Forrygende, forførende og fremragende Ariadne på Naxos. Operaen d. 13. marts 2024
”Der
gaar gennem Verden et langt Skrig fra Kunstnerens Hjerte: Giv mig Lov, giv mig
Lejlighed til at yde mit ypperste,” siger Babette i slutningen af Karen Blixens
”Babettes Gæstebud”. Replikken kunne passende stå som motto for Richard Strauss’
metaopera Ariadne på Naxos, i særdeleshed i Katie Mitchells opsætning,
der nu spiller på Operaen på Holmen ved Robin Tebbutt. Prologen eller operaens
ramme forbliver til sidste tone en integreret del af forestillingen, og det gør
ikke bare forestillingen mere naturalistisk, det gør den sjovere og mere
dramaturgisk medrivende end andre opsætninger, hvor operaen kan være en stiv,
langtrukken affære. Samtidig bliver kunstnernes ambitioner og kunstens væsen i
en materialistisk verden et vedkommende og relevant omdrejningspunkt. Forestillingen
viser kort fortalt, hvad opera kan.
Det er 15 år siden,
Strauss’ opera sidst spillede på Holmen i en iscenesættelse af Robert Carsen.
Her var scenen scenen; forscenen og scenerummet var skueplads i prologen, og
operaen om den forladte, kretensiske prinsesse udspillede sig i et nøgent, sort
scenerum med et skrånende gulv. Dengang var det som nu Ann Petersen, der sang
titelrollen, og selvom hendes stemme i tidens løb har mistet meget af sin
styrke og fået en betragtelig timbre, er det en overraskende agil og smuk
sopran, hun stadig synger med. Men i Mitchells iscenesættelse bevarer Chloe
Lamfords naturalistiske scenograf, der er et tværsnit af to herskabelige stuer
en suite, forbindelsen mellem operaens to dele: I den ene stue opstilles rækker
af stole til publikum, i den anden udspiller forestillingen sig. Operaen
begynder med hektisk aktivitet, hvor de to stuer tømmes for inventar, stole
sættes frem og en scene bygges op - fyldt med sand - mens der prøves, og mens
komponisten og hendes sanglærer skændes med rigmandens sekretær om ændringer,
der sætter alles ambitioner - og tålmodighed - på spidsen.
Aktiviteten og
forvirringen fortsætter efter pausen, under forestillingen. Først og fremmest
er kunstnerne - operasangerne og komedietruppen - ikke enige om, hvordan de
skal agere, efter de er blevet bedt om at opføre deres respektive dele på samme
tid, og de er slet ikke enige om, hvor meget plads de skal give hinanden, for
deres idealer er ikke de samme hverken på eller uden for scenen: Zerbinetta vil
den hurtige flirt, morskaben og den bekymringsløse kærlighed, operadivaen vil
den store kærlighed og det dybe drama. Hvad mere er, at rigmanden - der her er
et crossdressende ægtepar - heller ikke helt har forstået rammerne og ugenert
sender SMS’er under forestillingen, tager selfies med Zerbinetta og træder ind
på den interimistiske scene. Hvorfor skulle de ikke gøre det, når det er dem,
der betaler og dermed også kan bestemme, hvordan forestillingen skal opføres? Der
sker altså meget både før og under operaen, men det er smukt orkestreret af
Mitchell og Tebbutt, og det er overraskende nemt at overskue og følge med i. Mitchells
ifølge programmet ret feministiske tolkning af Ariadne-karakteren, er mere uklar:
Ariadne er gravid, og selvom hun føder sit barn, er hun stadig fortvivlet over
at være blevet svigtet af Theseus (en af antikkens mange mytologiske helte,
hvis navn alle ender på -eus, og som alle gør nogle ret tvivlsomme gerninger,
mens de lever op til datidens mandeideal - hvad antikken heller ikke var blind
for) og længes efter døden. Bacchus, som hun først tror er Hermes -
sjæleføreren, psykopompos - bliver her Hermes, der præsenterer hende for
en række mulige veje til selvmord, men det er ikke Underverdenen, han fører
hende til, det er glæden ved moderskabet, og alt ender lykkeligt.
Imidlertid
overskygger dette ikke for Mitchells genistreg, nemlig operaens virkning. Der
er ingen tvivl om, hvad man skal synes om det rige ægtepar; hans lange, røde
kjole og hendes smoking med løsthængende sløjfe er snarere et udtryk for et
desperat forsøg på at være med på en trend end udtryk for eksistentielle valg,
og deres opførsel gør dem fuldkommen til grin. Det samme er deres gæster, der
alle er faldet i søvn allerede under middagen og derfor ikke møder op til
forestillingen! De er som Trimalchio, den tidligere slave i Petronius’
satiriske roman Satyricon fra før år 66 e.Kr., der uden at kende til
etiketten eller den gode smag desperat udstiller sin opnåede rigdom for at
blive en del af overklassen, men man kan kun grine af hans evner som digter
eller hans uvilje mod at ville røre en bold, der har rørt jorden. Men miraklet
sker, kunstnernes ambition opfyldes, og man ser det ske, hvis man ellers kan
bruge sine øjne og ører, nemlig at al unødig snak, alle vittigheder og alle
mobiltelefoner forstummer eller lægges væk, fordi det rige ægtepar, Zerbinetta
og hendes mandlige dansere gribes af operaen og helt opslugt følger med. Er det
ikke historien og iscenesættelsen, der bjergtager, så er det musikken, og det
er musikken, Strauss’ rige, funklende partitur, der griber og slår alle - både på
scenen og i salen - med betagelse. Det mytologiske udgangspunkt for Strauss og
von Hofmannsthal træder i baggrunden, og det bliver - som det er tilfældet med
Strauss’ sidste opera, Capriccio - en opera om opera, hvad opera kan, og
hvad den gør ved sit publikum.
Dette
lykkes naturligvis kun, fordi den musikalske udførelse er så eminent. Ann
Petersens storhedstid er som sagt ovre, men hun kan stadig henrykke, og Serena
Sáenz’ Zerbinetta er fortryllende, slynger koloraturtonerne ud med stort overskud
og er kun lidt udfordret af både at skulle spille og synge samtidig (der er
nogle lange pauser undervejs). Resten af sangerholdet er til gengæld eminent:
Elisabeth Jansson er en triumf som komponisten (og når partiet nu er skrevet
til en mezzosopran, hvorfor så ikke lade rollen være kvinde?), hun har styrke
og overskud. Michael Kraus er hendes lige så velsyngende musiklærer, og Ariadne
flankeres af tre vidunderligt nymfer: Marlene Metzger, Frida Lund-Larsen og
Fanny Soyer er en hellig treenighed af skønsang! Selv mindre roller, officeren,
lakajen, parykmageren og dansemesteren, er besat med sangere, der har overskud
og gør stort indtryk: Ian Bjørsvik, Marcus Dawson, Johannes Sejersted Bødtker
og Jens Christian Tvilum. I graven styrer Giedre Šlekyte Det kgl. Kapel sikkert
fra land uden at støde på grund; der er splitsekunder af vindstille, hvor en
sanger skal have plads til at komme ombord, men det er en blid og behagelig lystsejlads.
Alle yder deres ypperste, så man med Blixens Philippa fra ”Babettes Gæstebud”
må udbryde: ”Oh, hvor I vil henrykke Englene!” For ikke at tale om Strauss i
sin himmel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar