Via
Artis Konsort skuffer slemt på Den fynske Opera med Escarramán d. 9. februar 2016
Da Via Artis Konsort
optrådte på Den fynske Opera med Andersens
Duende i forbindelse med H. C. Andersen Festivals 2015 var det en
åbenbaring! Fyrig flamenco, danske og spanske sange blandede sig smukt med
oplæsninger af Andersens I Spanien
(af en meget vellignende og veltalende Rasmus Schæffer Christensen), så man
blev tør i munden, fik svedige håndflader og mærkede solen brænde hedt i en
ellers kølig, dansk sensommer. Kunstnerne strålede, hvadenten de dansede, sang
eller trakterede strenge- eller slagtøjsinstrumenter, og udsigten til at skulle
opleve ensemblet samme sted i februar kunne selv få øjnene til at stråle.
Men ak, der var hverken sol, sommer eller
åndenød at hente, og februar forblev grå og kold på Den fynske Opera – sic transit gloria mundi. Forestillingen
Escarramán med den ellers spændende
undertitel ”En tegneserieopera” skuffede ved at have et fladt, endimensionelt
syn på kunstnernes talent og gav samlet set forestillingen et ucharmerende præg
af dilettantforestilling. I glimt løftede
sangen, dansen og musikken sig, men den faldt lige så brat og stejlt, når den
vendte tilbage til en stædig intention om at fastholde en uhyre banal og
alligevel overgjort historie med alt for tydelige politiske pointer undervejs.
Det, der var med til at gøre Andersens
Duende så stor en oplevelse, var modet til at lade sang, dans og poesi tale
sammen ved at stå helt hver for sig og i sin egen ret; her var et kunstnerisk
mod til at vise talent og subtilt markere tråde i et smukt, gyldent spindelvæv
af æstetisk sans.
I Escarramán
bindes sange, dans og musik sammen af en lille historie om en spansk
hofmusiker, Juan de Vado, inspireret af en historisk person med et stort set
identisk navn. Historien fortælles gennem elegante, smukke tegninger af Alberto
de Arriba Guisande (der meget underligt ikke krediteres i programmet), og de kunne alene have båret
forestillingen igennem, ganske som en stumfilm kan leve alene i kraft af
musikken. Der er musik til billederne, smukke, sprøde, rytmiske toner fra
barokguitarer, harpe, gamber, slagtøj og cembalo, men ensemblet har ikke haft
tillid til, at disse instrumenter alene kunne formidle historien, for den sarte
musik druknes brutalt under et tykt, tykt tæppe af reallyde: alt fra fodtrin,
plasken af vand, vin, snak og latterbrøl af krogæster, til æselvrinsken,
hundeglam og pornostønnen. Det er som en stumfilm med musikledsagelse og et publikum, der snakker undervejs,
og hertil kommer en voice over i form
af Signe Asmussens belærende fortæller. Hun siger ganske vist hele tiden ”kære
publikum”, men spørgsmålet er, hvor kært publikum er hende, for hun fortæller
ikke bare den tynde historie om musikeren Juan de Vado med alter egoet
Esacarramán, hun kommenterer handlingen med bemærkninger om, hvor hårdt det er
at være kunstner – ikke i 1600-tallets Spanien, men i dag. Dét udsagn havde
stået langt stærkere, hvis ensemblet havde blæst publikum bagover med sine
evner, men nu skal de ud over at koncentrere sig om at synge, danse og spille
også fungere som skuespillere i endnu et lag oven på tegningerne og agere
figurer i historien. Her er en grænse for ensemblets talent, det bliver pinlig,
plat og utiltalende grimasseren og en flov komik (der bl.a. baserer sig på, at musikeren
Ernesto Manuitt Hernández er en ret korpulent herre) samt en overflod af
kostumer, der virker mere kitschet end eksotisk. De kommenterende lag opnår
ikke at føre mere til tegningerne, tværtimod forbliver de endimensionelle.
Det er kompetente kunstnere, der her forvilder
sig ind i en blindgyde. Signe Asmussens normalt smukke sopran folder sig ikke
smukt og blankt ud, som den plejer (lider hun trods alt under den docerende
fortæller?), men de to andre sopraner, Hilde Karlsen og María Altadill bør
begge nævnes for deres skære røst, for deres rytmiske sans og underfuldt smukke
fraseringer. Harpenisten Flora Papadopoulos lokker elfeagtigt den fineste musik
frem af sit store instrument, og det samme gør herrerne, der trakterer de
øvrige strengeinstrumenter, men de drukner som sagt, selvom de fordyber sig i
deres musik og flovt ser til sangernes groteske forsøg på munterhed. Det er et
fromt ønske, at Via Artis Konsort snarest får selvtilliden tilbage og leverer
sjælden musik i smuk fremførelse; den taler for sig selv og behøver ikke pakkes
ind i unødige lag af bobleplast.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar