En frygtelig historie

 Laser og pjalter er meget velspillet kras satire og barsk humor! Odense Teater d. 10. februar 2022

 

”Det er en frygtelig Historie!,” må man med H. C. Andersens høne fra ”Det er ganske vist!” udbryde efter at have oplevet Brecht og Weills Laser og pjalter på Odense Teater, og man må gøre det med samme smag af hykleri i munden som hønen. Forskellen er, at publikum - forhåbentlig! - har bevidsthed og dermed større evne til selvrefleksion end en høne, for mere end nogensinde er kunsten her et spejl, hvori vi ser os selv og vores liv (det står endda over store scene på Odense Teater): Laser og pjalter handler om os, om menneskene og deres dobbeltmoral, om deres brutale udnyttelse af hinanden, om deres blinde drifter og begær, og det er dog en frygtelig historie! Men der er sukker på, hvis nogen skulle være for kræsen til at få sandheden få serveret rå og blodig.

                      Det er en frygtelig historie, fordi den handler om mord, tyveri og svindel, men det er også en frygteligt god historie, fordi det er en frygteligt godt fortalt historie; i Moqi Simon Trolins iscenesættelse er alt timet og tilrettelagt som en plan af Olsen Banden - eller som Erik Balling og Henning Bahs’ forskrifter for samme plan. Modsat Egon Olsen, hvis plan som bekendt altid fejler, så han selv ender bag Vridsløselilles skærmende mure, ender Laser og pjalter godt - altså for superskurken Macheath, ikke for publikum: Længe sidder han fastspændt i den elektriske stol, længe sidder man i sit trygge sæde og tænker, at nu må nogen trække i håndtaget på afbryderen strategisk placeret lige ved stolen, så strømmen tilsluttes, og forbryderen får sin velfortjente straf, men ikke længe efter kommer dronningens ridende bud for ikke bare at benåde Macheath, men adle ham. Det er da en frygtelig historie!

                      Trolin er meget loyal mod Bertolt Brecht og Elisabeth Hauptmanns drama - her i Niels Brunses uforlignelige oversættelse - men formår med få, enkle greb at gøre Brecht endnu mere brechtsk. Brechts direkte publikumshenvendelser, Verfremdungs-effekten, projiceres enten op på siderne af Eilev Skinnarmos kubeformede forvandlingsscenografi - den indeholder både Peachums salon, bordel og Hotel Savoy - eller den bruges til at understrege samfundshierarkiet, for ve den tigger, der tror, at han eller hun kan annoncere næste scene; så mærker hun eller han straks Mr. eller Mrs. Peachums ætsende blik, inden de tager over. Anders Gjellerup Koch og Hanne Hedelund forlener hver især ægteparret Peachum med så megen autoritet, rasende kulde og kølig beregning, at man frygter dem lige så meget som Macheath selv; Mr. Peachum er så glatslebet arrogant, at alt preller af på ham, den ulastelige, kalkulerende købmand, og Mrs. Peachum formår på en og samme tid at være døddrukken og skarpt manipulerende. Det er mesterligt portrætteret, lige så ubesværet skuespil som drejescenen snurrer, og scenen skiftet.

                      Og hele ensemblet snurrer veloplagt med i Maria Gyllenhoffs kostumer, der rykker handlingen frem fra 1920’ernes baggårde i London til 1980’ernes punkæstetik af plastik, læder og nitter. Yuppiernes skulderpuder og glitter er der også; Lucy, som Macheath har besvangret, ligner en Alexis in spe. Macheath selv i slips, lang, stribet jakke og laksko ligner mest en glamrockstjerne, og Nicolai Jandorf spiller ham mere som en charlatan end en forbryder (selvom han indledningsvis brutalt skryder en modstander ned, så alle forstår alvoren bag satiren), men det gør det nu stadig svært at se, hvorfor uforligneligt energiske, velsyngende og velspillende Cecilie Gerbergs Polly vil gøre alt for ham. Hun er forestillingens store stjerne, alene fordi hun her har en karakter med mere mundrette replikker end Catherines svulstige billedsprog og profane bandeord i Stormfulde højder i efteråret, og hun er nærværende på en scene. Hun sætter ingen intriger i gang, hun tror på det gode i Macheath og elsker ham inderligt, men hun er stadig så meget sin fars datter, at hun - selvom Peachum har for meget bedsteborgerlig finfølelse til at ville genkende forbryderens metoder hos sig selv - med lethed kører Macheaths ”forretning” videre. Hun har langt større evner herfor end Macheaths håndlangere, Jacob og Matthias, der i Malene Melsen og Frank Thiels skikkelse snarere er to klovner end to forbrydere: Hun er en afdanket, torskedum laps, han ligner Bøffen i Olsen Banden, men begge er nærværende og overbevisende i rollen.

                      Som satiren i ”Det er ganske vist!” er pakket ind i en dyrefabel, er Brecht og Hauptmanns satire pakket ind i Weills sprødt melodiske tonesprog. Det er en fornøjelse, at en musikforestilling ikke er en teaterkoncert - det er en dødfødt genre! - og at musicals kan være mere end fem år gamle simpelthen af den ene grund, at musikken er god, og der synges probat over hele linjen! Anders Ortman leder effektivt sit ensemble og medvirker dermed til, at forestillingen snurrer afsted, og den bitre morale sukres til. Ve den publikummer, der ikke gennemskuer spillet og musikken, og som med hønen siger. ”Jeg foragter de Høns! Men der er flere af den slags! Sligt skal man ikke fortie, og jeg vil gjøre mit til, at den Historie kan komme i Avisen,” for det er jo i sidste ende den høne, det hele handler om, og dét er en frygtelig historie!