Ligevægt uden Chagall

Eminent Spillemand på en tagryg på Odense Teater d. 10. februar 2016

Man kan ikke lade være med at se maleriet Violinspilleren fra 1913 af Marc Chagall (1887-1985) for sig, når man hører titlen på Jerry Bock og Josef Steins musical fra 1964: Spillemand på en tagryg. I Chagalls ekspressionistiske univers nærmest svæver en stor og storsmilende violinspiller rundt over tagene i en ukrainsk landsby. Der er ikke fokus på byens sandsynligvis fattige, udslidte rønner, men på musikeren og hans musik, der giver motivet sit farverige skær af eventyr. I den forstand ligner maleriet musicalen; musikken er centralt placeret, og musikerne befinder sig på scenen blandt skuespillerne i denne opsætning, ikke gemt væk i en grav, men ellers lader hovedpersonen, mælkemanden Tevye, publikum forstå, at forestillingen hedder sådan, fordi alle personerne i landsbyen Anatevka er umageligt placeret i verden – som en spillemand på en tagryg – men de holder alle balancen ved at holde fast i traditionerne.             

                      Hele forestillingen er i smuk balance: Scenerummet er åbent og tomt, bag drejescenen en runding belyst i grålige nuancer, og fra loftet fires fra tid til anden tæpper og bobinetter bemalet med slyngede ranker ned. Ellers bæres alt ind og ud. Det bliver hurtigt klart, at det er en smuk metafor for det evigt forfulgte folk, jøderne, altid på rejse, altid på flugt bærende deres ejendele, at skuespillerne bærer planker og trækasser ind og ud, så de rejser sig som huse, danner bord og seng, jernbanesveller og perron. Det store ensemble sender et sus fra de store Broadway-scener ud til publikum, når det bevæger sig rundt i smukt koreograferede mønstre af Peter Friis; sådan griber en musical sine tilskuere uden opulente kulisser, og dét er en ren fryd, at det er skuespillerne, der skaber liv på hele den store scene, ikke døde kulisser. Det skaber også rum for skuespillerne til at udfolde den smule personlighed og karakter, som replikkerne rummer, for karaktererne er snarere typer end individer, og de lever udelukkende i kraft af musikken, sangene og den skæbne, der rammer dem, ikke hvad de er hver i sig. Tevyes lommefilosofiske dialoger med Vor Herre selv afslører et menneske, der som enhver middelklassedansker (dem, der er flest af i teatret) prøver på at holde skindet på næsen ved ikke at gøre sig til uvenner med nogen, ved at tilgive og huske, at ”på den anden side…” – ja, kort sagt ved hele tiden at føje sig i dagligdagens små stridigheder. Ligheden hører op, når det er den store verden uden for, der byder Tevye føje sig, så bøjer han sig og forlader Anatevka, for den situation er nok de fleste danskere fuldstændig fremmed (selvom mangen en dansker vil påstå, at han er forfulgt og ikke længere kan hygge sig i smug). Da jerntæppet til sidst – langsomt – sænker sig mellem publikum og den bortvandrende landsby, burde forskellen stå krystalklar for alle, selv den mest indadvendte.

                      Anders Gjellerup Koch gestalter Tevye med lige så stor selvfølgelighed, som han har spillet Jeppe, onkel Vanja, hertug i Som man behager og svans i farcen Tjener for to herrer; han er ubestridt den største stjerne i Odense Teaters ensemble, og han ejer scenen, fra han træder ind. Hanne Hedelund er hans karske, barske kone Golde, der først bløder en smule op ved forundret at høre spørgsmålet: ”Elsker du mig?”, mens Louise Davidsen får mere ud af rollen som den ældste datter, Tzeitel, end hun gjorde i den uduelige gendigtning af Holbergs Den Vægelsindede i efteråret – selvom hendes karaktertræk stort set kun består af modet til at gå imod forældrenes ønske for at gifte sig med den fattige skrædder Motel, som hun elsker. Katrine Bæk Sørensen udviser en styrke og vilje, der rækker langt ud over rollen som den næstældste, Hodel, og det gør det ikke bare sandsynligt, at hun virkelig ville rejse til Sibirien efter sin elskede, der er sat i arbejdslejr, det efterlader først og fremmest et ønske hos publikum om at se hende på scenen igen snarest. Hun har også ubestridt aftenens bedste stemme. Lea Baastrup Rønne har en fin og ægte sødme som datteren Chava, selvom Tevye i al sin godmodighed ikke straks kan tilgive hende at gifte sig med en kristen, omend denne har reddet hende fra voldtægt. (At han gør det på længere sigt er sandsynligt.) Magnus Christensen er denne kristne ridder, Fyedka, og både han og Benjamin Kitter, der spiller studenten Perchik, spiller afbalanceret, troværdigt og smukt – også helt uden sammenligning med deres flove og pinlige grimasseren i Den Vægelsindede. Det er alt i alt en ægte og fuldt udfoldet iscenesættelse, Martin Lyngbo har skabt. Det er teater hele vejen igennem, også tilskuerrummet inddrages, og så tilgiver man nemt, at der ikke er megen chagallsk fantasi over forestillingen. Kun i Anders Singh Vesterdahls arrangementer af musikken kommer en indestængt vrede og vildskab til udtryk, som ellers udelades af handlingen, men det er jo også en musical. En af de bedre.