Sommerfugleeffekt

Den jyske Opera triumferer med opsætningen af Madama Butterfly; februar 2016

Det metaforiske udsagn, at en sommerfugls vingeslag i en regnskov på Brasilien kan forårsage en orkan i Texas, bliver gribende konkret i Den jyske Operas opsætning af Puccinis opera fra 1904. Portrættet af geishaen Butterfly kan i hænderne på den rette sopran sammensnøre struber og kalde tårer frem i øjenkrogen, og en sådan sopran har man fundet i koreanske Hye Won Nam. Hun udstråler en så ydmyg sødme med en så stærk og smidig stemme, at hendes fortvivlede flaksen ind i den altfortærende flamme blæser publikum bagover, og et stormende, jublende bifald rejser sig, da hun træder ind på scenen efter tæppefald: Bravissima!

                      Rammen om denne sommerfugls skæbne er ganske enkel – ellers havde operaen næppe heller virket så stærkt: Et traditionelt japansk hus med vægge og skydedøre af træ og papir. Væggene er bemalet med fugle, så man skulle tro, det var Johannes Larsens værk, men fanget i flugten understreger de kun, at geishaen ikke kan undslippe, fordi hun så betingelsesløst dedikerer sit liv og sin kærlighed til den amerikanske flådeofficer, Pinkerton. Instruktøren Stephen Barlow viser dette i en meget smuk personinstruktion; den amerikanske verdensmand, B. F. Pinkerton, ter sig fra begyndelsen arrogant og uden hverken respekt eller interesse for den kultur og de skikke, der hersker omkring ham. Han opfører sig hjemmevant, smider om sig med penge, lader hånt om al høflighed, og det understreges kun af konsulen, Sharpless’, upåklagelige og afdæmpede opførsel. Spændingerne mellem de to bliver et helt sluttet drama i sig selv. Alligevel lader Barlow Pinkerton blive ramt af Butterflys uskyld og sødme, og han står handlingslammet og betaget, ja, forelsket over for hende i første akts store, afsluttende duet (en slående kontrast til Den jyske Operas forrige turnéopsætning af Madama Butterfly fra 2002, hvor instruktøren Uwe Schwarz uden at skele til musikken nærmest lod Pinkerton voldtage sommerfuglen). Barlow lader ham vende tilbage til scenen til allersidst – tids nok til at se Butterflys selvmord – forfærdet og angrende, og man tror ham rent faktisk. Stillet over for den styrke og selvbeherskelse, som Butterfly møder nyheden om hans svigt med, gør det ham ikke til et mindre dumt svin, end han normalt fremstilles, men Barlow løfter sløret for en mere nuanceret og troværdig psykologi, i og med denne Pinkerton således udvikler sig igennem operaen.

                      Til trods for Barlows fine blik for detaljerne i sin elegante instruktion, så undgår han ikke at snuble få gange, før opsætningen når i mål. Man må anerkende hans vilje til at ville se nye aspekter af handlingen, f.eks. at lade Pinkerton åbne sig som et følsomt menneske, men det er ikke uden problemer. Slutbilledet er gribende, når Pinkerton falder sammen over Butterflys lig og sønnen i det samme træder ind; for ham vil faren for altid være skyldig i morens død efter dette første møde. Det kunne sagtens have været opnået, selvom sønnen havde været på scenen tidligere, at man først ser drengen i de sidste sekunder forstærker ikke klimaks yderligere, men Barlow lader kun Butterfly fremvise et fotografi af drengen på det højdramatiske ”E questo? E questo?”, og det er et antiklimaks af format. Det er muligvis originalt, at drengen tilsyneladende triller ind bold ind fra kulissen, men det er at have opgivet instruktionen på forhånd, ganske som det latterligt, når Butterfly tiltaler ham direkte, men igen kun har drengens fotografi ved hånden. Hun er fortvivlet, ikke debil! Efter nynnekoret er det også en dramatisk falliterklæring kun at lade Butterflys utålmodige og fortvivlede venten afspejle sig i en videoprojektion af et oprørt hav, for selvom det er, hvad orkesterets intermezzo afspejler, skal teatret synliggøre og mime ikke forfalde til filmens (billige) tricks af sammenklipning. Barlow giver Butterfly al den ro til eftertanke og forberedelse, som partituret fordrer, og hun har på dette tidspunkt endnu ikke opgivet håbet, om at Pinkerton vender tilbage til hende. Det er dog småting, som man tilgiver, fordi de tydeligvis ikke er gjort af ond vilje, men er udtryk for et oprigtigt ønske om at aflure operaen så mange detaljer som muligt – og mange som der er, så er det en næsten umenneskelig opgave. Barlows instruktion har i forvejen øje for det meste ved Puccinis geni.

                      At opsætningen løfter sig til en triumf over mange ellers fremragende oplevelser allerede i denne sæson (Jenufa, Kvinden uden Skygge, Boulevard Solitude) skyldes ikke kun den subtile iscenesættelse, men navnlig solisterne. Hye Won Nams på en gang stærke og sødmefyldte stemme flankeres i stort set alle partier – store som små – af fremragende sangere: Magnus Vigilius, der er kendt og elsket på Fyn fra Den fynske Opera, og som forrige år vakte opsigt ved at vinde tredjeprisen i Lauritz Melchior-konkurrencen, har en rank, slank og prægtig tenor; han slynger tonerne i Pinkertons parti ud med en sikkerhed og skønhed, som jeg ikke mindes at have hørt hos nogen dansk tenor nogensinde (ikke på scenen i alt fald). Morten Frank Larsen synger som i 2002 Sharpless, og det er igen en gave, at denne stjerne fra The Met og Staatsoper i Wien vil turnere rundt i Danmark og med så fint spil og så skarpsleben en stemme portrættere en ædel, men forsagt karakter; han er fantastisk! Lucia Servoni løfter partiet som Butterflys kærlige, ærlige og trofaste kammerpige Suzuki op i samme liga som de andre sangere, kun Christian Damsgaard skuffer fælt ved at overspille som den sleske ægteskabsmægler Goro.

                      Sommerfuglen Hye Won Nam er nævnt, men hun kan ikke nævnes ofte nok, så vidunderligt hjertegribende er hendes præstation. Hun får dog støtte af en sommerfugl mere, for selvom dirigenten Christian Kluxen ikke umiddelbart ligner en sommerfugl (husk dog, at H. C. Andersens ”Sommerfuglen” også er en han), så påvirker hans slag alt og alle. Han har overblik over Puccinis rige partitur, og det er ikke hans fejl, når en fløjte pludselig intonerer forkert; hans præcision er knivskarp, og han giver sangerne plads til at udfolde sig. Han er medvirkende til, at ikke bare slutscenen men hele opbygningen til Butterflys selvmord griber publikum i struben. De nervepirrende pulsslag i musikken giver gåsehud og åndenød, Butterflys søvngængeragtige beslutsomhed og heftige udbrud fremkalder tårer i øjnene, så man ved tæppefald er helt ør og ude af sig selv. Heldigvis er vinteraftenen uden for Odense Koncerthus kold og rolig, så den indre storm kan lægge sig – både d. 16. og 18. februar, for denne opsætning er intet mindre end triumf, som man bør unde sig selv at blive revet med af mindst én gang. Hvis man kan få billet til at opleve en ægte sommerfugleeffekt.