torsdag den 20. august 2015

Fødselsdag med flødeskum

Donizettis charmerende komedie om Elskovsdrikken i Tivolis Koncertsal d. 15. august 2015

Det er næppe noget savn, at Keith Warner ikke kom til at sidde længere i chefstolen på Operaen på Holmen – ikke når man husker hans udsagn om, at i hans tid ville Donizettis L’elisir d’amore aldrig komme på plakaten, fordi den var ”den tids svar på Lloyd Webber”. Ikke bare er det dumt af en operachef ikke at ønske så stor en popularitet som bel canto-operaerne havde i 1800-tallets første halvdel eller musicals i 1980’erne, det er først og fremmest udtryk for et unuanceret, elitært og fordomsfuldt syn på et fag, man skal forvalte. Elskovsdrikken skiller sig jo på ingen måde ud fra det øvrige bel canto-repertoire, men Warner bifalder måske hverken Donizetti, Rossini eller Bellini? Det er mærkeligt, så forkætret Verdi er, når man betænker, hvor forvrøvlede og dramatisk ulogiske mange af hans operaer er, eller at han ikke ejer den nerve af sensibilitet og fin melodiøsitet før sent i livet, som Bellini overlegent viser i alle sine operaer. Sandheden er, at de lette, iørefaldende melodier kræver et stort overblik af en dirigent og store stemmer for at lyde så lette og indsmigrende, som de bør, og når vi så sjældent oplever dem i operahuse uden for Italien, så skyldes det alene høje herrers snobberi (og at for få sangere har bel canto på rygraden). Store stemmer som i Tivolis Koncertsal d. 15. august burde feje alle fordomme af bordet – skulle man synes – men selvom Politikens anmelder Henrik Friis kvitterer med fem hjerter, så bruger han meget spalteplads på at undskylde, at dette var en musikalsk storslået og festlig aften. Publikum var mindre forbeholden og nød en munter fødselsdag med masser af flødeskum!
Henrik Engelbrecht deler lykkeligvis heller ikke dette negative musiksyn – det hører man af hans elegante, men muntre genfortælling af handlingen undervejs. Han fortæller med et glimt i øjet og et smil på læben, men det er et ærligt smil, der vidner om den glæde, hvormed han år efter år henter store stemmer til publikum i Tivoli; her er farver, blomster, festfyrværkeri! Den store stjerne igennem flere år, amerikanske Lawrence Brownlee (med risiko for at være politisk ukorrekt), leverer den helt rigtige chokoladedosis som modvægt til musikkens flødeskum: Hans stemme er ikke knejsende og rank, men den er stærk, smidig og blød på en så indsmigrende måde, at man overgiver sig med et lykkeligt smil på læben! Han er en ener; der er så få tenorer, der kan forløse bel canto så ægte som han, og det er en stor glæde at kunne høre ham – også som den enfoldige Nemorino i den lille landsbykomedie, Elskovsdrikken. Han tilbeder (og det forstår man godt!) Adina, der denne aften synges med mindst lige så stor overbevisning af russiske Olga Peretyatko; hendes stemme har kraft og smæld, ingen tone viger hun tilbage for, men bestiger den legende let, og samtidig ejer hun en evne til at farve og nuancere hver frase langt ud over det rent melodiske. Hendes kærlighedserklæring til Nemorino i slutningen af anden akt er ikke bare en lille, let melodi, der bare rystes ud af ærmet, den er en kærlighedserklæring på trods, for hun slår knuder på sig selv og vil ikke erkende, at hun elsker den gode og kærlige dumrian. Der er en lyttende, anspændt stilhed i salen, da hun har sunget færdig, publikum sidder overvældet og betaget, før brava-råbene bryder ud, for dette var ubestridt aftenens clou. Måske fordi Peretyatkos nerve kommer som en overraskelse, og end ikke den ømme og elskede ”Una furtiva lagrima”, som man sidder og venter på det meste af aftenen, høster det samme bifald – upåagtet Brownlee synger denne romance til perfektion. Sikke en fødselsdagsgave at høre disse to sammen!

Palle Knudsens varme, maskuline sergent Belcore står mål med både Peretyatko og Brownlee. Man spørger altid sig selv, når man har hørt ham, om han nogensinde har sunget bedre, for det lyder som om, han kun bliver bedre og bedre. Måske hans stemme vokser i store stemmers selskab? Man kan håbe, at Simon Duus, der synger kvaksalveren Dulcamara, der sætter hele handlingen i gang, kan lære af Knudsen, for hans stemme er stærk og flot, han synger imponerende hurtigt og adræt, men han virker også en anelse for ivrig, som er der for meget præstationsræs (ikke at man ikke forstår det mellem de sangere på scenen) og for lidt scenisk nærvær over ham. Det bliver en stor glæde at høre ham, når han mestrer dette og hviler mere i sig selv. Fart over feltet har også dirigenten Yves Abel; han holder en livfuld og munter nerve, et raskt tempo, der sætter pulsen op og får endorfinerne til at strømme! Her er ingen tøven, ingen unødig dvælen, han tager imod komedien med åben favn og serverer den med fejende smil for publikum. Ingen kunne ønske sig en mere festlig fødselsdag, og til fødselsdag hører nu engang flødeskum! Så kan anmeldere og andre kostfornægtere stå på sidelinjen og se til, mens vi andre glæder os og fejrer den gamle have med Donizetti!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar