Løvfald ved midsommer

 Intenst samspil i Strindbergs Frk. Julie. Odense Teater d. 21. marts 2022

 

Der er noget på en gang vildt, fyrigt og skræmt i blikket på August Strindberg (1849-1912) på de fotografier, der findes af ham. Han, der malede eminente uvejrsbilleder, portrætterede også voldsomme stormvejr i forholdet mellem mennesker i sine dramaer, og det er overvældende og frygtindgydende at være vidne til dem. Kun momentant skinner solen, og det vidste Strindberg udmærket, men det er et grundvilkår i livet. ”Det är synd om människorna”, slutter hans sidste drama, Et drømmespil, men om han også syntes, det er synd for frk. Julie i skuespillet med samme titel, er mindre sikkert.

                      Frk. Julie handler om forholdet mellem mand og kvinde, om forskellen mellem socialklasser og menneskets drifter, alle de temaer som skandinaviske forfattere i slutningen af 1800-tallet belyste og diskuterede efter Georg Brandes’ anvisning. Men Strindbergs dramaer problematiserer ikke bare samfundsordenen, de portrætterer det moderne menneskes vilkår i en verden uden Gud; karaktererne er som blade, der vejrer hen for vinden uden evne til at gøre til eller fra. I Frk. Julie forfører tjeneren Jan, der har ambitioner nok i livet til at ville kaldes Jean, grevedatteren Julie midsommeraften, og da hun fortvivler over sit fald, afholder han sig ikke fra fortsat at udnytte sin magt over hende, så hun begår selvmord, men da det er sket, kryber han alligevel skræmt og fortvivlet sammen og be’r sin barndoms fadervor.

                      Det er spillet mellem Julie og Jean, der bærer dramaet, for handlingen er mere kompleks end resuméet ovenfor. Jean forfører Julie, men det er hende, der først opsøger ham, flirter og lægger an på ham, selvom han har en kæreste, tjenestepigen Kristin, og det er næppe alvorligt ment, at han opfordrer hende til selvmord, for at have givet sig hen til en anden er hverken et moralsk eller socialt fald i hans øjne. Desuden er de begge så påvirkede af nattens legen tagfat, at ingen af dem længere tænker klart. Sonja Richter og Alban Lendorf favner forbilledligt den gensidige tiltrækning såvel som de indre modsætninger og stridigheder, der driver handlingen frem. Det er Lendorfs skuespillerdebut, efter at for mange skader har sat en alt for tidlig stopper for hans karriere som international balletstjerne. Vi er lykkelige, vi, der har set ham danse, men dansen sidder ham stadig i kroppen, og det udnytter instruktør Thure Lindhardt: Lendorfs Jeans er adræt, smidig og stærk. Han svinger Kristin og springer op på bordet med en lethed, der må få pulsen til at slå hos alle, og det undrer derfor ikke, at Richters Julie tiltrækkes af ham. Hun er også underskøn; feminin og let som en elverpige, men samtidig tydeligt ældre end Lendorfs Jean, og selvom hun er piget løssluppen og yndig, så lægger aldersforskellen en desperation til Julies karakter, der på én gang er pinlig og dybt hjertegribende. Spillet mellem de to er eminent; intenst og sitrende og dog så realistisk, som var det slet ikke skuespil. At Thure Lindhardt har en væsentlig del af æren for dette vellykkede, vilde spil, er uomtvisteligt.

                      Desværre skæmmes det fine kammerspil af Maja Ravns scenografi. Den består af lag på lag på lag af en myriade af hvide vinduesrammer sat sammen til tre sætstykker bag skuespillerne. De mimer de kasser, karaktererne så desperat søger at passe i, og som de ivrigt forsøger at putte hinanden i (uden held), men selvom det er åbne rammer, lukker scenografien Jean og Julie inde. Richter og Lendorfs spil fylder simpelthen for meget. Det fordrer en åben scene med plads til at danse vals. Langt bedre fungerer det, når der falder visne blade ned fra loftet. Midsommernatten er i folketroen såvel som i litteraturen fuld af magi, men modsat Shakespeares En skærsommernatsdrøm er udfaldet ikke lykkeligt her, og det understreges af det alt for tidlige løvfald. Det er subtilt; det understreger Strindbergs eksistentielle tema om livets korthed og omskiftelighed, men det er også en påmindelse om, at det er synd for menneskene. Og publikum røres virkelig af Richter og Lendorfs fatale midsommerdans.