Til nar for sig selv

Vild Kong Lear i Skuespilhuset d. 6. februar 2016

Teater er ikke virkeligt. Som et spejlbillede ikke er det, der spejler sig, er teatret ikke virkeligheden uden for den dunkle og magiske grotte i Det kgl. Teaters Skuespilhus ved havnen i København. Teater er teater. Det lyder så banalt, at det næsten er prætentiøst, og dog er det nok netop dette – det teatralske – der holder nogle mennesker fra teatret; det er påtrængende, anstrengende og selvhøjtideligt, når virkelige mennesker stiller sig op og lader som om, råber, skriger, ler, hvisker skaber sig. Sådan er virkeligheden også, dét er i virkeligheden det mest banale, men den står vi midt i, så den rynker vi ikke på næsen eller buh’er ad, for vi tænker ikke over, når det er os selv, der spiller, af frygt for at tabe ansigt og blamere os, så vi får fiasko.

                      Peter Langdahls iscenesættelse af Shakespeares vanvittige Kong Lear er netop sådan: anmassende, støjende, grotesk og lattervækkende, men ud af dette misfoster vokser inderligheden og sandheden. Shakespeare skrev ikke realistiske dramaer, det kan være en anden hæmsko for en blasert teatergænger. Shakespeare skrev drama, både tragedier og komedier, som de antikke græske dramaer, om store, opblæste egoer, om forpinte mennesker, hvis sjæl sønderslider og maltrakterer deres krop i afskyvækkende blodbad, og om det gode, retfærdigheden og kærligheden, der er gudernes kastebold – og alt det kaster Langdahl med stor selvfølgelig frihed ind på scenen. Plottet i Shakespeares dramaer er så uhyre banalt, at det kan være svært at forstå, hvorfor de stadig spilles nu 400 år efter hans død, ofte er det tyvstjålet fra en anden, hvadenten det nu er en navngiven eller unavngiven kilde, og kompositionen er lige ud af landevejen: noget går galt, kaos sætter ind, protagonisterne dør, og kosmos genoprettes. Shakespeares storhed og geni er den anarkistiske tilgang, han har til sit materiale, sine skuespillere, og sit gudbenådede poetiske geni. Her viser forestillingens største mangel sig, for Langdahl har selv oversat Kong Lear (om end han tydeligvis låner fra andre oversættere) og forholdt sig meget frit til versemål og ordlyd. Udover et pinagtigt og påtrængende ønske om at ville række ud og kommentere på den aktuelle verdensorden (Langdahls syn på flygtningestrømmene er entydigt klar og ganske unuanceret, og den er møntet direkte på publikum) er ordvalget ofte for profant og nutidigt. Tag ikke fejl; Shakespeare var ikke for fin til ikke at skrive eder, forbandelser og obskøne detaljer, men sproget var hans, hans billeder var originale og aldeles ikke banale – heller ikke når de handlede om pis, lort eller sex. Mange replikker falder således slemt igennem, men det kan overses, fordi der spilles vildt, frit og ægte. Og jeg skrev SPILLES; replikkerne spyttes ud, der løbes, skuespillerne vælter sig rundt på scenen, og sådan skal Shakespeare være. Af samme grund er scenografien helt enkel, det er skuespillet og replikkerne, der befolker scenen – kun hen mod slutningen er der et unødvendigt virvar på scenen af lazaretskærme, sygeseng og kørestol.

                      Som det teatralske og ægte går hånd i hånd hos Shakespeare og denne iscenesættelse, gør det komiske og det tragiske det også. Tragedien begynder overrumplende og uden nogen forvarsel, publikum må acceptere dramaets præmis, at kong Lear (i et anfald af vanvid?) vil dele sit rige mellem sine tre døtre – forudsat de lefler for hans forfængelighed og fortæller, hvem der elsker deres far højst. Det fejlgreb indser han gradvis, da de to ældste døtre nægter at følge hans ønsker om husly, og mens det trækker op til krig om at besidde hele Britannien, flygter han ud på heden ledsaget af sin hofnar og trofaste, forklædte hofmænd. Hér folder vanviddet sig ud i lys lue, naturligt på én gang komisk og tragisk; komisk i narrens vrøvlevendinger, skænderierne og forhånelserne, tragisk i den selverkendelse hos Lear, der af og til kommer op til overfladen, men som grimasser og flove falbelader prøver at dække. Skulle disse scener spilles uden komik? Det mener flere avisers anmelder i alt fald og gemmer sig bag en forestilling om, at Shakespeare bør dyrkes andægtigt som en afgud (det gør han, men som sagt for poesiens skyld; han var ikke for fin til at blande komedie og tragedie!), og at Tommy Kenters kong Lear er fejlcastet. Det er han ikke, det er tværtom et lykkeligt valg, og man kan slet ikke se Henning Jensen – stor som han ellers er – for sig i rollen; Kenters balancegang mellem komik og alvor, majestætisk pondus og ynkelig selvmedlidenhed, rablende vanvid og sand visdom stjæler al opmærksomhed og bliver siddende i kroppen på én længe efter. Ligeledes er det godt set af Langdahl at lade Signe Egholm Olsen spille både Cordelia og Lears nar. Han svigter hende nok som Cordelia (hvorfor jubler hun højt over sine søstres forstillelse, når hun selv taler sandt og beskedent?), men rollen er så uendeligt lille, og er narren ikke den, der konstant minder Lear om, at han i sin forfængelighed har svigtet den yngste yndlingsdatter? Her er det en påmindelse i både ord og krop, der minder om, at Lear er til nar for sig selv, og det er nok den sorteste kerne i tragedien.

