tirsdag den 18. august 2015

Er du dus med himlens fugle…

Romantisk Tryllefløjten på Valdemars Slot torsdag d. 13. august 2015

Romantikkens fascination af det oprindelige, folket og fantasien fandt sin mest trofaste genre i eventyret. Det er omkring år 1800, at eventyr virkelig indsamles og udgives – tænk blot på brdr. Grimm og (den knapt så kendte) Mathias Winther på vore hjemlige breddegrader – og i lyset heraf er det ikke så underligt, at romantikerne havde en forkærlighed for Mozarts syngespil Tryllefløjten frem for operaen Cosi fan tutte. Mens sidstnævnte i fornuftens navn er en munter og usentimental undersøgelse af kærlighedens væsen, appellerer førstnævnte med sine mange mystiske referencer og eventyrlige karakterer til publikums fantasi og følelse, og at udnytte den romantiske park omkring Valdemars Slot på Tåsinge som kulisse for Mozarts sidste musikalske drama ligger lige før. Ikke mindst med en instruktør som Anne Barslev ved hånden; uden hang til at pynte på historien eller at ændre radikalt på denne udnytter hun med enkle greb plænen, lindetræernes allé og højdedraget som én stor scene. Til tider er det som et maleri for øjnene af en, men der er også en utrolig dramatisk effekt i at kunne se Pamina vandre bort mod søen i fortvivlelse, eller at Sarastro bestandig holder øje med Tamino og Papageno, som de udsættes for præsteskabets prøvelser. Endvidere afslører en enkelt, åben ramme midt på plænen, at naturen ikke kun tilhører romantikere, men at også oplysningstidens fornuftsdyrkelse havde sans for denne, det handler blot om synet på naturen, og denne forskel gøres til kernen i operaen.
                      Enkelte roller er skåret væk, og partituret er også skåret en smule til. Det er egentlig ikke nogen dårlig idé, selvom det kan lyde blasfemisk, når det er Mozart, det går ud over. De tre damer og de tre drenge synges af koret, vogterne og de harniskklædte udelades eller overlades til Sarastro, og da Nattens Dronning og Papagena synges af samme sopran, Anna Carina Sundstedt, er Nattens Dronnings forsøg på et comeback hen mod slutningen af operaen strøget. Det går imod den plausible tolkning, som mange iscenesættelser på det seneste har hældt til, nemlig at hun tages til nåde og tilgives, som greven tilgives i Figaro, kvinderne i Cosi og Vitellia og Sextus i Titus; her forsvinder hun ud i glemslen som tegn på, at det er fornuftens natursyn, der sejrer: David Danholts Tamino er en velklædt spejderdreng, der med lup og rygtaske er draget ud for at studere naturen, da han i den indledende scene overraskes af en (farvestrålende) slange. Koret, der i begyndelsen af første akt, er Nattens Dronnings naive tilhængere, er klædt i turban og lange, trompetformede dragter i grønne og brune nuancer som en blanding af hippier, shamaner og skovtrolde. (Nattens Dronning selv er ingen undtagelse, om end hendes dragt naturligvis har en større diameter…) Disse lalleglade naturvæsener uskadeliggør slangen, sætter Papageno på plads og overtaler Tamino til at finde Pamina. For kontrastens skyld er de som Sarastros tilhængere iklædt grå frakke, skjorte og slips, ja, endog bowlerhat, men de er ikke kyniske bureaukrater i borgerligt miljøministerium, det tempel, de tjener, er kun markeret af en åben port i parken, og bag den er der stadig kig ud i naturen. Kampen i denne iscenesættelse er med andre ord mellem den umiddelbare drift, hvor også had og hævn hører hjemme, og den selvbeherskelse, vi tilegner os i vores opvækst, og som helten og heltinden skal tilegne sig, før de til sidst forenes, for det gør de jo, både Tamino og Pamina og Papageno og Papagena. Nattens Dronning og den umiddelbare, instinktive naturopfattelse, hun står for, overvindes – men det er måske mere 1700-tallets oplysning end romantikkens vilde følelser, der taler her.

                      Jonas Hunt Nørgaard står for direktion af det lille orkester (strygekvartet med klarinet, fløjte og klaver) og bearbejdelse, der indbefatter nyskrevne recitationer i stedet for den talte dialog. Det er faktisk en styrkelse af værket, der i de friske, uvante omgivelser under åben himmel og med kammerorkester pludselig synes som en stor, ukendt opera buffa. Morsomt er det nemlig, og opførelsen hæver sig langt op over enhver anden amatørforestilling i det omskiftelige danske sommervejr. Bevares, det er kun koret, der består af amatører, men den plads, som replikskifte, fraseringer og skuespil her får – helt i tråd med Mozarts partitur – hæver sig op langt op over den lemfældige instruktion og den jagen afsted, Mozart tit og ofte bliver spist af med på store operascener. Barslevs sikre blik for karaktererne er heller ikke til at tage fejl af; som Tamino er en kostskoleklædt duks, hænger Pamina fast i pigeværelset iført et uhyre af en lyserød marengs påsyet alt fra bamser og tøjdyr til dukker og glimmer, og Papageno med det gode hjerte og den lille forstand er landevejsridder komplet med udrangeret barnevogn, fiskenet og fuglerede på den høje hat. Intet er mere oplagt og i tråd med iscenesættelsens helhed end at lade ham synge: ”Er du dus med himlens fugle…”, da han kommer vandrende frem mod os over plænen. Generelt synges der lydefrit og egalt: David Danholts tenor er stærk og rørig (så meget duks er han heller ikke), Jakob Zethner imponerer ved ikke blot at kunne nå Sarastros dybe register, men også ved at det klinger så klart og ubesværet under åben himmel. Anna Carina Sundstedt har fyrighed og temperament som Nattens Dronning, så det er rent raseri, at enkelte toptoner er uskarpe, og – fuldstændig modsat – har hendes Papagena har sødme og ubekymret munter klang. Nickie Johansson som den små Pamina har måske ingen stærk røst, men partiet er svært, aftenluften kølig, og hun har en fin inderlighed, ganske som Teit Kanstrups Papageno vinder svært ved charme og humor; Simon Motts læderklædte Monastatos smælder overbevisende sine toner og sit temperament ud i aftenluften. Men ja, vi er denne aften vitterligt alle dus med himlens og parkens fugle, og man kan kun håbe, der ikke igen skal gå tre år, før Barslev kan charmere os i det fri. Det er enkelt og sommerligt, men det er ægte og langt fra Morten Korch’ske banaliteter!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar