At der skulle være en læge til stede, der kan hjælpe, skal man nok ikke håbe denne aften, for kunsten har det trods alt bedst i kunstnerhænder.