                      Kroppen fylder meget – også hos Shakespeare. Kroppen var det eneste, der befolkede scenen på Shakespeares egen tid, der var ingen kulisser, og Langdahl lader også kroppen med alle dens behov, absurde fagter og funktioner indgå i spillet. Det er befriende, at han har hentet Sigrid Husjord, der er dværg, ind til rollerne som Oswald og hertugen af Burgund, så man ganske politisk ukorrekt får lov til le ad en dværg, som i renæssancens England – specielt når hun spiller så aldeles fremragende. Benedikte Hansen hæver sig rigtig nok højt over andre i ensemblet, fordi hun forstår at belægge sine ord som Goneril, men Marie Louise Willes Regan bliver kun mere afskyelig, når hun vrænger og vræler eller taler slesk for at få sin vilje. Henrik Lykkegaard underspiller behageligt og smukt som Kent, Lears tro mand, der som Thue Ersted Rasmussens Edgar må forklæde sig og agere tosset i en vanvittig tid for at overleve; han er ikke komikeren Lykkegaard, komikken ligger under overfladen, fordid et er Lykkegaard, der spiller, og Langdahl giver ham en udgang, der gør karakteren ære. Joachim Fjelstrup har som Edmund hentet sine håndtegn og sin gestik fra gaden, men han er en bastard, både beleven og durkdreven, så han narrer og charmerer både sin far, de to kongedøtre – og publikum. Morten Suurballe, Jacob Lohmann og Peter Gilsfort spiller alle upåklageligt.

                      Scenograf og kostumier Karin Betz har pakket alle skuespillerne ind i smukke, stiliserede renæssancedragter i vinrødt, flaskegrønt og purpur; smukt og neutralt, det er skuespillet der er i fokus. Og dog: Ganske som Langdahl/Betz ikke kan afholde sig fra unødig brug af en kørestol og andet hen mod forestillingens slutning, kan de ikke lade være med at iføre soldaterne maskingeværer og armygrønne camouflageuniformer. Det er det samme som at sige, at publikum ikke forstår, at krigen er aktuel, at den er her og nu et sted i verden, og det er dumt og postmodernegrimt. Der er straks mere ræson i det spinkle, asiatisk klingende lydspor, som musikerne August Rosenbaum, Mads Forsby og Ying-Hsueh Chen kommenterer med fra konge- og dameside; gong’er og klokker, synthesizer og trommer ledsager og understreger med en insisterende æterisk klang forestillingen igennem det teaterspind, der omhvirvler (os) alle.

                      Stærkest står Tommy Kenters spil og det komiske vanvid, fordi tragedien til sidst folder sig ud i fuldt flor: De to ældste kongedøtre spejles i deres store, røde rober som to roser knækket og sønderbrudt af stormen, Cordelia bæres lille og livløs ind på scenen, og Lear, hidtil komisk i sit selvmedlidende vanvid, lammer nu alle med sin sorg: ”Skrig! Skrig! Skrig!” Langdahl har ladet ham simulere flere hjerteanfald for at få døtrenes opmærksomhed, nu rammer det rigtige, og der er dødsensstille i salen, da det gamle egetræ segner i stormen. Det havde klædt Det kongelige Teater at vente med opsætningen, til Niels Brunses oversættelse af tragedien lå klar, for man savner poesiens ægte glød. Skuespillet gløder, det sørger Peter Langdahl for, men det havde han nok også kunnet gøre med en mere troværdig gengivelse af bardens blankvers. At en del anmeldere alligevel føler sig til nar, siger mere om dem og deres forstand på Shakespeare end om opsætningen selv.